Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 13. januar 2013

1. søndag efter Hellig Tre Konger

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: »Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.« Men han sagde til dem: »Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?« Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker.

Luk 2,41-52


Når man er blevet voksen kan man gøre sig den oplivende opdagelse, at ens forældre måske ikke er helt så skeløjede og håbløse, som man i teenagerårene anklagede dem for at være. Ja, faktisk kan det ende med, at man bliver mere glad for de gange, forældrene strøg én mod hårene - end de gange, de strøg én med hårene. For hen ad vejen opdager man ofte, at det var umagen værd at tage livtag med sine forældres holdninger og meninger, og man kan glæde sig over, at de gad tage én så alvorligt, at man også fik et kvalificeret modspil af dem. Barndommens bryderier viser sig nemlig sommetider at indeholde en inspiration, som måske er grunden til, at vi siden hen ikke altid giver efter for fristelsen til at springe over, hvor gærdet er lavest.

Der findes en gammel munter anekdote om den danske teolog Søren Kierkegaard. Han fik ikke taget sin teologiske embedseksamen, mens faren endnu levede, og da faren så en dag dør, ville Søren Kierkegaards venner opmuntre ham, idet de sagde, nu behøvede han da ikke længere at læse til eksamen, nu hvor han ikke længere havde farens formaninger rungende over sig. Hertil svarede Søren Kierkegaard: 'Da min far levede, drøftede vi det ofte, og jeg kunne forsvare min påstand om, at jeg ikke burde tage min eksamen. Men efter hans død har jeg måttet overtage også hans rolle i debatten, og nu kan jeg ikke længere holde den gamle hen med snak!'

Se, det er jo et fint billede på, hvordan et menneske finder sine egne ben ved at krydse klinger med sit ophav, og dermed er vi i grunden fremme ved omdrejningspunktet i beretningen her om Jesus i templet.

Efter jødisk skik var man religiøst myndig, når man var fyldt 12 år, og man skulle nu stå på egne ben i templet. Som vi hørte, så volder det ikke Jesus vanskeligheder; han færdes så hjemmevant og selvfølgeligt i templet, at det end ikke strejfer ham, at Maria og Josef kunne have svært ved at finde ham.

Vidste I ikke, at jeg bør være hos min Fader? Det er jo store ord i en lille drengs mund, og det markerer derfor, at Jesus allerede er kommet på af stand af Maria og Josef, og antyder samtidig den bølgegang, som hans ord senere skal udløse, da templets lærere og lovkyndige ikke længere kunne holde Jesus hen med snak.

Men hvad er i grunden denne prædiken-teksts egentlige anliggende?

Til det vil jeg svare, at teksten i essensen handler om spørgsmålet om myndighed og lydighed. Vi hører nemlig, at da Maria og Josef har fundet Jesus igen, fulgte han med dem tilbage til Nazareth, 'og var lydig mod dem'- som der står.

Der er ganske vist mange i dag, der mener, at begrebet lydighed er beslægtet med diktatur og undertrykkelse. Og det er jo også rigtigt, at alt kan misbruges. Men i forbindelse med kristendommen skifter ordet lydighed indhold, det udvider sig, og får karakter af noget ganske andet end diktatur.

Da vi var børn skulle være lydige over for vores forældre, når de f.eks. sagde: Du skal være hjemme til spisetid, eller du skal opføre dig ordentligt ude blandt folk.

Søren Kierkegaard skriver et sted, at et barn har sans for at være under kategorien 'du skal'. Og spørger man hvor den kategori kommer fra, så stammer den fra forældrene og er hverken udtryk for et overgreb eller undertrykkelse. Det er først og fremmest udsprunget af kærlighed. Du skal! Jamen hvorfor? Fordi hvis du går over vejen uden at se dig for, bliver du måske kørt over! Det vil sige, at ordet ’du skal’ ikke nødvendigvis handler om kadaverdisciplin. Det kan også betyde - for livets skyld - eller for din egen skyld. Det modsatte ville være forældre, der blot siger til deres børn: gør helt som du selv vil, og derved bare lader ham eller hende sejle i sin egen sø. Når en far eller mor derimod siger til et barn 'du skal', så er det et tilsagn om, at barnets ve og vel lægger dem på sinde. De er ikke ligeglade med barnet.

