Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 18. september 2011

13. søndag efter Trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«

Luk 10,23-37


Det fortælles, at den danske digter Adam Oehlenschläger engang i 1804 skulle en tur til Langeland for at besøge nogle venner i Rudkøbing. Det var hans første egentlige rejse, og den fyldte ham med forventning og spænding i sådan en grad, at skrev flere digte om den tur. Men hvem regner i dag en lille tur til Langeland som noget særligt?

Men dengang - for mere end to hundrede år siden var en rejse stadig en stor begivenhed, et opbrud fra det kendte og fortrolige - og en færd ud i det ukendte og usædvanlige.

En stor udlandsrejse kan fylde os med spænding og uro. Det er det, der kaldes rejsefeber. At rejsen ikke altid går som planlagt måtte en sejlerfamilie fra Kalundborg også sande for nylig. For et par uger siden blev de endelig frigivet af de afrikanske kidnappere, der havde holdt dem som gidsler i månedsvis.

I antikken, hvor afstandene var større end nu, var rejsen noget, som kun de allerfærreste begav sig ud på af egen fri vilje. Josef og Maria havde næppe drømt at rejse fra Nazareth til Bethlehem, hvis ikke de var blevet kommanderet til det. Det var nemlig forbundet med stor fare at bevæge sig ud i det tomrum, som lå mellem de store byer. Således tog den jødiske historiker Josefus, som levede fra år 38 -100 e.Kr., det som en selvfølge, at man altid rejste bevæbnet. Ikke engang på kroer og herberger kunne man i antikken vide sig sikker. 'Tager du ind på en kro, så gør testamente først' lød et romersk ordsprog fra den tid. Så det med at rejse dengang i antikken var noget særligt og bragte mennesker udenfor deres vante omgivelser, udenfor den by, hvor man kendte hinanden og vidste hvem, der var tømrer og hvem der var smed. Hjemme var man kendt - ude var man ukendt. Hjemme var man noget, i det fremmede var man ingen, og her lurede alskens farer, og derfor fyldte rejsen enhver med frygt. Var man udenfor byen i antikken, var man uden for lands lov og ret og måtte klare sig selv, som man nu bedst kunne.

Det er jo helt anderledes nu om dage. Vi rejser mere end nogensinde. Men frygten for at rejse kan stadig være dér. Vi kan forsikre os fra meget frygt med rejseforsikringer, der sikrer hjemtransport på den ene eller anden måde, hvis vi bliver syge osv. osv..

I antikken var det anderledes. Menigmand rejste nødigt, for det var et livsfarligt forehavende, hvad der jo også fremgår af Jesu berømte lignelse til i dag - nemlig den om den barmhjertige samaritaner. Historien om manden, der på en rejse fra Jerusalem til Jeriko faldt i hænderne på flok røvere. De overfaldt ham, og efterlod ham kvæstet og hjælpeløs tilbage og de stjal endda hans tøj. Den overfaldne var blevet reduceret til ingenting, til en blødende og mishandlet krop, en levende død.

Med denne lignelse er det gået som med de fleste af Jesu lignelser og ord: Den har tabt sin provokation. Den umiddelbare mening er blevet et almindeligt synspunkt nemlig at den svage behøver støtte, at den forkomne må have hjælp. De første to skikkelser i historien, præsten og levitten, som bare skyndte sig forbi den nødlidende, opfatter vi automatisk som egoistiske og feje, mens vi selvfølgelig synes, at samaritaneren er en god mand, der gør det eneste rigtige. Men hvad havde du og jeg gjort, hvis vi var kommet forbi? Mon ikke vi har skyndt os videre? Det er ikke til at sige, men det er en nærliggende tanke, når man tit hører om overfald i de store byer, hvor folk chikaneres, lemlæstes og myrdes - uden nogen forbipasserende griber ind - eller kommer offeret til hjælp.

Det er blevet luftet meget forargelsen over denne historie i tidens løb, når folk hører, at det er en præst, der går forbi offeret uden at gøre noget. Men vi overser, at en præst dengang var bundet af snævre, ufravigelige regler for, hvad en præst måtte foretage sig, hvad han for eksempel måtte røre ved. Præsten var den gang fuldstændig bundet til de såkaldte renhedsforskrifter, der skulle gøre ham værdig til at udøve tempeltjenesten. Det kunne bringe præst i store vanskeligheder at røre ved for eksempel blod - for ikke at nævne lig. Og ingen kunne jo vide, om den nøgne mand i vejkanten var død, så de første tilhørere har næppe studset over, at præsten skyndte sig videre. Det var en naturlig reaktion dengang. Nogle af de samme årsager gælder levittens opførsel. Levitten går forbi den overfaldne. Og han har også haft en tempeltjeneste, hvor han har været bundet af de kultiske renhedsforskrifter.

Og endelig er der samaritaneren, der af sin samtids jøder, blev betragtet som udskud, som uren, men det var ham, der hjalp den overfaldne.

Da Jesus har fortalt lignelsen spørger han tilhørerne. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder? Og svaret er naturligvis den barmhjertige samaritaner.

Men hvad betyder ordet næste? Ja det er et ord, vi taler om - hver gang et nyt konfirmandhold starter. Ordet næste bruges jo ikke meget i dagligsproget - mest kun i kirken. Ordet næste kan betyde medmenneske, nabo, den nærmeste eller den du møder på din vej.

Lignelsen slutter med ordene - gå du ud og gør ligeså! Underforstået ligesom samaritaneren. Og det hænger jo sammen med, at som kristne er der et ord, der altid vil følge os, og det er ordet - du skal elske herren din Gud og din næste som dig selv.

Nu har vi så i dag hørt den vel nok mest kendte lignelse, som kristendommen har at byde på. Den lignelse, som mange griber fat i, når de vil fortælle, hvordan kristendommen giver mening for dem. Og sådan er der mange lignelser og historier i vores kristne arv. Det er måske både kirkens styrke og svaghed.

For der er mange mennesker, der har indvendt mod kristendommen og den kristne kirke, at den ikke har nogen praksis, vi har mange historier, men ikke nogen praksis, fordi vi mediterer ikke som buddhisterne, og vi beder ikke 5-6 gange om dagen som muslimerne eller tager på pilgrimsrejser og holder Ramadan. Men sandheden er at kristendommen anviser en anden praksis. Nemlig hverdagens praksis, det daglige liv i kald og stand. Det er et ord, der siger: Du skal leve dit liv!

Du skal på dit sted gå ind i din verden sammen med din næste og være stedet og din næste tro. Altså tage ansvar i de omgivelser du er i. Eller mere poetisk udtrykt: På det jævne, på det jævne, ikke i det himmelblå, der har livet sat dig stævne, der skal du din prøve stå. Hverdagen er kristendommens praksis, dér hvor man skal gøre sin gerning.

Jeg startede i denne prædiken med at tale om rejsen, om det at rejse dengang for 2000 år siden var forbundet med frygt og bekymring. I dag er det nok snarere rejsen gennem livet der er forbundet med frygt og bekymring. Derfor er mismod, fortvivlelse, angst og depressioner så almindelige fænomener i dag som tilfældet er. Hvordan finder da vi da den mening, vores livs rejse skal have, så at vi kan holde os et mål for øje? Svaret er, at vi må samle os om dét, som er vores pligt - for på den måde at fuldbyrde hverdagens praksis. Og så er der det forunderlige ved denne daglige pligt og praksis, at den viser sig at være en gave. Ja man opdager i den hverdags praksis, som kristendommen holder os fast til, ja dernede i pligten, der gemmer sig også glæden og meningen, når vi får først åbnet op for den.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring