Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 03. juli 2011

2. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.«

Luk 14,16-24


Når man holder store middage og fester er normalt at invitere en særlig udvalgt skare af gæster. Det kan også være forretningsforbindelser, der skal plejes. Eller det kan være dem, man skylder en invitation til fest.

Jeg kender nogen, der siger: 'Vi er nødt til at holde en fest, fordi de og de har jo inviteret os flere gange uden at vi har inviteret dem'.

Til de store familiefester er der dog traditionelt nogle gæster, der er selvskrevne til en invitation. Det kan være onkler og tanter og måske fætre og kusiner. Sådan var det i hvert fald før i tiden. Da det var slægten, familien, der var samlet og måske så man kun hinanden på disse mærkedage. Og så kunne hele familien mødes på disse mærkedage og man kunne følge med i hinandens liv.

Den danske forfatter Jens Smærup-Sørensen har skrevet en roman, mærkedage, som vi læste i vores litteraturkreds for et par år siden. I den bog beskriver han udviklingen i måden man holder familiefester på. Jens Smærup-Sørensen peger bl.a. på udviklingen fra langborde med højbord i forsamlingshusene til fester i dag, hvor det er mere moderne at sidde ved intime runde borde. Det nye i dag - i forhold til den tid Smærup-Sørensen beskriver, er at slægten, hele familien, ikke længere er selvskrevne til en invitation til festerne. I samme periode er kuvertpriserne også steget, især på de fine spisesteder. Så nu om dage indskrænker man sig til nogle særligt udvalgte gæster. Men det ser ud til, at der stadig er ét sted, hvor hele slægten stadig mødes. Og hvor er så det? Det er til begravelserne. Dér kommer de. Dem vi ikke har set i årevis, fætrene og kusinerne. Og så kan det kan ske ved disse lejligheder, at man finder ud af, adskillelsen har varet for længe og man arrangerer en fætter/kusinefest. Måske mest af nostalgi.

Men til disse traditionelle familiefester, eller fætter - og kusinefester vil nogen så alligevel glæde sig over, at de ikke er så hyppige, måske på grund af den træge samtale ved bordene, og de vil så glæde sig over de nye tider i dag, hvor vi vælger vores fællesskaber i højere grad end det at være forpligtet på nogen på grund af blodets bånd eller af tradition.

Det nye fælleskabsformer kan også ses andre steder. Det sidst nye indenfor kirkegårdskultur er, at man ikke længere nødvendigvis lader sig begrave ved sin egen familie, men blandt de mennesker, som man havde interesse-fællesskab med i sit liv: Vennerne. Dem, vi brugte meget tid med.

Og i det hele taget skrives der jo meget i aviserne om de nye fællesskabsformer i nutiden- altså den måde vi med internettet finder sammen med ligesindede i de interesser vi har.

Og hermed har jeg skitseret en udvikling, der viser, at fællesskabet på nogen måder har en tendens til at skrumpe ind i vores sekulariserede, vestlige kultur. En udvikling hvor slagordet i mange årtier har været frigørelse - eller med et fint ord emancipation fra alt, hvad der binder af normer, traditioner, forpligtelser osv. Fællesskaberne synes at skrumpe ind til de tilvalgte fællesskaber, med dem, som vi selv mener, betyder noget. Mennesker, som jeg deler livssyn, måske politik eller interesse med. Nogen, der er, ligesom jeg. Og her må man bare sige, at kristendommen har en anden opfattelse af fællesskab end den skitserede. Og det er den opfattelse lignelsen til i dag tager det op. Her skal alle være med. Der er plads til alle. Og der er stadig plads. Gå ud til de yderste randområder - siger Herren til tjeneren. Gå ud på gader og stræder og til dem, der sidder på bænkene med guldøl og få folk til at komme. Festen er parat. Og der er stadig plads. Det er det evangeliske i lignelsen til i dag.

Lignelsen her står i Lukas evangeliet. Lige før den er der en beretning, hvor Jesus er på besøg hos nogle fremtrædende jøder, hvor de har skændtes om at få de bedste pladser om bordet, så tæt på værten som muligt. Jesus irettesætter dem og anbefaler, at man i stedet skal indtage de laveste pladser, når man ankommer til en fest, så kan værten selv komme og byde én højere op. Og så siger Jesus til værten, at når han indbyder til fest 'så undlad at indbyde dine venner, dine brødre, dine slægtninge eller dine rige naboer'. 'For de vil jo bare gøre gengæld. Nej, når du vil holde en fest, så indbyd de fattige, vanføre, lamme og blinde, for de har ikke noget at give til gengæld'. Og efter disse ord, kommer så lignelsen vi lige har hørt.

Så det vil sige, at Jesus udvider altså fællesskabet. Og han sætter store krav til gæstfriheden. Og sådan blev gæstfriheden rent historisk også praktiseret i de første kristne menigheder, det kan vi læse om hos apostlen Paulus. I hans breve. Modvilligt - ganske vist, kan man læse mellem linjerne. For selvfølgeligt har det ikke været nemt eller naturligt at gennemføre den form for fælleskab. Det er jo et radikalt kærlighedsbudskab ikke at indbyde dem man kender og som man ved, vil gøre gengæld, men derimod indbyde dem, der ikke kan eller vil invitere igen. Og det budskab er så vidt også helt i tråd med Jesu budskab om at elske sin fjende.

Og det budskab er jo unægtelig en helt anden historie end det vi praktiserer i dag. Og det er også helt rimeligt at hævde, at det budskab er helt hen i vejret, det han vil have os til. Det er urealistisk. Det er et ekstremt budskab. Men vi skal alligevel høre det og lade det stå et øjeblik.

For budskabet borer i hvert fald lige igennem den tendens i tiden til valgte fællesskaber. At man kun gider at være sammen med dem og bruge tid på dem, der ligner mig. Eller dem har de samme meninger og interesser som mig. Budskabet borer lige igennem de fællesskaber vi holder af, hvor vi kan sidde og bekræfte hinanden ved at være sammen med ligesindede. Den form for fælleskab udvider ikke vores horisont men fremmer sammenspisthed og giver næring til splittelse, fordi der ligger en tilbøjelighed i den form fælleskab til at danne et 'os og de andre forhold'. Og det er den tilbøjelighed lignelsen går imod, fordi de andre, som man ikke regner for noget, pludselig får mulighed for at komme med til fest: de fattige, de syge - de utilpassede. Og det er også det evangeliske - det glædelige - i lignelsen, at de, der får del i festen, slet ikke har fortjent det. De har ikke gjort noget for at komme til at høre til dem, der får indbydelsen til den store middag. Det er en ren nåde. Og dermed gør lignelsen op med den tendens, som vi også oplever nu om dage, hvor der trækkes grænser op, og fællesskaberne bliver mere og mere afmålte og tilvalgte. Og det er også noget af det, der giver lignelsen sin berettigelse i dag. For kirkelige fællesskaber kan også have en tendens til at lukke sig om selv og blive eksklusive. Og dermed er der en indbygget selvkritik i denne lignelse, hvor vi som fælleskab - kirkeligt eller ej - må høre denne lignelse, der netop bryder med alle sammenspiste fællesskaber og åbner op og siger: Der er stadig plads. Så vi netop ikke får lov til at hensygne i sammenspiste fælleskaber. Eller rettere hver gang vi gør det - altså bliver for sammenspiste, så skal vi høre den her lignelse. Fordi den holder os fast på de fællesskaber, vi ikke gider. Lignelsen her holder os fast på den kærlighed, vi ikke kan praktisere. Og minder os om, at det, der gør Gud til Gud, er at han gider os, at hans kærlighed omfatter, ja selv de utaknemmelige og de onde, der har så travlt med deres eget.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring