Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 07. april 2013

1. søndag efter påske

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Joh 20,19-31


Det stykke vi lige hørte handler om to ting:

Dels fortælles der om Jesu møde med disciplene påskedags aften, hvor han gav dem Helligånden og udsendte dem med syndernes forladelse.

Dels fortælles der om disciplen Thomas' møde med Jesus søndagen efter, hvor Thomas' tvivl overvindes ved det møde, og hvor han udbryder: 'Min Herre og min Gud'.

I denne prædiken vil jeg gerne sige noget om - tro kontra tvivl - om fornuft kontra følelse.

Hvis vi skal have et indtryk af hvorfor vi tænker i dag som vi gør, så må vi gribe tilbage i historien.

Den franske filosof Blaise Pascal, sagde en gang i 1600-tallet 'Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke fatter'. Med de ord markerede han et skel i europæisk tænkning, som dog er langt ældre end ham selv. Et skel, eller en konflikt, mellem fornuft og følelse. Og mon ikke vi selv - i vores eget liv- kender til eksempler på den konflikt?

I denne tid - her i foråret- skal unge mennesker vælge uddannelse. Der er mange veje at gå. Den fornuftige overvejelse siger - lad mig finde en uddannelse, hvor jeg næsten altid kan få et job bagefter - ingeniør fx. Følelsen derimod siger: Nej, det fag jeg brænder for, dét, som egentligt interesserer mig, véd jeg ikke om jeg kan få arbejde indenfor bagefter, men jeg føler, at dét, som jeg brænder for, er det bestemte fag.

Hvad der er det rigtige at gøre, må den enkelte selv afgøre og træffe et valg. Følelse eller fornuft.

Se på samme tid med Pascal levede også en anden slags filosof nemlig René Descartes. Han blev kendt for at sige. 'Man bør tvivle om alt'. Og Descartes levede i tid, hvor man havde god grund til at tvivle, fordi siden reformationen blev der sat spørgsmålstegn ved hele den katolske verden, og derved var alt i verden sådan set blevet til noget, der kunne bringes i tvivl. På Descartes´ tid -i 1600-tallet- var kristenheden, den vestlige verden, blevet delt i to store kirkesamfund, der hadede og bekrigede hinanden i Trediveårskrigen. Forskellige videnskabsfolk, som fx Galileo Galilei var på den tid blevet tvunget til at afsværge deres videnskabelige iagttagelser. Ellers blev de brændt på bålet for deres kætterske anskuelser. Derfor mente oplysningsfilosoffer som Descartes forståeligt nok, at man ikke skulle tro blindt på autoriteter, men altid bruge sin fornuft i alle livets forhold og spørge: 'Kan det nu også virkelig passe?!'

I vores tankegang i dag er vi dybt præget af den rationelle tankegang, rationalismen, som Descartes var med til at grundlægge. Hans filosofi blev optakten til den kritiske, rationelle, skeptiske strøm, der som en flodbølge i europæisk kultur skyllede alle gamle autoriteter væk, både kirkens og kongemagten - som det dramatiske begyndte med den franske revolution. I Descartes tænkning gryede den oplysning, som med en af hans efterfølgers ord - førte til menneskets 'udtræden af dets selvforskyldte umyndighed'. Dermed tog mennesket mod til sig og vovede at vide med sin forstand, bearbejde omverdenen med sin fornuft og således skabe oplysning ved at opløse overtroens tåge forestillinger og umyndighedens illusioner.

Blandt nutidens intellektuelle, det være sig forfattere, kritikere, historikere, filminstruktører, og samfundsdebattører er oplysningstidens idealer i meget høj kurs. Her tænker jeg på idealer som fornuft, den rationelle tvivl - kultur og religionskritik.

Jeg mener, at man kan se det i en film som En kongelig affære, der fornyligt har gået i biograferne. I den film spiller skuespilleren Mads Mikkelsen rollen som livslægen Struense, der kommer til det danske hof. Han overtager langsomt landets styring i en periode af Danmarkshistorie, hvor vi reelt var uden kongemagt, fordi kongen, Christian den 7., var sindssyg, og derfor ikke magtede opgaven. Mads Mikkelsen spiller helterollen som Struense, der kommer med de nye europæiske oplysningsidéer. Struense overtager i praksis kongens arbejde, og indfører en række reformer og love helt i oplysningens ånd. Det gik stærkt - sikkert også for stærkt - og modstanden mod Struense og hans idéer voksede. Struenses modstandere mente, at hans reformer var samfundsnedbrydende. Det endte med, at Struense blev afsat ved et kup efter knap to år ved magten og han blev dødsdømt og henrettet på skafottet den 28. april i 1772 på Østerbro i København, dér hvor fælledparken ligger i dag.

Så vidt Struense og oplysningstænkningen, som jeg omtaler her, fordi vi i dag er dybt præget af den tradition i vores liv. I skolen lægges der stor vægt på, at børn lære at tænke kritisk, og det er også positivt.

For alle disse værdier: fornuft, den kritisk tænkning - 'man bør tvivle om alt' osv. - er gode og nødvendige værdier i vores liv, men de kan ikke stå alene. For vi mennesker er nu engang også skabt med hjerte og følelser. Og spørgsmålet er, om ikke ganske mange af de valg vi træffer i livet er mere med følelsen end med fornuften: Ægtefællen, arbejdet, interesser, livstil m.m. Så er vi tilbage ved Pascal ord: Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke fatter.

Den engelske maler og digter, William Blake skrev en gang nogle smukker ord. Han skrev: 'Hvis solen og månen skulle tvivle, ville de øjeblikkeligt gå ud'.

Hvad betyder de ord? Ja de betyder, at solen skinner og månen gengiver dens skin. Det kan ingen betvivle, skulle solen og månen tvivle om sig selv, så var de ikke sol og måne. Blakes ord indebærer, at der findes en anden oplysning end den, tvivlen og fornuften kan præstere. Solens og månens lys strømmer fra andre kilder end fornuftens - akkurat som glæden, troen, tilliden og håbet, livsmodet- og sorgen strømmer af andre kilder end fornuftens.

For man kan nemlig også tale om, at kærlighed skaber oplysning og klarhed - og dét af en helt anden art- end fornuften kan præstere.

Grundtvig skrev engang et stort digt til sine sønner. Han skrev: Hvad for resten I har mærket/glemmer ej, om nok så grå:/ immer lysten driver værket, elsker, hvad I vil forstå.

Elsker, hvad I vil forstå!'

Alle véd vi, at det er lysten, der driver værket. Det kan nemlig også være kærlighed, der fremelsker forståelsen af ting. De fag, som vi i skolen dyrkede med lyst, gav os ikke kun gode karakter, men også indsigt og berigelse. Vi blev oplyst. Eller vi blev tændt af en lærer, der brændte for sit fag. De fag, vi nærede kærlighed til i skolen, tog vi i højere grad til hjertet, og vi opdagede at jo mere vi fordybede os i de fag, desto mere en mangfoldig og forunderlig en verden åbnede der sig for os.

Så man kan tale om oplysning, der kommer fra hjertet. Derfor kan man tale om kærlighed, som spreder lys og åbner for en indsigt - som den rationelle tvivl ikke kan åbne.

Det er nemlig ikke alle områder af den menneskelige tilværelse, hvor den rationelle tvivl er god og oplysende, den kan også være ødelæggende. For tvivlen er ofte reduktiv. Den reducerer og forenkler ofte livets store fænomener til - det-hele-er-ikke-andet-end-tankegang. Som eksempel kunne jeg nævne den berømte amerikanske sexolog, Alfred Kinsey. Han reducerede kærlighed til kemiske processer i hjernen, og gjorde så igen kemien til matematik, og igen matematikken til tabeller - opstillet på baggrund af spørgeskemaer. Fattigere kan livet næppe gøres og slet ikke kærligheden, som da også døde for Kinsey selv. Tilbage var der kun den rå seksualitet.

Man kan nemlig se kærlighed og tvivl som modsætninger. For tvivler man om kærlighed, så er det næppe kærlighed.

I stykket til dag hører vi om, at den opstandne Jesus møder disciplene påskedags aften. De troede, at deres mester var død, og nu stod han dér igen - midt i blandt dem. Men hvorfor troede disciplene på Jesu opstandelse, når de nu ikke havde set det ske? Det gjorde de af kærlighed til ham. Fordi de elskede ham og det liv, han havde vist dem ind i. Det elskede de så højt, at deres kærlighed ikke var i tvivl, men brændte i dem. Eller igen med Pascals ord: Hjertet har sine grunde, som fornuften ikke fatter. Og det er en ting alle vi rationelt tænkende mennesker kan lære af disciplenes tro her:

Kun den, som er beredt til kærligheden, møder den. Kun den, som er modtagelig for underet, vil opleve underet ske. Kun den, der oplyses indefra, oplyst af hjertets uudgrundelige grunde, kan møde opstandelsens lys.

Man kan ikke leve et liv med kun fornuft og tvivl som sine værdier, fordi selve livet, livet selv, dét, som Pascal kalder hjertets grunde, kan ikke leves uden forventning, uden tro, tillid, håb - og slet ikke uden kærlighed.

Som den eneste discipel tvivlede Thomas på den genopstandne Jesus indtil han mødte ham - og han til sidst udbrød 'Min Herre og min Gud'. Den bekendelse udsprang af hjertet og jeg tror, at hvis man tør man gå ind på den bekendelse, så vil man også se og mærke, at der udspringer fornyet livsglæde og fornyet livsmod af den bekendelse.

Amen.


Kirkekalender
Lørdag 25. september
Loppegudstjeneste
Særslev:
Ejlby:
Melby:09.30
Loppegudstjeneste på Markedspladsen i Melby ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Loppegudstjeneste
Lørdag 25. sept. kl. 9.30 på Markedspladsen i Melby
Forhåbentlig kan der holdes loppemarked i år den sidste lørdag i september. Loppemarkedet begynder ....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring