Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 08. april 2012

Påskedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Efter sabbatten, da det gryede ad den første dag i ugen, kom Maria Magdalene og den anden Maria for at se til graven. Og se, der kom et kraftigt jordskælv. For Herrens engel steg ned fra himlen og trådte hen og væltede stenen fra og satte sig på den. Hans udseende var som lynild og hans klæder hvide som sne. De, der holdt vagt, skælvede af frygt for ham og blev som døde. Men englen sagde til kvinderne. »Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her; han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.« Og de skyndte sig bort fra graven med frygt og stor glæde og løb hen for at fortælle hans disciple det.

Matt 28,1-8


I dag vil jeg starte prædikenen med et citat.

'Når Gud er død, må de stærke blandt menneskene selv blive guder, overmennesker, livsbekræftende, leende, dansende, usårlige'.

Citatet stammer fra den tyske filosof og kristendomskritiker Fridrich Nietzsche. Tilbage i 1800-tallet var han den store kritiker af kristendommen, særligt kritiserede han de kristnes forestilling om Gud. Han mente, at en gang, så ville folk indse, at Gud er død, og så ville Europa havne i en værdi-krise. Men de mennesker, der kunne frigøre sig fra idéen om en Gud, dem kaldte ham overmennesker, fordi de var stærkeste, når de både kunne leve og ånde - uden Gud.

Fridrich Nietzsches kendte påstand, 'Gud er død', har haft en meget stor indflydelse på europæisk tænkning og filosofi.

Se der sker noget, når Gud dør. Så er det som om, at alt falder fra hinanden, og ingen ved mere hvad mening, der er i tilværelsen, for en død gud indstiller sin virksomhed, som enhver anden død. Hvis ingen tror på Gud, så er han død. Man kan også sige, at dén, som man ikke længere tror på, har man gjort sig fri af. Man er ikke længere underlagt den pågældendes myndighed. Og man kan heller ikke forvente sig nogen hjælp fra den Gud, man ikke tror på, og som derfor er død.

Nå - så kommer det. Når Gud er død, så begynder man at tilsvine hans eftermæle, som altid, når en magtfuld person dør. De store døde i nyere tid, som Winston Churhill og J.F. Kennedy for eksempel, de havde jo også deres menneskelige brist, som man ikke talte højt om, mens de var i live, men efter deres død kom det frem, at de måske ikke var så ædle, vise og modige, som vi troede.

Sådan er det også med Gud, når han er død. Så vil man helt af med ham. Hvordan kan Gud lade det onde ske i verden f.eks. koncentrationslejrene, hvis Gud er god og almægtig? Det er han heller ikke, det er bare noget, han har bildt os ind. Så kommer de til præsten og sukker i skuffelse over livet, der ikke blev som de ønskede sig, de tror ikke længere på Gud, de vil meldes ud af folkekirken. Sådan rejser vreden og utilfredsheden sig i disse år mod Gud og kirken. Enten synes man, at kirken er kedelig og reaktionær eller også synes man at man er kirken er useriøs og utroværdig.

Sådan er det i Danmark og i store dele af Europa lige nu.

Men sådan er det ikke i Kenya - i Afrika. Som I mange af jer sikkert ved, så har jeg lige været en måned i Kenya. Dernede er Gud ikke død. Dernede lever Gud - også på en så gennemgribende måde, at man skal se og høre det for at tro det. Gud og kirken lever og bruser i Kenya. Så fantastisk! Hvad der skrives om i bøgerne, at kristendommen igennem de sidste årtier er flyttet til Afrika, så jeg dernede med mine egne øjne. Fyldte kirker overalt - hver søndag. Jeg så hvordan Gud lever og kommer til udtryk i det daglige - i gadebilledet, i sproget, i Jesu citater overalt. m.m.

Man kan også se, at Gud lever i Kenya et andet sted - nemlig i dødsannoncerne. For hver anden dødsannonce indledes med ordene: 'Det er med ydmyg accept af Guds vilje, at vi annoncerer at, vores elskede mor eller far er død'. Gud er med overalt i Kenya - som den, der skænker et liv i ansvar, frihed og kærlighed.

Herhjemme er Gud blevet fjern. Man tror ikke på Gud. Men aldrig så snart er Gud død, før end mennesker begynder at tro på alt muligt andet. Sig selv, Demokratiet, globaliseringen, alternativ medicin, reinkarnation, holisme og anden mysticisme.

Det mærkelige ved kristendommen er imidlertid, at den på en måde også forkynder Guds død her i påsken. Og det har den gjort længe før Nietzsche kom på tanken, faktisk lige fra begyndelsen.

For det mærkelige ved påskeevangeliet er, at det er så tomt. Et løst rygte, en tom grav, en hule i en klippe, nogle forvirrede, skræmte kvinders påstande om, at de havde set Jesus på denne påskedag. Ikke blot påstod, at de havde set ham, men at han levede, godt nok på en anderledes måde, end da han var i live. Det er opstandelsen.

Om man så tror på opstandelsen eller ikke, kan på en måde være revnende ligegyldigt, hvis man ved tro forstår den slags uforpligtende anskuelser, som kan drøftes over en øl på et værtshus eller ved en bedre middag, for selv i påsken forkyndes det, at Gud er død, død på et kors i Judæa.

Men det forkyndes også, at Jesu død er en ny begyndelse, at hans død samtidig er en opstandelse - til noget nyt. Hans død er en ny begyndelse, begyndelsen på en historie, der endnu ikke er slut, en historie om frihed. For Jesus død på korset er samtidig en opstandelse til et nyt liv i frihed uden denne verdens tyranniske guder og afguder - af hvilken slags de så end måtte være. På en måde en opstandelse til et liv uden tro på noget som helst, men alligevel et liv i troskab mod noget. Troskab imod de mennesker, som er dig givet, troskab imod dit eget liv, imod den jord, du er sat på, imod den tilværelse, som nu engang er din. At Jesu opstandelse også er hans død, betyder, at han selv hverken kan eller vil være autoritet eller formynder for dig. Selv hans ord står kun til troende, når de har den troendes frie tilslutning.

Når vi siger, at Gud døde i påsken, så mener vi den Gud hvis ord og direktiver, som Jesu landsmænd mente at høre i Moseloven. Den Gud blev korsfæstet og trådte tilbage og derfra rejste sig en ny Gud, Jesu ord, i en opstandelseskraft, der åbner et nyt liv for os - i ansvar og i frihed. Vi hørte jo i beretningen hvordan kvinderne blev sendt af sted fra den tomme grav - af påskeenglen - tilbage til deres liv i Galilæa. Så påskens Gud er en Gud, der sender os alle bort fra den tomme grav og ud i livet igen - i troskab imod det daglige liv med alle dets glæder og sorger, bekymringer og udfordringer.

Forinden, da Jesus vandrede rundt i Galilæa og Judæa, da talte han om Guds rige og hans retfærdighed, som noget man ikke kan tale om sådan uforpligtet, for det er noget ethvert menneske er kaldet til at udøve: Retfærdigheden er en pligt, som er pålagt den enkelte af Gud, ikke som en byrde, men som en udmærkelse, da det er den pligt, som gør os til mennesker - værdige, ligeværdige og frie mennesker. Og ligeværdige og frie er vi, fordi den gamle Gud er død. Påsken er opstandelses Gud, der sætter dig fri, fri til at leve dit liv, fri til at vælge mellem godt og ondt, og på eget ansvar, kun underlagt kravet om at elske Gud og din næste. Det er opstandelsen, det er, hvad den betyder. Den er en befrielse fra dødens guder i denne verden, alt det, der vil herske over os, koste rundt med os, belære og undertrykke os. Jesu opstandelse derimod sætter dig fri med bekendtgørelsen af den pligt, som adler enhver af os, pligten til at tjene, tjene livet, næsten, Gud i ydmyghed og taknemmelighed, - at tjene og i glæde tage vare på det, som er dit, og som er dig betroet.

Sammen med denne pligt følger som sagt en frihed. En frihed til sorgløst og ubekymret at være akkurat det menneske du er - denne frihed er det, som baner sig vej ind i verden i Jesu Kristi opstandelse fra de døde påskemorgen, hvor den 'som den gyldne sol frembryder, gennem den kulsorte sky og sin stråleglans udskyder, så at mulm og mørke må fly'.

Glædelig påske.


Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring