Søndagens prædiken (Arkiv)

Lørdag 24. december 2011

Juleaften

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«

Luk 2,1-14


Så samles vi igen til årets store fødselsdagsfest. Nemlig fødselsdagsfesten for Vor Herre selv. I dag er det 2011 år siden, at Josef og Maria gik rundt i gaderne i Betlehem før de til sidst fandt ly for natten. I en stald. Her blev Vorherre født i skikkelse af det lille jesusbarn for så længe, længe siden.

Rent historisk ved man, at Jesu fødsel først for alvor er blevet fejret siden 300-tallet - og altså lige siden - i århundreder op til i dag. Men er det alligevel ikke utroligt at tænke på, hvordan man år efter år - århundrede efter århundrede har samlet sig i kirker verden over for sammen at lytte til denne beretning? Som så mange gange før sidder også vi nu her igen fulde af forventningens glæde og ser hinanden smilende i øjnene og hilser på alle dem, vi kender, medens vi hører de gammel-kendte ord fra Lukas evangeliet. Betlehemsbarnet fortæller os om, at Gud har besøgt menneskene for at knytte sig til os og møde os hver især i øjenhøjde. Og dermed er noget på spil i julen, noget, der rører ved de dybeste lag i os, dernede, hvor smerten, længslen, men også glæden og takken fødes.

Og Jesusbarnets fødsel, julen, fejrer vi hvert år -ved at dele det hele med hinanden. Julen er hjerternes fest på den måde, at vi deler det hele med hinanden. Den gamle historie og glæden deler vi, sangen og senere i aften deler vi også maden med hinanden. Det gør vi for at fejre at fejre ham, der kom for at dele hele sit liv med os - fra fødsel til død. Sådan deler vi i dag julens mange glæder - i samvær med hinanden.

Der var en venlig sjæl fra Særslev, der for et par år siden gav mig en gammel artikel, der handler om hvordan fejrede jul for lidt over 100 år siden - her på egnen. Artiklen er skrevet af Karen Nielsen hvis far Knud Christensen virkede som præst i Særslev i årene 1893 til 1908. Jeg vil nu læse et uddrag fra den artikel, som handler om de sidste dages forberedelse op til jul i præstegården og om hvordan man kan dele julens mange glæder med hinanden. Det kommer her:

Næste morgen vågner vi op ved en sønderrivende skrålen, og vi ved, at nu er havemand og slagter Rasmus Hansen kommet, og nu skal julegrisen slagtes. Den dag er den fredelige Rasmus Hansen husets midtpunkt. Hele sommeren har han stilfærdigt passet haven og beskedent taget mod ordrer, men nu er det hans store dag, som han er bestilt til for måneder siden, for han kommer hele byen rundt og slagter julegris. Hans stille stemme er pludselig blevet stærk og befalende, og han skal nok få præstefruen og pigerne til at springe for sig. Og hvilken dag: Rullepølser, sværpølser, medisterpølse, og leverpølser, lungepølser og sylte, grisetæer, og, først og sidst, sorte pølser. Mor renser selv tarme, for det betror man ikke til nogen. De sorte pølser bliver kogt i en mægtig gryde og ligger så og damper af - på ren halm. Af al mad, jeg har fået senere, har intet smagt så vidunderligt som Mors sorte pølser.

Fire dage før jul trækker far sine tykkeste støvler på, binder halstørklædet to gange om halsen, den gamle frakke slås op om ørerne, og så går han rundt i sit store sogn. Ad dårlige veje og små stier, hvor intet andet læ findes end de stynede popler, går han sindigt fra hus til hus, hvor de gamle og syge bor. Men han går ikke alene. Ved hånden har han to af sine børn, for det er godt, når der skal synges julesalmer, at barnestemmer klinger med mellem de rystende gamle stemmer.
Den stærke lugt af tørv og naftalin, af stegte æbler og kaffe i den lille stue med det lave bjælkeloft generer os slet ikke. Det er jo begyndelsen til julen, når far med sin rolige stemme læser juleevangeliet for de syge, og julesalmerne lyder, fars stemme så dyb, den syges næppe hørlig, medens vi børn, uhæmmet af alle ydre indtryk, sender sangen op i en lysende stribe.

Særligt holder far af Brorsons ' I den søde juletid tør man sig ret fornøje'. Vi synes, den er lidt lang, men far siger, at den kan gamle mennesker bedre lide end de nyere julesalmer, som 'Julen har bragt velsignet bud' eller 'Velkommen igen Guds engle små'. I hånden har den gamle dame sin spænde-salmebog med navn og fødselsdag indskrevet: ' Mette Sørensdatter. Født 12. september 1805'. og fra den kan hun Kingos og Brorsons salmer.

Og når vi synger:

I sådan hjertens kærlighed
Han kom til os på jorden ned
At lindre al vor smerte

, da smiler det grå ansigt derinde i alkovens halvmørke. Det kan vi også nok forstå, men når vi kommer til linjerne:

Og knuste hjerte føler bedst
Hvad den store frydefest
For glæde har at bringe,

da giver vi op, for det med 'knuste hjerter' forstår vi børn slet ikke, og dog nikker den gamle dertil, og en stor tåre ruller ned af hendes furede kind og havner i hendes gamle mund.

Men det er ikke vort eneste besøg hos syge og ensomme, for de næste dage bliver vi sendt af sted af mor, og da er det kun os børn i optog, for nu skal gamle Stine have en alen medister, og Hans ved kæret, der er 78 og har ligget syg et halvt år, skal have sødsuppe med blommer, og skomagerens Marie får et stykke flæskesteg, og Hinkemaren ved kæret får sylte og en pose med kaffe, og sådan går vi fra sted til sted med mors milde gaver. Aldrig begreb jeg, at noget blev til overs til os selv af vores slagtegris. Der var ikke noget dengang, der hed 'social forsorg', men mine forældre, der langt fra var velhavende, delte så selvfølgelig ud med rige hænder af deres hjerters godhed - overfor de nødlidende.

Det var et uddrag af Karen Nielsens barndoms-erindringer om hvordan man delte julens glæder med hinanden. Meningen med at høre dette uddrag er ikke at få os til at henslumre i en sentimental længsel efter en svunden tid, men derimod, at vi skal se bevægelsen ud af huset - om til naboen - din næste - længere nede af vejen. Netop i dag se bevægelsen i sammenhæng med det evangelium, hvis anliggende, som altid er, at kalde mennesket tilbage til virkeligheden til dét, der skal gøres her og nu - i dit og mit liv. Så måske skulle du også ud af døren -med eller uden sorte pølser eller kaffe under armen - for at dele en smule af din tid med anden i nærheden.

Vi ved godt, at forberedelsen til julen i dag foregår på en enklere måde end fra den tid vi hørte skildret i uddraget. Men fælles for dengang og nu er det uforanderlige budskab om, at Guds søn, Jesus, blev født til at være en bror for menneskene og til at dele sit liv med andre. For det betlehemsbarn, der blev født i dag, blev siden en voksen og myndig skikkelse, der aldrig vendte nogen ryggen i ligegyldighed - men han kom til menneskene og gik ind til dem og delte livets glæder med dem lige såvel som han gik ind i lidelsen for også at dele den med dem. Som en bror for dig og mig viste han os sin trofasthed ved aldrig at blive træt af stille sig hen ved sin næstes side med et trøstens eller tilgivelsens ord.

Ja sådan blev Guds søn født til at dele sit liv med os, som den der vil være en bror for dig og mig, og heraf følger så, at også vi er sat til at være bror eller søster for dem, vi omgås i vores hverdag. Og dermed kaster Julen kaster også sit lys ind over den hverdag, der kommer. Og minder os at vi skal dele hele livet med hinanden, for der er vitterligt også folk her blandt os, der ønsker at få det sagt højt, at vi ikke kun skal dele livets glæder med hinanden men i særdeleshed også i det modsatte, når vi har særligt har brug for hinanden, for da bliver det hele lettere at bære.

Men her i dag til Vor Herres fødselsdagsfest må det først og fremmest være livets og julens mange søde glæder vi skal dele med hinanden - lige nu og sikkert endnu mere - senere i aften.

Glædelig jul til jer alle.

Amen