For nogle år siden var der en præst, der fortalte om en lille episode med sin søn på seks år. En dag var drengen blevet gal på hele familien og råbte: Nu går jeg! Og jeg kommer aldrig mere og ser jer igen! Bang - han knalder døren i og han går udenfor. Da der er gået en halv time begyndte præsten at bide negle. Hvor længe mon det varer? Skal jeg gå efter ham eller hvad? Og ind træder den 6-årige pludselig, og det første, han får øje på, er familiens kat, hvortil drengen elegant udbryder: Hvad søren - den gamle kat - har I den endnu?

Så var altså han blevet god igen. Og den lille historie siger noget om, at vi som børn godt kan fare i flint over vores forældre, men vi véd alligevel, at vi har hjemme et sted.

Efter vi bliver konfirmeret og bliver ældre, kommer der et tidspunkt, hvor de fleste må frigøre sig fra deres forældres autoritet, sådan har det nok altid været, men der er også en anden autoritet, som vi aldrig skal frigøre os fra, og det er Gud. Så er der nogen, der vil sige: Det bestemmer jeg da selv,- og gør sig dermed fri af Guds myndighed. Men spørgsmålet er, om et menneske bliver mere frit af det? Nej - det mærkelige er, at når vi kapper forbindelsen til Vorherre, så hviler vi ikke længere i os selv. Så bliver vi i tvivl om - hvem vi egentlig er, og hvor vi egentligt hører hjemme.

I evangeliets lys har vi fået lov til, at være lige dem vi er - overfor Gud. For i kraft af vores dåb(den dåb vi i dag har haft to af - med Jamie og Karen), har vi en identitet, som vi kan hvile i - lige så trygt som i mit barndomshjem, også selvom tilværelsen aldrig er færdig, og livet altid uafsluttet.

Nej, vi er aldrig færdige med livet, og derfor er det jo også, at evangeliet, som vi hørte, pointerer, at efter Jesus var kommet med sine forældre tilbage til Nazareth, så gik han frem i visdom og vækst hos Gud og mennesker. Dermed vil evangeliet jo sige, at vi alle - unge som gamle, er i stadig vækst, eller som man sagde i gamle dage: i vorden. Nu om dage bruger vi mere ordet at blive, men vi bruger stadig udtrykket vordende mødre. Og i grunden er vi livet igennem hele tiden vordende - dvs. på vej til at blive noget. Jeg har forandret mig fra jeg var 16 år - til jeg blev 34. Hvornår er jeg færdig med at vorde? Ja - ikke før livet slutter.

Vi bor her på jorden og ikke i den syvende himmel, og derfor vorder jeg hele tiden menneske, fordi livet til stadighed stiller nye opgaver til mig. Uanset hvilken situation vi bliver sat i - her i livet, så siger kristendommen til os: 'Vågn op og slå på dine strenge'. Det vil sige, tag dit liv op, grav ikke dit talent ned i jorden, men slå på de kvaliteter, som du har. Ja i kristendommen synges det frit ud, at vi ikke skal stirre os blinde på afgrunden i vores liv, men derimod lade afgrunden kigge langt efter os, for i kraft af Guds ord bliver vi holdt fast på, at vores liv altid, altid rummer veje til fornyelse, hvis vi sætter os selv ind på det.

Amen.


Kirkekalender
Lørdag 25. september
Loppegudstjeneste
Særslev:
Ejlby:
Melby:09.30
Loppegudstjeneste på Markedspladsen i Melby ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Loppegudstjeneste
Lørdag 25. sept. kl. 9.30 på Markedspladsen i Melby
Forhåbentlig kan der holdes loppemarked i år den sidste lørdag i september. Loppemarkedet begynder ....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring