Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 04. december 2011

2. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: Da skal Himmeriget ligne ti brudepiger, som tog deres lamper og gik ud for at møde brudgommen. Fem af dem var tåbelige, og fem var kloge. De tåbelige tog deres lamper med, men ikke olie. De kloge tog både deres lamper med og olie i deres kander. Da brudgommen lod vente på sig, blev de alle sammen døsige og faldt i søvn. Men ved midnat lød råbet: Brudgommen kommer, gå ud og mød ham! Da vågnede alle pigerne og gjorde deres lamper i stand. Og de tåbelige sagde til de kloge: Giv os noget af jeres olie, for vore lamper går ud. Men de kloge svarede: Nej, der er ikke nok til både os og jer. Gå hellere hen til købmanden og køb selv. Men da de var gået hen for at købe, kom brudgommen, og de, der var rede, gik med ham ind i bryllupssalen, og døren blev lukket. Siden kom også de andre piger og sagde: Herre, herre, luk os ind! Men han svarede: Sandelig siger jeg jer, jeg kender jer ikke.

Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen.


Matt 25,1-13


Kender du den gamle græske myte om Pandoras æske? Myten fortæller, at for at straffe mændene, skabte guderne den første den kvinde, Pandora. Et dårende dejligt væsen lige som den bibelske Eva-figur. Pandora blev skabt som en yndefuld ung jomfru, udstyret med alle skønne gaver, og selv fik hun gaver af guderne, blandt andet en æske, som hun fik at vide, at hun ikke måtte åbne. Det gjorde hun selvfølgelig alligevel. Åbnede æsken.

Og ud af æsken fløj nu alt det onde, der plager menneskeheden: sygdom, laster, ulykker, nød af al slags, og bredte sig over landene. Men der var én ting mere i æsken, nemlig håbet. Da håbet også ville smutte ud, skyndte Pandora sig at smække låget i. Håbet er nemlig farligt, vil den gamle myte fortælle. Håbet er ét stort bedrag, i virkeligheden den værste af menneskenes plager, fordi håbet forlænger menneskenes lidelser, forhindrer dem i at give op. Det var meget bedre at opgive kampen, for livet er ikke kampen værd. Sådan siger den gamle myte pessimistisk og det er en pessimisme, som vi måske kender.

Fornylig havde jeg besøg af en mand hjemme i præstegården. Vi sad på kontoret og snakkede lidt om hvordan det hele gik. Så rejste han sig fra stolen og sagde: 'Man kan godt gå og blive pessimistisk for tiden over hvordan det hele går!' Det sagde han - en mand, der i øvrigt er bedemand, så kan man spørge om hans egen fremtid nu også er så pessimistisk! Men der er nok alligevel noget om dét han sagde. For når man læser avisen og ser TV, kan man blive så inderlig pessimistisk. For uanset hvad der stilles op med verden, bliver den åbenbart ved med at være af lave. Er der ikke krig og uroligheder, terror, undertrykkelse og sult det ene sted, er der det et andet sted.

Når ét problem er ved at være løst, opstår der et nyt. Ude i Europa såvel som herhjemme i vores eget lille land er der kriser af mange slags i disse år. Finanskrise, klimakrise, krise i skolen, krise i kirken, en stemning af depression breder sig osv. Finanskrisen viser sig bl.a. som stigende arbejdsløshed, nedskæringer, konkurser og virksomheder, som lukker eller flytter udenlands osv.

Og vi kan gå endnu nærmere på vores egen verden og kigge ind ad vore egne vinduer og konstatere, at vi ikke er blevet bedre til at omgås hinanden. Egoismen har kronede dage - enhver sidder med sit eget spejl foran sig for at se sig selv.

Døden er også uændret. Vi går stadig til begravelse og tager afsked med vore kære. Livet og verden bliver aldrig bedre - kan vi godt tænke. Det er nytteløst at gøre noget ved verdens problemer, det er nytteløst at håbe på det bedre.

Så er det alligevel velgørende at komme i kirke. At komme i kirke den 2. søndag i advent. Evangeliet til i dag er en nemlig én stor, lys optimisme. Herren kommer. Jesus Kristus kommer igen. Med magt og megen herlighed kommer han, siger det nye testamente. Som den sejrende Herre, der sætter tingene eftertrykkeligt på plads, kommer han. Som retfærdigheden og retten kommer han, og sætter sig igennem - over for uretten.

