Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 10. juli 2011

3. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.«

Luk 15,1-10


Det var lignelsen om det mistede får og den tabte mønt. Den danske digter Halfdan Rasmussen siger et sted: kvinderne har det som mændene, de elsker det tabte så brændende. Med de ord beskriver Halfdan Rasmussen dér hvor kærligheden mellem mand og kvinde er gået i stykker, dér hvor kærligheden er holdt op, men hvor den ene part stadig håber, at forholdet kan blive til noget igen.

På samme måde er det meget menneskeligt at forholde sig til det tabte liv. Forstået på den måde, at vi ikke altid værdsætter livet, før vi har mistet det. I det daglige udmønter det sig i, at vi hænger os i dét, som vi ikke har mere, at vi tænker på alt dét vi ikke kan mere, at vi tænker på dét vi har tabt, og ikke kan få igen.

Vi bruger ofte megen tid og mange tanker og kræfter på dét, som ikke er lykkedes for os. Vi tænker jævnligt meget på det, vi kunne have gjort, men som vi altså ikke fik gjort. Jeg tror, at de fleste mennesker bruger en stor del af deres liv til at lede efter netop det liv, de gerne ville have levet, men som de aldrig fik levet, som de aldrig fik mulighed for at leve. Sommetider står de spildte chancer, de uudnyttede muligheder, altså det tabte liv, mere klart for os end alt det, der faktisk er lykkes og gået godt i vores liv.

En del af vores liv hører ind under kategorien tabthed, og den fortaber vi os sommetider i. Og det er oftest en trist beskæftigelse at fortabe sig i alt det man har tabt, for så kommer man aldrig ud af stedet og virkeliggør de muligheder, de chancer og det liv, som rent faktisk ligger foran enhver af os. Enhver god sjælesørger ved, at i sådan en situation handler det om at forsøge at få folk til selv at se og udnytte de muligheder de har, i stedet for at hage sig fast i dem de ikke har. Alt i alt må vi vel sige, at vi skal værdsætte dét vi har: dyrke det, passe på det, og gøre det bedre, hvis vi synes. Det er den almindelige menneskelige fornuft, som vil holde os fast i at gøre det mulige, det, som vi hver især har at gøre i vores liv.

Tager vi udgangspunkt i den almindelige menneskelige fornuft, må vi konstatere, at fårehyrden i lignelsen er ualmindelig ufornuftig. Hans søgen efter det ene tabte får er helt ude af proportioner. Var han i stedet for ganske almindelige fornuftig, ville han nøjes med at ærgre sig over det forsvundne får og skynde sig at passe ekstra godt på den 99 får, han havde tilbage. Så de ikke også skulle forvilde sig væk.

Man kunne godt forestille sig, at historien var endt på en anden måde. Vi kan forestille os fårehyrden, der med glæden boblende ud af hele sin sjæl vender tilbage med det forsvundne får på nakken og hvad han ser, da han nærmer sig? At hele flokken er spredt for alle vinde. Kun ganske få står, hvor han efterlod dem. Fortabt sætter han sig ned og kigger bebrejdende på det ene får, som er skyld i at han nu må ud og lede efter alle de andre får.

Så vil den almindelige snusfornuft sige: hold dig dog til de 99 får du har og glem den, du har tabt. Brug de 9 drakmer du har og tænk ikke mere på den ene, der er blevet væk!

Det der med tab kan sammenligne med et dødsfald. Tænk på det menneske, som sørger efter at ægtefællen er død. Så kommer folk masende med deres snusfornuft, der er klædt ud som optimisme, og siger: Lev nu videre, tænk fremad, eller: Nu må du se og komme videre og lad være med at bruge tid og kræfter på fortiden. Men sagen er vel, at den sørgende skal have plads til sørge sig ind i tabet, for at få tabet med sig ud i det liv, der skal leves videre?

Og nu er vi ved at være fremme ved det lignelsen handler om. At der er forskel på fornuft og evangeliet. Evangeliet fortæller os tydeligt, at det tabte hører med til vores liv og det er ikke til at komme uden om. Tabtheden, det man har tabt, er ikke noget man skal dyrke, men noget man må acceptere som en del af livet. Det tabte liv, det der gør ondt, det der går i stykker, det der mislykkes, hører med i livet. Og vi kan ikke gøre andet end at stå ved det tabte og få det med som en del af vores liv. Og det er en pointe i lignelsen, at Gud skubber ikke det tabte væk - Gud leder efter det fortabte. Fordi det fortabte hører også med i det gudsskabte liv!

Og når Gud samler på det fortabte, må det vel betyde for os, at vi også må have det fortabte med som en del af vores historie - både i vores private liv og i vores liv med hinanden. Også selvom vi helst vi dække over det mislykkede, skjule det, der ikke er gået efter planen. Men vi kan aldrig fjerne det mislykkede. Det fortabte må med ind i vores kristne virkelighed. For det tabte, det fortabte, det mislykkede, det fejlslagne i et menneskeliv er også omsluttet af Guds kærlighed. Og dermed være sagt, at det tabte ikke hindrer Gud i at komme til os.
Måske skal vi have fat i det fortabte i os selv, før end vi kan fatte, at Gud også vil have med det fortabte at gøre.
Måske er det først ved at finde sig selv som fortabt, at vi kan lade Gud komme til - i vores liv.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring