Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 01. maj 2011

1. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes.

Jesus sagde: Meget kan jeg sige om jer og dømme jer for; men han, som har sendt mig, er sanddru, og det, jeg har hørt af ham, taler jeg om til verden.« De forstod ikke, at han talte til dem om Faderen. Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham.

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.


Joh.Ev.8, 28-36.


I dag er det første søndag efter påske. Vi er samlet her i Melby kirke og der er en konfirmation. Vi skal i dag konfirmere Sara Charlotte Olsen. Og Sara, du har aktivt fulgt med i konfirmationsforberedelsen hver tirsdag morgen i et lille års tid - og nu skal du ud i friheden igen - som konfirmand.

Vi holder jo også konfirmation for at markere overgangen fra barndom til ungdom. Allerede den gang jeg blev konfirmeret for omkring 20 år siden talte man meget om, at vi børn efter konfirmationen gik ud til et liv med stor frihed og mange muligheder at vælge imellem. Det gælder også dig, Sara. Du er vokset op i en tid, hvor du har en stor grad af personlig frihed til at vælge det du har lyst til i livet. Sådan har det ikke altid været.

Kan du huske for en måneds tid siden, da vi læste om den gamle bedstemor og oldemor, der fortalte om deres konfirmation for over 60 år siden? De havde ikke den samme grad af frihed som os. For dagen efter konfirmationen blev de sendt hjemmefra. Sendt ud for at tjene, så de kunne lære at klare sig selv og tjene penge - i alder af 13 år. Det valgte de ikke selv. De kunne ikke få lov bo hjemme længere, for der var ofte ikke råd til det. Og mange af de gaver og de penge de fik til konfirmationen, måtte de pænt aflevere til deres forældre. Der har du, Sara, i dag en helt anderledes grad af frihed. Du kan bruge de penge du får i dag, på lige det du vil. Og jeg vil tro, at du formentlig også får lov til at blive boende hjemme hos dine forældre i nogen tid endnu.

Konfirmation markerer ikke kun overgangen fra barndom til ungdom, det er også en overgang til nyt ansvar og til en ny frihed.

Og derfor vil jeg i dag godt sige noget hvad ansvar og frihed er - for et kristent menneske. Og for at vi kan få en forståelse hvad personlig frihed er, vil jeg nu først sige noget om, hvad den ikke er. Jeg vil nu fortælle historien om Palle alene i verden. Her kommer historien om Palle alene i verden - en historie om grænseløs frihed.

Drengen Palle vågnede en tidlig morgen og stod op. Da han ikke kunne finde sin far og mor besluttede han sig til at vaske sig, bare en lillebitte smule, og så gik han ud for at lege. Han måtte ellers ikke gå ned på gaden uden at spørge, men da han ikke kunne finde sin far og mor havde han jo heller ingen at spørge og så gik han ned på gaden. Palle fandt alt øde og tomt. Der var ingen mennesker på gaden, der var ingen biler der kørte, butikkerne var tomme. Palle var alene i hele verden. Han var altså fri til at gøre lige hvad han ville. Han gik ind i en slikforretning og spiste noget chokolade, i grøntforretningen snuppede han sig et par æbler og puttede to appelsiner i lommen, mens han undrede sig over hvor alle folk dog var henne. Han gik ind i den fine bank og tog en helt pose penge, det var der jo ikke noget forkert ved, for han var jo alene i verden, så det var jo hans alt sammen.

Palle var så glad, så glad, han sang i vilden sky og tænkte på alt det herlige han kunne købe for de mange penge. Han gik ind i en fin butik for at købe en fin kniv han længe havde ønsket sig, men der var jo ingen mennesker at give pengene til, så pengene var faktisk ubrugelige, og Palle smed dem på gaden.

Så satte han sig ind i en stor flot brandbil og kørte rundt i den indtil, der ikke var mere benzin på og bagefter gik han lige tværs over plænerne i parken og blæste højt og flot på de skilte, hvor der stod at græsset ikke måtte betrædes. Det betød ikke noget, han var jo alene i verden og fri til at gøre lige hvad han. Og dog. På parkens legeplads fik Palle lyst til en vippetur, men det kunne han ikke få, for man kan ikke vippe alene. Palle begyndte at længes efter sine kammerater. For resten var Palle også blevet sulten, chokoladen og æblerne mættede ikke ret længe. Palle gik ind på et fint hotel, men der er ingen til at lave maden, så Palle måtte selv prøve og det gik ikke så godt. Havregrøden blev sveden og hård. Nu var det SLET IKKE sjovt mere at være alene i verden. Palle længtes efter legekammeraterne, efter far og mor. Palle begyndte at lede efter andre mennesker. Til sidst nåede han helt ud til flyvepladsen, hvor der stod en smart flyvemaskine. Den kravlede han op i og fløj højt mellem skyerne, så højt at det til sidst føltes som om flyveren stødte ind i noget, og så faldt Palle dybt, dybt ned og landede med et bump i sin egen seng, hvor han vågnede med et vræl, så hans mor kom løbende og spurgte hvad han græd for. Åh, mor , sagde han, jeg drømte jeg var alene i verden og kunne gøre lige hvad jeg ville, men jeg blev ked af at være helt alene.

Det Palle oplever i sin drøm er så tæt på den grænseløse frihed, som man kan komme. I starten er det helt sjovt, men det sjove varer ikke ret længe, for det viser sig hurtigt at den absolutte frihed også er den absolutte ensomhed, og den er ikke god for mennesker i ret lang tid af gangen. Det har Gud vidst, fra skabelsens morgen, hvor han straks efter at have skabt Adam, skaber Eva, fordi han ser, at det ikke er godt for mennesket at være ene. Den absolutte frihed er altså ikke nogen god form for frihed.

Men hvad er da virkelig frihed, hvad er det for en frihed Jesus taler om og hvordan skal vi opnå den?

Jo, den skal vi opnå ved at lære sandheden at kende. Sandheden skal gøre jer frie, siger Jesus.

Sandheden om mennesket er, at det ikke dur til at være evigt alene, mennesket er lagt an på at leve i fællesskab med andre mennesker og med Gud, der har skabt det. Det er altså inden for fællesskabets rammer, at friheden skal udfolde sig.

Og nu kommer jeg til det ansvar og den frihed, som der lyder til et kristent menneske. For når vi taler om frihed, så skal vi have fat på et andet ord - nemlig ansvar. Frihed og ansvar hænger sammen. Der var en gammel dansk teolog ved navn K. Olesen-Larsen, der engang sagde følgende: Gud er at der er ansvar til. Og temaet med ansvar og frihed har vi også været inde på i konfirmationsforberedelsen.

Sara - måske kan du huske, at vi arbejdede med et tema, der hed 'forventninger'. I skulle skrive om jeres forventninger til fremtiden. Og om jeres forventninger til jeres forældre: du skrev, at du forventede at dine forældre ville passe på dig og dine brødre. Det er jo fint eksempel på hvad der er ansvar. Forældres ansvar. Og modsat skulle I skrive hvilke forventninger forældre kunne have til deres børn. Der skrev du: At børnene også skal lave noget i hjemmet - rydde op efter sig selv osv.. Og det er jo sagen i dag, at man nu venter sig noget af dig. Du er nu som konfirmand er ved at modnes til at tage ansvar for dit liv - et liv du er sat til leve netop i ansvar og frihed - sammen med andre mennesker.

Frihed hænger altså sammen med ansvar. Den grænseløse frihed, som Palle alene i verden, oplevede, fører til absolut ensomhed. Men den virkelige frihed er den frihed Gud skænker os sammen med ansvaret - til et liv med andre mennesker.

Og så lige en ting til. Her til konfirmation bekræfter Gud sit løfte fra døbefonten om, at han vil være med os som den nådige og barmhjertige Gud. Sat i ansvar og frihed skal vi leve vort liv på Guds løfte om, at han stadig er med os som den nådige og tilgivende ånd, der tilgiver os, når vi fejler og som skænker os en ny mulighed. Igen og igen.

Det er en tro man kan leve sit liv på. I ansvar og frihed.

Sara Charlotte Olsen.

Hjertelig tillykke med dagen.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring