Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 11. december 2011

3. søndag i advent

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Johannes' far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel.

Luk 1,67-80


Her på 3. søndag i advent er tekstuddraget hentet fra Lukas evangeliet kap 1 vers 67-80. Stykket tager udgangspunkt i Zakarias - ham, der blev far til Johannes Døberen. Zakarias vidste kun alt for godt, at han var en gammel mand. I hvert fald for gammel til at blive far. Som en gammel barnløs mand var Zakarias’ hele holdning og horisont derfor præget af resignation. Zakarias havde mere en svært ved at tro, at Gud ville lade en ny begyndelse finde sted i hans liv. Men det er ikke altid omkostningsfrit at betvivle Vorherre og hans ord, for ifølge historien, så lader Gud ham blive stum i ni måneder, og da Zakarias var præst, har det sikkert været lidt af en prøvelse. Da sønnen, Johannes Døberen, kommer til verden, udbryder Zakarias derfor: Lovet være Herren, Israels Gud' For Gud viste Zakarias, at ingen er for gammel i forhold til Herrens velgerninger.

Der er jo en fortælling fra det gamle testamente, der ligner historien om Zakarias og Elisabeth - nemlig beretningen om Sara og Abraham, der var barnløse helt op i den alder, hvor nogen også bliver tandløse, men hvor Gud altså til sidst gav dem Isak.

Og således kan man sige, at Gud når til målet med sine gerninger med så stor træfsikkerhed, som den gryende morgensol driver nattens mørke af sted. På trods af den dunkelhed livet kan være omgivet af, så er den klare dag nær. Mennesket er ikke bestemt til et liv i mørke. For 'Solopgangen fra det høje vil besøge os', som Zakarias udtrykker det, og i Biblen er solopgangen et billede på Skaberens trofasthed, at han ikke vil, at vi skal gå omkring i mørke.

Det var altså en gammel mand, der udtrykte de poetiske ord i dagens evangelium. Zakarias var nemlig så gammel, at han ikke mente, at han kunne vente sig noget af livet mere, og i alt fald ikke noget nyt af det. Således havde Zakarias og Elisabeth været et barnløst par, der var nået op i årene og at være uden børn blev på den tid regnet for en tung byrde at bære. Børn blev nemlig betragtet som en slags fremtidsgaranti. At dø uden efterkommere var at dø uden håb.

Når nu Gud griber ind og ændrer denne tilstand, så vil evangeliet jo dermed forkynde, at der ikke er nogen, som er for gammel. Selvfølgelig er der ingen af os, der bliver yngre, men pointen er jo, at for Gud bliver livet aldrig for gammelt. Som kristne kan vi på den baggrund altid finde grund til opmuntring og til at pleje glæden og optimismen. Som vi f.eks. gjorde med at synge dagens første salme Lovsynger Herren. Salmens første linjer hedder Lovsynger Herren min mund og mit indre, sjungende hjerte tag ånden i favn. Som I kan høre henvises der i den salme til hjertet og hjertet er mange steder et grundord i den danske salmeskat. Man kunne for eksempel nævne salmen hjerte løft din glædes vinger. Og nej et hjerte har ikke vinger, men alligevel forstår de fleste godt billedsproget, samtidig med at vi også godt ved, at glæde er noget, der rent videnskabeligt foregår i hjernen. Men det får os jo ikke til at slutte et julekort med ordene: 'med hjernelige hilsner'. I teologien og i evangeliet til i dag bruges et billedsprog, som salmerne også bidrager meget til. Et billedsprog som f.eks. udtrykket at skyde hjertet op i livet. Og det er hvad evangeliet til i dag opfordrer os til. Zakarias - den gamle mand- som er i den ulykkelige situation, at han ingen efterkommere har. Da Gud så lader ham få besked om, at den situation nu vil ændre sig, og at han vil få en søn ved navn Johannes, så reagerer Zakarias med vantro. Det kan ikke passe! Hvorfor reagerer han sådan? Det er jo fordi, at han ikke vil skyde hjertet op i livet i troen på, at han er i Guds hånd.

For at blive i billedsproget betyder udtrykket Guds hånd, at der er noget jeg ikke har styr på. Det vi oplever vi jævnligt, at der er noget vi ikke har styr. Man kan lægge omhyggelige planer, men tilværelsen er heldigvis ikke forudsigelig, men rummer jævnligt overraskelser og gode gaver. Også det er at være i Guds hånd.

I læsningen til dåbsritualet hedder det: 'Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det Her kan vi tænke på billedet at blive båret. At være et barn er at blive båret. Selv for en voksen, er tanken om at blive båret, meget vigtig. Der er ord, der bærer os, afgørende ting i vores liv har båret os, også noget, som er gået bagom vores ryg. Vi husker måske ikke engang hvem, der har båret os. Jeg har for eksempel kun en meget svag erindring af min mormor. Jeg husker at have siddet med hende i en bil - med en smeltende is i min hånd. Jeg har set hende på et billede, men jeg var ikke ret gammel, da hun døde - alligevel har hun ganske givet været med til at bære mig rent fysisk eller ved at smile til mig.

En ting er sikkert, der er ting, der har båret mit liv, som jeg måske ikke husker mere, men som uomtvisteligt, har båret mig.

Alligevel er livet ikke en dans på roser.

Jeg læste lige forleden dag om generalløjtnant Kjeld Hillingsø. Han fortalte om en periode i sit liv, hvor han var krise og hvor også hans ægteskab var i krise. Han var indlagt på hospitalet i en længere periode. Her havde han god tid til at overveje situationen, og for sit indre blik lavede han to bunker. En bunke med alle de gode sider, han kunne finde hos sin ægtefælle. Og en anden bunke med alle de dårlige sider hos hende. Det var den sidste bunke, der voksede hurtigst. Og da Hillingsø var færdig, var den bunke også størst. Hvorimod bunken med de fordelagtige ting var temmelig lille. Men så tog generalen bunkerne i nøjere eftersyn, og så sagde han til sig selv, at det kan godt være, at bunken med kritik er den største, men når jeg ser på det kritisable, så er det i grunden uden vægt, hvis jeg sammenligner det med den positive bunke. For det, som er i bunken med gode sider hos min kone, er af sådan en styrke og renfærdig værdi, at jeg ikke vil give afkald på det - blot for at få fjernet nogle ubetydelige irritationsmomenter. Hvad Hillingsø gjorde her var måske i virkeligheden noget ethvert menneske burde gøre i kritiske situationer, hvor man synes, at livet er uden mening: Simpelthen at hvis man skal bære en meget tung ting, som man ikke kan bære, så man skille den ad i mindre dele. På samme måde er det undertiden nødvendigt at inddele tilværelsen i underafdelinger og spørge: Var din barndom helt meningsløs? Nej - det var den ikke - kan de fleste nok svare. Var din ungdom eller din første forelskelse helt uden mening? nej - selvfølgelig var den ikke uden mening. Da du fik dit første job eller da du fik dit første barn - var det da meningsløst? Nej selvfølgelig var det ikke det. Jamen er din nuværende situation da meningsløs? Nej - det er den måske ikke alligevel. Livet er fyldt med mening hver dag, hvis vi er opmærksomme på det. Meningen kan bestå i et i et telefonopkald, meningen kan bestå i et menneske, der banker på døren eller at man oplever noget bestemt. Der er i grunden mening det meste af tiden, idet tilværelsen er en gave fra a-z.

Og når vi drager vort sidste suk, så går det hele ikke bare i opløsning, for vi er skabt som nogle helt bestemte personer med hver sin personlighed og den er i Guds varetægt. Derfor kan vi med evangeliet til i dag sige: Takket være vor Guds inderlige barmhjertighed vil solopgangen fra det høje besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og dødens skygge.

Amen.


Kirkekalender
Søndag 19. september
16. søndag efter trinitatis
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Høstgudstjeneste
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Høstgudstjeneste
Søndag 19. sept. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi håber, at høsten er kommet godt i hus - og samles til høstgudstjeneste og synger de dejlige høst-....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Prædiken ved konfirmation Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke 13. søndag efter trinitatis....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af åbent menighedsmøde 1. september 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på ....
Læs mere
Konfirmationer i Særslev Kirke
Konfirmationer i Særslev Kirke Nu er det endelig blevet tid til konfirmationer! Hvor vi gl....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring