Link til kirkekalenderLink til menu

Søndagens prædiken (Arkiv)

Søndag 19. maj 2013

Pinsedag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:

Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus: »Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?« Jesus svarede ham: »Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer.

Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.

Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«


Joh 14,22-31


I dag vil jeg starte med en historisk episode:

For 165 år siden udbrød der krig mellem Danmark og Tyskland. Året var 1848 og den danske krigsminister Anton Frederik Tscherning stod med et presserende problem. Han manglede heste til sine ryttere. Krigsministeren klagede sin nød til en kollega, og snart bragte sjællandske bønder ufortøvet flere hundrede heste til den københavnske kaserne. Ritmesteren ville selvfølgelig skrive navnene ned på hestenes ejermænd, så de kunne få dem tilbage efter krigen. Men bønderne protestrede og insisterede i stedet på, hestene var en gave til fædrelandet. De ville ikke have hestene tilbage. Ritmesteren fandt dette tankeløst og uovervejet, og derfor forsøgte han alligevel at nedskrive bøndernes navne. Da trak bønderne deres heste hen til staldbygningen og bandt dem til, hvad de kunne finde, - hvorefter de ellers spurtede af sted - uden at efterlade sig nogen adresse til ritmesteren.

Hvis man vil gøre sig klart, hvad der her skete i martsdagene i 1848, støder man på udtrykket 'ånden fra 48'. Og det er ikke nogen tilfældighed. For det var en ånd, som udløste den spontane offervilje, og det er således et eksempel på en til alle tider gældende menneskelighed.

Ånd er et gammelt ord om, at livet kommer én ved. Livet kom de føromtalte bønder ved, og derfor trak de på samme hammel - uden at overveje, hvem der trak mest. Derfor så de bort fra deres egne private interesser og ofrede noget, deres heste, for fællesskabet. De var som danskere udsat for en trussel, og den udfordring på eksistensen kaldte nye kræfter frem i dem. Det var en situation, hvor man ikke kunne have en tilskuerholdning til tilværelsen, men måtte være deltager i livet - her og nu.

I grunden kan man også sige at det netop er hvad Pinsen handler om. At vi ikke er tilskuere til livet men kaldede til at være deltagere i livet. Der var engang en mand, der sagde, at det er godt, at mennesker drømmer, fordi det betyder, at evigheden rumsterer i dem. Hvis man kun drømmer om byer på månen, fører det næppe nogen vegne, men omvendt: Hvis man aldrig drømmer, så ja, så sker der heller aldrig noget. Så bliver vi dorske og dovne. Og pinsen er modsigelse af dette - eller som vi har lige har sunget i salmen: Lifligheds magt gør dorskhed opvakt.

Vi har jo tre kirkelige højtider. Som en nem huskeregel kan man sige, at vi har 3 k’er: Julens kryppe, påskens kors, og pinsens kirke. Julen er festen for tilblivelsen. Gud lader sin søn føde med det erklærede ønske, at han vil dele sit liv med os. I påsken hører vi, at han også vil dele døden med os, hvad der vender op og ned på alting, idet han jo overvinder døden og giver os del i opstandelsen. Jul og påske har som noget centralt - trøst og opbyggelse. Pinsen handler til gengæld om, at vi af Vorherre får kræfterne til at handle og virke i verden. Ligesom Jesu disciple af Vorherre fik kræfterne til at handle og virke her på pinsedagen.

Vi skal forestille os, at her ved Pinse har disciplene siddet forstemte og forkuede, fordi de føler sig ladt alene efter Jesu bortgang. Og midt i al den tristhed er det så, at Helligånden dukker op, og suser igennem deres sorg, tristhed og skuffelser. Helligånden blæser det gamle støv væk og puster nyt liv ind i mennesket ved at forkynde evangeliets glædelige budskab: Nemlig at vi mennesker opretholdes af Gud. At modtage sin livsånde fra Vorherre betyder, at vort liv altid, altid har en mening og et mål - selv i de øjeblikke, hvor vi ikke selv kan se det.

Helligånden taler nemlig til hjertet og der er ingen forbehold eller fremmedord i den tale. Den fylder os med mod og glæde til at virke for andre end os selv i verden.

Det er naturligvis et budskab, der er så godt, at andre folkeslag også må og skal have del i det. Og Pinsedag skete der det under, at Helligånden satte sig på disciplene som glødende tunger, så de kunne kommunikere evangeliets kerne videre - til andre folkeslag. Har man noget, som man brænder for, og som man ikke giver køb på, så bliver omverden jo nødt til at lytte. Det gjorde verden pinsedag. For der sker det underfulde i pinsen, at de 12 disciple, som Jesus havde sendt ud for at for at forkynde evangeliet, bliver i stand til at forkynde evangeliet på alverdens sprog, skønt næppe nogen af dem ellers kunne tale andet end aramæisk. Nu forstod tilhørerne, som kom fra Mesopotamien, Judæa, Frygien, Pamfylien, evangeliets budskab på deres eget modersmål. Det budskab var ikke længere forbeholdt det jødiske folk. Pinseunderet angiver dermed, at en ny åndsvirkelighed bryder igennem, som kan samle vidt forskellige nationaliteter om det samme budskab eller forene os i den samme tro: Troen på Jesus Kristus - som verdens frelser. Det er i kraft af ånden, altså Helligånden, at vi er i samme båd med andre kristne i den ganske verden, uanset hvilket sprog de taler. Det er bl.a. derfor at pinsen kaldes for kirkens fødselsdag som institution. Og derfor er den ydre splittelse i forskellige kirkesamfund, katolikker, protestanter, ortodokse, uden betydning i forhold til den indre enhed, som vi bekender troen på hver søndag, og som betyder, at kirken altid er én og udelig, fordi dens enhed er i Kristus og dermed af åndelig karakter.

Her i pinsen bliver vi mindet, at hele tilværelsen ikke afhænger af vores egen ånd. Hvis det var tilfældet, så var vejen til modløshed og tristhed kort. Derfor er det vigtigt, at vi i pinsen bliver mindet om det Helligånden forkynder for os: At livet og tilværelsen er skabt. At tilværelsen ikke er et synsbedrag og derfor skal den ikke hente sin begrundelse fra min vurdering af den. AT livet har en anden kilde end os selv, og at den sprænger vores selvforståelse.

Det vil sige, at det ikke er mig og mine stemninger, der skal begrunde tilværelsen, for den er god nok i sig selv med dens glæde og kærlighed og medfølelse. Det er det, vi skal forstå, men som vi har så svært ved at forstå.

Naturen har også fået liv, men vi har fået givet vores liv på det særlige vilkår, at vi selv skal leve det. Eller udtrykt på en anden måde: Vorherre har givet os nødderne, men vi skal selv knække dem.

Jeg vil slutte af med en lille historie.

For mange år siden skulle præst prædike. I tillid til Helligånden sprang han prædikeforberedelsen over. Han regnede med at inspirationen ville komme til ham, når han stod på prædikestolen. Da han kom ned fra prædikestolen måtte han imidlertid rødmende bekende, at det eneste Helligånden havde sagt til ham på prædikestolen var: 'Du har været for doven i dag, Claus!'

Nej, pinsen er ikke en opfordring til åndelig dovenskab eller til sværmerisk åndelighed, men den er en tilskyndelse til en personlig indsats, fordi evangeliets budskab taler til det enkelte menneskes hjerte og skænker det mod og frimodighed til at kunne handle og virke i verden.

Amen.


Kirkekalender
Lørdag 25. september
Loppegudstjeneste
Særslev:
Ejlby:
Melby:09.30
Loppegudstjeneste på Markedspladsen i Melby ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Loppegudstjeneste
Lørdag 25. sept. kl. 9.30 på Markedspladsen i Melby
Forhåbentlig kan der holdes loppemarked i år den sidste lørdag i september. Loppemarkedet begynder ....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring