Søndagens prædiken (Arkiv)

Onsdag 26. december 2012

2. juledag

Det hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus.

Jesus sagde: Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias' søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt.
Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!«

Matt. 23, 34-39.


Det kan være, at nogen af jer sidder og tænker, at det dog er et besynderligt juleevangelium vi lige har hørt. For det er da trods alt stadig jul, og her kommer vi lige fra juletræ, og julemad, og julehygge og hvad hører vi så? Ikke andet end nød og elendighed.

I epistellæsningen hørte vi om Stefan, som jøderne stenede til døde for hans tros skyld. Og nu har vi så hørt evangeliet til i dag, der fortsætter og taler om at blive pisket, forfulgt fra by til by, korsfæstet og dræbt.

Sikke dog nogle drabelige juletoner på sådan en højhellig 2.juledag. Sikke dog en farlig julestemning.

Men der er dog alligevel juletoner i beretningen her. Måske ikke lige præcis de juletoner, vi er mest vant til.

Vi må jo minde hinanden om, at juleevangeliet om Jesu fødsel ikke er en beretning med lutter glæde og lyse toner. Ikke alt var lutter glæde. Der var f.eks. ikke plads til Guds søn i herberget, og han blev, som der står i en salme: 'i krybben lagt, i klude svøbt' .

Vi kan jo også minde hinanden om hvad der står i det andet juleevangelium vi har, det fra Johannes Evangeliet. Der står at Jesus kom til 'sit eget, og hans egne tog ikke imod ham'. Nej juleevangeliet er ikke lutter sød musik og festlige toner. Der er også noget ret så mørkt og ufestligt i beretningen. Der er ikke kun tale om fred på jord, der er også tale om ufred.

Med andre ord, evangeliet til i dag handler om at følge Jesus Kristus, selvom der også kan være omkostninger ved at følge ham.

For én ting er, at vi sikkert har holdt en god dansk, hyggelig jul, men skal det også være en kristen jul, så må vi sige til os selv og hinanden: Lad os dog til Betlehem gå, ligesom hyrderne sagde. Hvordan vejen end er, og hvad vi end eventuelt måtte komme til at opleve på vejen, så lad os dog gå, og følge efter ham, som julen handler om, så må det i øvrigt koste, hvad det vil.

Det er det, Anden juledag vil minde os om, at julens fred godt kan komme til at koste os en masse ufred. For som et gammelt ord siger: det koster mer, end man fra først betænker, at være tro i det, Gud os skænker.

Dagen i dag, som vi kalder 2.juledag, har også et andet navn - Sankt Stefans dag. Stefan eller Stefanus var en kristen diakon, der omtales i Apostlenes Gerninger. Han havde gjort sig bemærket ved, som der står, at gøre store undere og tegn blandt folket. Det slog jøderne hårdt ned på og han blev dømt og stenet til døde. Det menes at være sket omkring 35 e.Kr.f.

På den tid var der endnu ikke noget, der hed julefejring. Det kom først til i begyndelsen af 300-tallet, og blev som bekendt lagt på den 25.dec. På den måde blev juledag i kalenderen nabo til Sankt Stefans Dag, og sankt stefans dag blev efter hånden til julens anden dag.

Begge de bibelske læsninger fik lov til at blive stående. Juledags fred på jorden og Sankt Stefans Dags ufred fik lov at blive tradition - og stå side om side år efter år. At de to dage står sammen minder os om, at den, der vil bevare julens fred, skal vide, at det kan koste mere eller mindre ufred.

Som sagt så mener man, at det var i dag 2.juledag, at Stefanus blev stenet. Sagen var nemlig den, at Stefanus ikke ville give afkald på sin kristne tro, og det kostede ham livet. I dag ville sådan noget næppe være sket, for vi har religionsfrihed og ingen mennesker kan presses til en bestemt tro og ingen mennesker kan her til lands blive dømt til døden for en personlig overbevisning. Men det særlige ved Stefanus var, at han stod fast på sin overbevisning, sin tro. Han blev derfor den første officielle kristne martyr.

Se - det er den sidste helligdag i dag. Og om ikke ret mange dage bliver det hele stuvet sammen og lagt ned igen. Ikke bare juletræ og julepynt og julegaver, men tit også selve juletroen.

Vi har lige haft et par juledage, hvor man i al offentlighed kunne tillade sig at vise sin tro, tillade sig at synge hyldest til den høje gæst, som steg til lave hytter ned, og hvor man giver sig selv lov til at lytte med åbne ører til julens gode budskab. Ja - hvor man endda tør risikere at lade andre se, at man sidder og synger lovsang, og beder til Gud til en julegudstjeneste.

Der er et par dage, da vi uden problemer, siger som hyrderne: Lad os gå til Betlehem. Altså et par dage i julen, hvor vi alle er martyrer. Ordet martyr betyder nemlig bare et vidne. Det er et par dage, hvor det er gratis at træde frit frem som vidne og sige: 'Her er det, jeg tror på. Her er Han, som jeg tror på. Jesus Kristus, min Herre'. Men når så de par dage er gået, og støvsugeren har støvsuget de sidste grannåle op, hvad så?

Ja, så er det altså blevet meget sværere, og så er det, at martyren skal stå sin prøve: om jeg i den situation slipper julens evangelium eller holder fast ved det, hvad det end koster.

Det nemmeste er jo barer at flyde med strømmen. Gøre som mange andre efter jul, den skønne uproblematiske tilværelse, hvor man lader som om man ikke kender ham Jesus.

Det jeg her taler om, er kristne mennesker, der ikke vil stå ved deres tro - bare fordi der er andre mennesker til stede.

Folk, der siger som apostlen Peter skærtorsdag nat i ypperstepræstens gård om Jesus: 'Jeg kender ikke det menneske'. Altså bare flyder med strømmen, fordi det er det mest bekvemme, det mest problemfri.

Her er det, at vi som Jesu Kristi martyrer, hans vidner, sommetider må ofre for at bevare julens fred. Vi må ofre den bekvemme livsform: at flyde med strømmen. For nu handler det om modet til at stå ved sig selv og sin tro. Det har jeg en historie, der kan illustrere.

Den gamle grundtvigske præst Morten Pontoppidan fortæller i en prædiken en lille anekdote:

I en jysk garnisonsby var det for mange år siden blevet indfødt, at soldaterne skulle have øvelse søndag formiddag. Byens præst, som også var soldaternes præst, klagede over det, men fik til svar, at det i virkeligheden var til soldaternes eget bedste. For ellers ville de bare begynde så meget før at svire og drikke. Og i kirke gik de jo alligevel ikke.

Så spurgte præsten, om ikke de, der dog muligvis ville i kirke, kunne få lov at gå fra øvelsen ved kirketid. Jo, svarede Obersten, men så skal de træde frem, og det får man dem ikke til; de vil ikke være ' hellige' i kammeraternes øjne.

Ja, lad os nu bare prøve det, sagde præsten. Og det blev prøvet. Den følgende søndag blev der på øvelsespladsen spurgt, hvem der var hellig og ville i kirke. Én mand trådte frem, og kammeraterne grinede. Men det tog han ikke så nært. Han var hjemmefra vant til at gå i kirke hver søndag. Det var, hvad der sømmede sig for et kristent menneske, mente han. Og det ville han godt være bekendt over for hvem som helst.

Da han havde brudt isen, viste det sig, at der næste søndag var flere, der trådte frem, og søndagen efter endnu flere. Og der var ikke længere nogen, der grinede.

Den historie har jeg fra min far, fortæller Morten Pontoppidan. For han var nemlig den omtalte præst.

Den lille anekdote er et eksempel på én person, der ikke havde den bekvemme livsform. At flyde med strømmen. Ikke hyklede sig anderledes for at tækkes sin kammerater.

Og det er egentligt også hvad der er på i spil i evangeliet til i dag. Det er hvad der forlanges af os, at vi står ved det, vi er jer. Står ved julens evangelium, også når julen er omme om få dage, og hvor det måske er knapt så stuerent at tro på Vor Herre.

Ja, det er måske en af vores kirkes store problemer, at de kristne og præsterne ikke mindst er krøbet i skjul. Vil ikke stå ved deres kristne tro. Så man sidder og putter sig og gemmer sig - i stedet for AT HEJSE FLAGET.

Amen.