Søndagens prædiken (Arkiv)
Søndag 24. marts 2013
Palmesøndag
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Da de nærmede sig Jerusalem og kom til Betfage ved Oliebjerget, sendte Jesus to disciple af sted og sagde til dem: »Gå ind i landsbyen heroverfor, og I vil straks finde et æsel, som står bundet med sit føl. Løs dem, og kom med dem. Og hvis nogen spørger jer om noget, skal I svare: Herren har brug for dem, men vil straks sende dem tilbage.« Det skete, for at det skulle opfyldes, som er talt ved profeten, der siger: »Sig til Zions datter: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl.« Disciplene gik hen og gjorde, som Jesus havde pålagt dem. De kom med æslet og føllet og lagde deres kapper på dem, og han satte sig derpå. Den store folkeskare bredte deres kapper ud på vejen, andre skar grene af træerne og strøede dem på vejen. Og skarerne, som gik foran ham, og de, der fulgte efter, råbte: »Hosianna, Davids søn! Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn! Hosianna i det højeste!«
Matt 21,1-9
Vi hører i stykket her, at Jesus holder indtog i Jerusalem. Og der er mange konger og herrer i tidens løb, der har holdt indtog i Jerusalem. Tillad mig at opridse nogle af de største erobringer af Jerusalem fra historie:
Kong David var den første, der omkring år 1000 f.Kr. erobrede Jerusalem, og dræbte byens kana'anæiske indbyggere.
I 587 f.Kr. blev Jerusalem erobret af Babylonerne. Den babylonske Konge Nebukadnezar gennembrød byens mure og lod den jødiske konge Zedekias pågribe. Hans sønner blev henrettet i hans påsyn, og derefter blev hans øjne stukket ud, og han blev ført fra Jerusalem til Babylon i kobberlænker.
Den næste erobrer var Alexander den Store i året 333 f.Kr..
'Han foretog mange krigstog, erobrede fæstninger og lod konger henrette', lyder det i hans eftermæle. I det hele taget gik det hårdt til, når nogen holdt indtog i Jerusalem.
I år 63 f.Kr. kom den romerske feltherre Pompejus lige forbi og erobrede Jerusalem i forbifarten. Pompejus blev berygtet, fordi han trængte ind og vanhelligede det allerhelligste i Templet, dér, hvor kun ypperstepræsten havde adgang.
I år 70 e.Kr. kom så den romerske feltherre Titus og erobrede og holdt indtog i Jerusalem - det skete ved påsketid, hvor der var ekstra mange folk i byen. Der udbrød hungersnød og man slog hinanden ihjel og åd hinanden. Resten af byens befolkning blev solgt som slaver og spredt ud til alle verdenshjørner efter at byen og templet var jævnet med jorden.
I år 135 e.Kr. erobrede romerne igen byen efter et oprør. Og igen fyldtes slavemarkederne med jødiske krigsfanger, og jøderne blev nu forbudt adgang til Jerusalem.
Så skal jeg da heller ikke undlade at nævne, at i år 614 holdt perserne deres indtog i Jerusalem og efterlod 40.000 dræbte og en by i ruiner.
Femten år senere kom Byzantinerne, og 18 år derefter muslimerne. I 1099 kom korsfarerne og dræbte muslimer og jøder i blinde, så gaderne flød af blod. I 1187 vendte araberne tilbage, i 1221 korsfarerne igen, i 1244 tatarerne, i 1250 mamelukkerne, i 1260 mongolerne, i 1517 tyrkerne, i 1917 englænderne og i 1967 israelerne. hvad siger I så - sikke dog en historie den by har haft!
I kan godt høre, at der i tidens løb har været
mange feltherrer, herskere og konger, der har holdt indtog i Jerusalem. Og mange af disse konger og deres indtog har lignet hinanden. Disse konger ankom som regel højt til hest, med flokke af fanger og vogne med krigsbytte efter sig, og spredende vold og terror omkring sig. Sådan er menneskehedens historie jo. Man kan derfor roligt sige, at Jerusalem har haft en usædvanlig ufredelig historie. Der findes også en gammel jødisk myte, der siger følgende: 'Da Gud Herren fordelte skønheden mellem jordens lande, gav han 9/10 til Jerusalem og 1/10 til resten af verden. Men da han derefter fordelte lidelsen på jorden, fik Jerusalem på samme måde 9/10 og resten af verden 1/10.'
Se i denne lange række af konger og herrer, der har erobret Jerusalem finder vi også Jesus.
Men han var unægtelig en anderledes konge - end alle de andre.
Jesu indtog i Jerusalem var af en
helt anden slags.
De andre kom med en hær, Jesus kom med blot en håndfuld disciple.
De andre kom væbnet til tænderne, Jesus kom våbenløs.
De andre kom med vold og straf, han kom med kærlighed.
De andre kom for at dræbe andre, han kom for selv at dø for andre.
For første og eneste gang i Jerusalems historie kom der en konge, der ville herske ved at
tjene folk.
Som vi hørte kom han ridende- ene og alene- og ubeskyttet på sit æseldyr på vej til Jerusalem. Og indbyggerne gav ham en stormende velkomst i dag palmesøndag for godt 2000 år siden. De troede, at han var en konge og hersker af den sædvanlige slags. Men deres begejstring for Jesus falmede hurtigt i påskedagene. Folk så Jesus gøre noget og sige noget, som de andre konger aldrig havde gjort. Han elskede sine fjender, velsignede dem, der forbandede ham, gjorde godt mod dem, der hadede ham, og siden bad han for dem, der mishandlede ham.
Den kærlighed, som Jesus levede ud indtil sidste rest, viste sig at være den stærkeste magt i verden. Og det er måske svært at tro på. For den stærkeste magt i verden er nemlig ikke sværd og spyd, eller bomber og missiler, men derimod
kærlighed. Den kærlighed har holdt sit indtog i verden, og den er ikke sådan at smide ud igen. Kærligheden stiller hele tiden sine spørgsmål til det Jerusalem og til den verden, som den har holdt sit indtog i:
Hvorfor lever I på den måde, I gør?
I, som godt véd, at kærligheden er livets mening?
Hvorfor lever I så på en helt anden måde med alt den ufred?Vi bliver kærligheden svar skyldige. For vi véd det godt. Og når man véd, hvad man skal gøre, men ikke gør det, da er man uden undskyldning.
Men der lyder en stærk opfordring fra Jesu indtog til verden. Eller det var måske mere rigtigt at sige en bøn til os:
I skal have det sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus (Gal.2,5).
Hvordan skulle det kunne lade sig gøre?
Ja skal det lykkes os at få det samme sind over for hinanden, som var i Kristus Jesus, så må vi tage et meget vigtigt skridt. Så må vi nemlig bede
Ham om at gentage sit indtog i dag. Vi må bede om dét, der står i en salme i salmebogen (nr. 177):
Kom, sandheds konge, Kristus, kom,
ind i min sjæl du drage!Og en sådan indbydelse må også følges op af handling. For der er nemlig nogle døre, der skal smækkes op på vid gab. For man kan ikke indbyde nogen, og så lade den indbudte komme til en lukket og låst dør.
Vi har lige sunget følgende ord fra den første salme
Gør døren høj:
jeg hjertets dør vil åbne dig,
O Jesus drag dog ind til mig'.Hjertets dør, og viljens og forstandens, og sindets dør - dem alle. Dem skal vi nu smække op på vid gab, vore fordøre og bagdøre og sidedøre. At vi må åbne og bede kun om ét eneste:
Kom, Herre, du Guds kærlighed, hold dit indtog hos os, så vi kan få det samme sind, som var i Kristus Jesus.Så vi, ligesom han, kan elske og agte mennesker- også dem vi ikke selv kan lide, velsigne dem, der forbander os, gøre godt mod dem, der foragter os. For er det ikke kærlighed, som er meningen med tilværelsen, ja meningen med vores liv? Ja - er det ikke den kærlighed vi alle er blevet døbt til - og som også Sofie i dag er døbt til?
Det tror jeg. Og derfor er det en vigtig bøn for alle kristne i verden at bede her dag, palmesøndag, som indledning til den stille uge - påsken.
Amen.