Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 15. april 2012

1. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Da de havde spist, siger Jesus til Simon Peter: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig mere end de andre?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine lam!« Igen, for anden gang, sagde han til ham: »Simon, Johannes' søn, elsker du mig?« Han svarede: »Ja, Herre, du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vær hyrde for mine får!« Jesus sagde til ham for tredje gang: »Simon, Johannes' søn, har du mig kær?« Peter blev bedrøvet, fordi han tredje gang spurgte ham: »Har du mig kær?« og han svarede ham: »Herre, du ved alt; du ved, at jeg har dig kær.« Jesus sagde til ham: »Vogt mine får! Sandelig, sandelig siger jeg dig: Da du var ung, bandt du selv op om dig og gik, hvorhen du ville; men når du bliver gammel, skal du strække dine arme ud, og en anden skal binde op om dig og føre dig hen, hvor du ikke vil.« Med de ord betegnede han den død, Peter skulle herliggøre Gud med. Og da han havde sagt det, sagde han til ham: »Følg mig!«

Joh 21,15-19


I evangeliet hører vi om at blive ført derhen, hvor vi ikke vil. Jesus siger til disciplen Peter, at en anden skal binde op om ham og føre ham derhen, hvor han ikke vil. Hvis vi skal se på de ord i kristen optik, så vil vi sige, at fordi vi i forhold til Gud er gjort til skabninger, der ikke selv er herre over vores eget liv, så er vi derimod i alle andre jordiske sammenhænge sat til at kæmpe for alt, hvad vi har kært.

Det er nemlig vigtigt, at have sig for øje, at der er en himmel til forskel på at være bundet af sin Herre og Skaber, og så at være bundet af det man kalder 'udviklingen'. Og det er noget vi trænger til at høre nu om dage. Dette ord 'udvikling' er blevet en slags hellig ko, der hver gang kan trækkes op som et trumfkort. Hvorfor lader vi os føre derhen, hvor vi ikke vil? For udviklingen kræver det! Fordi omstændighederne tvinger os til det, sådan hører man sommetider folk sige!

Men netop kristendommen forkynder, at der på en måde ikke er noget, der hedder udvikling, for udvikling er kun et andet ord for dét, vi selv vil og gør. Men der er nogen, der vil gøre udvikling til noget, der bare sker, til noget, vi ikke kan drages til ansvar for. Men kristendommen drager os altid til ansvar for vore gerninger. Og hvor der er ansvar, er det også udelukket, at der er tale om upersonlig og automatisk udvikling. Nej tilværelsen skal ikke gøres til automatisk udvikling, for tilværelsen handler om menneskets personlige handling og vilje. Og der er i alt fald ét sted, hvor det- uden omsvøb- kan siges, at mennesket ikke er et viljesløst samfundsprodukt eller et magtesløst offer for udviklingen, og det er i kirken. I forhold til den samfundsmæssige udvikling gælder det i høj grad, at vi føres derhen, hvor vi selv vil det. Så selvfølgelig har vi indflydelse på udviklingen.

Når kristendommen taler om jordelivet, så taler den nemlig om personlig skyld og ansvar, og en sådan tale sætter altid bom for alle bestræbelser i retning af at stille sig selvmedlidende an: 'Jeg kan ikke gøre for det' Kristendommen svarer utvetydigt: Selvfølgelig kan du gøre for det, hvem skulle ellers kunne det! Selvfølgelig kan også du reagere frit på den såkaldte 'udvikling', og naturligvis behøver du ikke at lade dig tyrannisere dig af den.

I de sidste nummer af kirkebladet, med artiklen om det ordentlige menneske, skrev jeg også om udviklingen. Og der er al mulig grund til at reagere på den såkaldte udvikling, der bevæger sig i retning af hvad der er blevet kaldt et terapi-samfund. Det hænger sammen med, at vi er blevet mere tilbøjelige til at tro, at folk ikke selv kan gøre for det, når de opfører sig på den ene eller anden umulige måde.

Med et fint ord hedder det social determinisme. Det vil sige troen på, at alting afhænger af den sociale arv. Den siger, at mennesker, der er blevet mishandlet som børn, de vil uvægerligt også mishandle deres egne børn engang. Udviklingen er uundgåelig. Men er det nu også rigtigt?!

Nej det er ikke rigtigt, der er faktisk undersøgelser, der viser, at et flertal af de mennesker, der som børn har misbrug, ikke selv mishandler deres egne børn. For et menneske er ikke en robot eller en maskine. Mennesket er en Guds skabning, og derfor kan mennesket også reagere på den såkaldte sociale arv, og sige NEJ til den. Intet i menneskelivet sker automatisk. Alligevel søger såkaldte eksperter at gøre tilværelsen til et social-psykologisk problem, hvor det enkelte menneske er prisgivet sin opvækst og sine omgivelser. Som om hans eller hendes skæbne allerede er afgjort, hvis da ikke terapeuterne træder til. Derfor skal man nu om dage tilbydes psykologisk rådgivning, hvis man bliver fyret, hvis man har været vidne til en ulykke, eller hvis man bliver skilt. Enhver tilskikkelse i menneskelivet har i dag karakter af en krise. Og det er egentligt besynderligt, for nøgternt betragtet har levevilkårene i dag vel næppe været bedre - end i tidligere tider.

Lad os tage et andet eksempel: I perioden fra år 2000 til 2009 er der sket en mangedobling af skolebørn, der har fået diagnosen AD-HD, det der tidligere blevet kaldt DAMP. Et ord man vel næppe kendte på vores bedsteforældres tid. Og sådan er terapi-og behandlersamfundet gået i selvsving - med sin klientgørelse og umyndiggørelse af individet. Det fortæller, at krisebevidstheden og krisebegrebet har fået et solidt tag i folket. Hvor man for et par generationer siden ville forsøge at holde det skjult, hvis man havde lidt nederlag, er det i dag blevet nærmest fordelagtigt at fremstille sig selv som et offer.

Det er denne indstilling, som terapi-kulturen fremavler. Åh - at være svagelig og interessant, og at være genstand for terapeuternes velmenende behandling. Men et sted skal denne indstilling have et skud for boven, og det er fra prædikestolen, for friheden til at tage ansvaret for sit eget liv har livets Herre og Skaber givet os, og dermed har han også gjort den personlige handling og den personlige vilje til det afgørende.

Det betyder ikke, at vi selv skal finde sandheden med vores liv, for den gav Vorherre os, da han lod sin søn føde og opstå for vores skyld, og den sandhed får vi del i gennem dåben, hvori Gud giver os tilsagn om at være vor kære himmelske fader.

I evangeliet her, hører vi, at Jesus spørger Peter tre gange, om han elsker ham. Her kan vi jo tænke på barnedåben, hvor der skal svares ja til de 3 trosartikler, Fader, Søn og Helligånd, som udgør trosbekendelsen. Ligesom Peter skal svare 3 gange på Jesu spørgsmål, skal den, der bærer barnet til døbefonten, det også. Dåbens indhold afhænger imidlertid ikke af, at der svares ja. Når den, der bærer barnet, siger ja, så svarer det til at sige tak for en gave. Gaven gives, uanset om der siges tak eller ej. Og sådan er det i det hele taget med vores forhold til Gud. Det kommer an på Gud - ikke på os. Fordi Gud siger ja til os i dåben, kan vi siden hvile i en nåde, der er evig og bestandig. I forhold til Guds nåde er vi virkelig som børn, der føres ind i en kærlighed, som overgår al forstand. Men netop fordi vi er stillet sådan i forhold til Gudsrige, så er vi stillet i det fuldkomment omvendte forhold med hensyn til de jordiske forhold og i de verdslige sammenhænge. Her skal vi ikke lade os føre derhen, hvor vi ikke vil. For i disse sammenhænge har Gud givet os den opgave at leve livet på eget ansvar og kæmpe for alt det vi har kært. Her er ikke nogen hellig udvikling vi skal bøje os ned i støvet for. Her har Skaberen nemlig sat os til at binde op om os selv - og føre udviklingen derhen, hvor vi selv ønsker det. Og hvor denne ansvarlighed fastholdes, er udviklingen og samfundet ved at få menneskelige træk. Så er det nemlig fastslået, at vi ikke har at gøre med anonyme, uafvendelige kræfter, som tvinger mennesker til afmagt og passivitet. Så er tilværelsen ikke længere et social-psykologisk problem, men et personligt anliggende for den enkelte. Og det betyder helt konkret, at vi skal holde op med at gøre en enhver menneskelig ytring og følelse til en sygdom, som skal behandles. Ikke mindst når man taler om ganske naturlige ting. Og lade være med at gøre tilværelsen til udvikling og social-psykologisk problemer, der gør menneskets magtesløs. Nej forholdet er, at mennesket af Gud er sat i ansvar og frihed i denne tilværelse. Og netop det forhold åbner livets horisont lys - for dér, hvor der er vilje og ansvarlighed , er man ikke låst af udviklingen, for der er forandring selvfølgelig også muligt!

Amen.


Kirkekalender
Søndag 03. oktober
18. søndag efter trinitatis
Særslev:14.00
Ved Nete Ertner Rasmussen
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Babysalmesang
- på en ny måde

Den 1. onsdag i hver måned
i Særslev Kirke kl. 10.30
Babysalmesang er sang og rytmer for babyer op til ca. 1 år og deres forældre. Vi synger børnesange o....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021 17. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor San....
Læs mere
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring