Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 27. januar 2013

Septuagesima

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgene n gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård.

Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen.

Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård.

Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.«

Matt 20,1-16


Når man handler ind omme i Brugsen i Særslev kan man sommetider gøre sig et billigt køb - sidst på eftermiddagen. Mange af de lækre nybagte brød og kager, der siden den tidlige morgenstund har stået fremme i glasmonteret oppe ved disken, er blevet solgt i løbet af dagen - én efter en. Men sidst på dagen står der kun de sidste kager tilbage, og det er ofte de knapt så pæne. De allersidste er blevet dynget sammen hulter til bulter på et stort fad. Så lige før fyraften er kagerne faldet så meget i pris, at man ofte kan gøre sig et billigt køb - 3 kager for en 10’er.

Det billede med ting, der falder i pris i dagens løb, kan vi godt overføre på dagens tekst. For lidt på samme måde gik det for sig på torvet med køb og salg af arbejdskraft i Galilæas byer på Jesu tid. Tidligt om morgen var de rige vinbønder dér på pletten, og i løbet af kort tid var de bedste og stærkeste daglejere revet væk for en god betaling. Men senere på dagen raslede prisen for daglejerne ned. Fordi der har været flere daglejere, end der var brug for, og derfor var de, der stod tilbage på torvet sidst på dagen, bange for, at de skulle gå hjem uden at tjene noget den dag - ligesom i går og i forgårs. Bange for at de måtte vende hjem til deres sultne familier uden en krone at købe mad for.

Og det er nok også nærliggende at tro, at det ofte har været de svagelige og småinvaliderede daglejere, der stod tilbage på torvet sidst på dagen. De daglejere, der fik arbejde sidst på dagen, fik som regel også en mindre løn, end de dygtige og stærke daglejere, der blev hyret tidligt på dagen. Og de daglejere, der slet ikke fik solgt deres egen arbejdskraft i dagens løb har formentligt ofte været henvist til at tigge - for at klare sig til dagen og vejen.

Det er ind i den daglige barske virkelighed, som jøderne var helt fortrolig med, at Jesus fortæller lignelsen om arbejderne i vingården. Den lignelse, der er billede på Guds rige.

Som vi hørte i denne lignelse, så hyrer den rige vinbonde daglejere af flere omgange i dagens løb. Men det usædvanlige i denne lignelse er, at uanset om daglejerne har arbejdet i 12 timer, eller i 9 timer, eller i 6 timer, eller i én time, så får de den samme løn. Altså lige løn for en ulig arbejdsindsats. Og straks tænker vi: det er da uretfærdigt.

For løn, det er noget, som de fleste af os er ret optagede af - i vores liv. Tit spørger vi: hvad fik du? Hvad fik jeg?

For det særlige ved løn er, at vi kan sammenligne os med hinanden. Og det er noget vi ofte kan få meget tid til at gå med.

Men vi kan grave et spadestik dybere og spørge: Hvad er det i os, der gør, at vi fatter sympati for de daglejere, der mente, at de fået for lidt løn her? Ja - det er vel vores sans for retfærdighed. Men er det ikke også vores egen evindelige kredsen om løn og fortjeneste og sidst, men ikke mindst, den gule misundelse, der gør livet til alles kamp mod alle? Vi laver vurdering af hinandens evner og præstationer, og der er en orm, der gnaver i os alle, som bilder os ind, at vi er mere værd end de andre.

Men så er det alligevel værd at høre lignelsen en gang til. For lignelsen handler kun tilsyneladende om arbejdsmarked og løn. Den handler egentligt om - hvordan der er i Guds rige. Dér er lønnen, dét, man skal leve af - den samme. For Guds omsorg og kærlighed er lige stor og lige omfattende for alle. Og ingen af os kan påstå at have gjort sig mere fortjent til den- end andre. For ubetinget kærlighed kan ikke sådan måles eller gradueres. Det véd vi godt. Det kender vi fra de mennesker, vi stoler allermest på og som vi venter hjælp fra i alle forhold.

Med lignelsen om arbejderne i vingården vil Jesus åbne vores øjne for, at Guds gave er den samme til os alle. Vi hører lignelsen og tænker umiddelbart på løn - penge og værdier. Men lignelsen handler om hvad et menneske er værd i Guds øjne. Ved at give alle den samme løn, siger Gud som den store vingårdsejer til os: Du er ikke bare din løn værd, du er meget mere værd, du er menneskeværd. Du har en værdi, som er fra Gud, skabt, som du er i hans billede, en værdi, som det enestående, særlige menneske du er, med din særlige, personlige skæbne, dit særlige, personlige livsforløb.

Det bliver sagt til os i denne lignelse... Og det bliver egentligt også sagt, når vi har barnedåb her i kirken. Når forældre kommer bærende med deres små børn på armen. Børnene græder måske lidt, de kan ikke sige noget, de kan ikke synge, men forældrene kunne selvfølgelig ikke drømme om at forkaste eller undvære deres små børn. Og senere i livet bliver børnene båret af forældrene i omsorg og bekymring. Og sådan bæres spædbørnene op og døbes for at få at del i Guds kærlighed og omsorg, fordi der er også en anden magt end vores forældre, der bærer os.

Det kan måske lyde lidt sentimentalt, men det er det ikke. For vi andre - vi voksne- er vi nogensinde vokset fra den omsorg og betænksomhed, som vi mødte som børn? Nej, for dét at være elsket er netop dét, der giver et menneske værdi. Det er ikke penge, der tæller, når alt kommer til alt, men at de andre, eller dén anden, holder af mig og bekymrer sig for mig.

Og i takt med at vi bliver ældre og tiden går, i takt med at vi mister taget i nogen af dem, der bar os med kærlighed og bekymrede sig for os, så bliver vi måske mere opmærksomme på, at de faktisk var der for os. Og når vi engang bliver rigtig gamle, så bliver vi måske lige så stille som børn igen, der længes efter at blive lagt i den stærkeste favn, der findes - hos Gud.

Før eller siden i livet opdager vi dét, som vi ikke tidligere så, at vi selv ikke har nogle særlige fortrin - fremfor andre - over for Gud.

Og lignelsen om arbejderne i vingården siger da noget til os hver især: At Guds gave til de gamle er den samme som gaven til de små, der bliver døbt. Gaven er den samme: syndernes forladelse og det evige liv. For Guds kærlighed er den samme - og uundværlige både for de helt små børn som for os voksne, der før eller siden kommer til det punkt i livet, hvor vi til sidst kun har Gud at række ud efter -som vores eneste livsmulighed tilbage.

Men indtil det punkt kalder Gud dig i dette liv til at tjene ham og din næste. I dåben blev du hans betroede medarbejder i hans store vingård her på jorden - for at du virksomt må tjene ham og din næste- i ydmyghed, i taknemmelighed, i selvforglemmelse, og i opofrelse.

Amen.