Men nu kan man jo godt spørge - hvad menes der, når man taler om Gud eller Herren i denne sammenhæng? Gamle Martin Luther sagde: Gud er den, som jeg venter mig alt godt fra. Og sådan kan vi også i dag tale om Gud - som den, vi skal vente os noget godt fra. Og gør vi det, venter os noget godt, så må vi også sige, at verden altså ikke er håbløs, at livet ikke er et håbløst forehavende. For Gud er den, der kommer og gør alting nyt. Og går man ind på den tro, at en gang skal den gode Gud komme igen på den ene eller på anden måde, så opstår håbet også her og nu. Så kommer håbet og meningen også nu, for så giver det fuld mening, at investere sine evner og sine kræfter i at forbedre forholdet mellem mig og min næste, forbedre situationen i ens egen lille verden og ikke mindst forbedre forholdene i det danske samfund. For det er altid meningsfyldt at arbejde på de små løsninger, delløsninger, mens vi venter på Gud og den endelige løsning. Vi kan med optimisme udrette det vi kan. For vi ved, at hvad vi ikke kan, det kan han. Hvad vi ikke når, det når han. Hvad der er umuligt for os, vil vise sig at være muligt for ham, når han kommer.

Det er den forventning til Guds komme, Jesu lignelse om de 10 brudepiger handler om. Lignelsen til denne søndag.

På Jesu tid var det vistnok sådan, at et bryllups første fase foregik i brudens hjem, hvor gæsterne blev beværtet, mens man ventede på brudgommen. Han sad i forhandlinger med brudens familie om brudeprisen. Den slags forhandlinger kunne være seje og trække ud. Men til sidst kom brudgommen frem og hentede sin brud og alle gæsterne, og de gik sammen i festligt optog til brudgommens hjem, hvor hovedfesten skulle foregå.

Det er lignelsen baggrund, at brudepigerne er nogle landsbypiger, der har fået at vide, at de er velkomne til at være med, bare de sørger for at være på pletten med tændte lamper og slutte sig til festprocessionen, når den kommer. Men lignelsens tyngde ligger i ventetiden. Pigerne venter på brudgommen. Der var fem kloge brudepiger, som var klar over, at det godt kunne trække ud med brudgommens komme og derfor havde de sørget for ekstra olie til deres lamper. Der var også fem andre brudepiger - 'tåbelige' kalder lignelsen dem. De troede, brudgommen kom lige med det samme, og deres lamper slukkedes, fordi tiden gik, så de gik glip af festen.

Hvad er det, Jesus vil sige os med denne lignelse? Han vil sige: Våg derfor, for I kender hverken dagen eller timen for Herrens komme. Det ord lyder også til os i dag, der lever så længe efter at lignelsen er fortalt første gang. Den kristne menighed har nu ventet i over 2000 år på Herrens komme og mange kristne har da også for længst afskrevet enhver tanke - om Herrens komme. Men lignelsen vil stadig have os til at våge og vente. Lignelsen handler om, at det ikke er lige fedt hvad du gør i din ventetid. Der er ansvar, ret og vrang. Brug din ventetid, siger lignelsen. Man venter sig også noget af dig. Det er måske tvivlsomt om du har en dyb tro, der er en omtale værd. Men foran dig ligger et liv, der skal leves også når det synes dig trættende og ligegyldigt. Og ved din side, står din næste, i ham står menneskesønnen måske forklædt, så nu kommer det an på, om du kan kende ham i den dragt. Derfor hold dig vågen og tjen din næste - i ventetiden.

Adventstiden er på en måde opfyldelsen af ventetiden: Advent betyder som bekendt komme, og adventstiden sammenknytter alt, hvad der skal siges om Jesu Kristi komme. Adventstiden viser os, at det er den samme Herre Jesus Kristus, der kom til verden som et hjælpeløst barn, og som kommer til os på en uanselig måde i sit ord, i dåben, hvor vi lige har døbt Christina i dag, i nadveren, og som engang skal komme på den store dag og sætte tingene på plads.

Derfor: ved at forberede os til den forestående jul, og ved at lytte til Jesu ord, holde os til hans dåb, og deltage i hans nadver, så holder vi os på den måde, vågne og rede til at modtage ham den dag, da han kommer i herlighed.

Og endelig - når vi gør det, da har vi smækket låget til Pandoras æske helt op på fuldt gab. Så vi uden betænkelighed kan sprede det håb, som gør livet godt at leve: at vi stadig har det bedste tilbage. For Herren kommer.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring