Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Andagter & prædikener
Udskriv denne side  
Mandag 27. oktober 2014

Jakobs drøm
- en genfortælling fra familiegudstjenesten i Melby Kirke, søndag d. 26. okt. 2014

Søndag d. 26. oktober 2014 var der familiegudstjeneste i Melby. FDFerne i Særslev havde lavet en flot himmelstige og fyldt kirken med engle. Her er en genfortælling fra gudstjenesten:



Prøv engang at se hvor mange engle der er her i Melby kirke i dag. De er overalt i kirken... Her er der en rebstige med engle på. Den går helt op i himlen, kan I se. Nu skal I høre en fortælling, som skete for mange tusind år siden:

Den handler om Jakob. Jakob var flygtet ud i ørkenen. I ørkenen er der bare tørre træer og vilde dyr, og så sand og sand, så langt han kunne se. Da det blev mørkt, måtte Jakob finde et sted at sove. Ude i ørkenen er der ingen huse. Men han fandt et sted, hvor der lå nogle store sten. Der lagde Jakob sig til at sove.

Så faldt Jakob i søvn - og han fik en dejlig drøm. Jakob drømte, at han så en stige, som gik fra jorden og helt op i himlen. Så lang var stigen, at Jakob slet ikke kunne se, hvor stigen sluttede oppe i himlen. Stigen så ud til at være uendelig lang.

På stigen var der i hundredvis af engle. Nogle af englene gik op ad stigen - og andre af englene gik ned ad stigen. Hvordan en engel ser ud - er der ikke rigtig nogen, der ved. I kan se, hvor forskellige englene her i kirken er.

Engle er Guds budbringere. Engle går med besked fra Gud til os mennesker - og de går også med besked fra mennesker til Gud.

Jakob så, at nogle af englene går op ad stigen. De bærer menneskers tanker og bønner fra jorden og op til Gud. Nogle af englene løber hurtigt op ad stigen. De bærer menneskers glade tanker og tak op til Gud. Andre engle går langsomt og forsigtigt op ad stigen. De bærer på tanker og tårer fra de mennesker, som er kede af det. De holder tårerne i hænderne og passer godt på, at de ikke spilder en eneste mennesketåre på vej op ad stigen til Gud. Nogle af englene har tunge sække på ryggen. De slæber alle de tunge og triste tanker, som vi mennesker kan have, op til Gud.

Se, det var alle de engle som går op ad stigen. De bærer alt, hvad mennesker tænker og beder op til Gud.

Der er også engle, som går ned ad stigen. De kommer med besked fra Gud til mennesker. De har travlt. De skynder sig ned af stigen med Guds trøst til dem, der er kede af det. De kommer med Guds tilgivelse til dem, som har dårlig samvittighed. De kommer med Guds hjælp til dem, som skal gøre noget svært.

Jakob kiggede længe på stigen og på alle englene på vej op og ned ad stigen. Pludselig gik alle englene et skridt til siden - og de bukkede dybt: Jakob så, at Gud selv kom ned ad stigen og stod foran ham. Jakob blev helt bange - men Gud sagde:

'Vær ikke bange, Jakob. Jeg er Herren, din bedstefar Abrahams Gud - og din far Isaks Gud - og jeg vil også være din Gud. Prøv at se på sandet du ligger på,' sagde Gud. 'Prøv om du kan tælle, hvor mange sandskorn, der er. Så mange børn og efterkommere skal du få.'

Jakob tog lidt sand op i hånden og prøvede, om han kunne tælle sandskornene. Men der var alt for mange små sandskorn - så han kunne slet ikke tælle dem. Jakob så til den ene side og til den anden side - og der var sand og sand og bare sand, lige så langt han kunne se. Jakob blev helt svimmel. Skulle han virkelig få så mange børn - og børnebørn og efterkommere, som der var sand? Han havde jo ikke engang en kone endnu. Men han vidste, at Gud kan gøre det umulige.

Så sagde Gud: 'Alle mennesker på hele jorden skal få Guds velsignelse fra en af dine efterkommere.' Det forstod Jakob ikke et ord af. Jakob kunne jo heller ikke vide, at flere hundrede år senere blev det juleaften for første gang og Jesus blev født - i netop Jakobs familie. Jesus er Jakobs tip - tip- tip- og mange flere tip-oldebarn.

Gud sluttede med at sige til Jakob: 'Jeg, Gud, vil være med dig. Du er aldrig alene. Jeg er med dig alle dage.'

Så vågnede Jakob fra drømmen - og både Gud og stigen med engle var væk. Men Jakob glemte aldrig denne drøm - og hele sit liv blev han ved med at huske Guds ord: 'Jeg er med dig alle dage.'

De ord gælder også for os. Det vi skal huske og tage med os hjem fra kirke i dag - det er budskabet om, at du og jeg aldrig er alene og forladt. Heller ikke selvom vi godt kan føle det sådan engang imellem. Himlen er åben over os. Guds engle bærer vores tanker og bønner op til Gud - og de bærer Guds tanker ned til os. Og den, der er tættest på os, er Jesus. Jesus siger til dig og mig: 'Du er aldrig alene. Jeg er med dig alle dage, indtil verdens ende.'

Den originale bibeltekst kan læses i 1. Mosebog kapitel 28 vers 10-18 i Det Gamle Testamente.

Med venlig hilsen Gunvor Sandvad



Flere andagter
 
»Prædiken til 5. søndag efter påske
Søndag 17. maj 2020
»Prædiken til 4. søndag efter påske
Søndag 10. maj 2020
»Prædiken til bededag 4. fredag efter påske
Fredag 08. maj 2020
»Prædiken til 3. søndag efter påske
Søndag 03. maj 2020
»Prædiken til 2. søndag efter påske
Søndag 26. april 2020
»Prædiken til 1. søndag efter Påske
Søndag 19. april 2020
Kirkekalender
Søndag 31. maj
Pinsedag
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Ingen lagkage og kaffe!
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Antal deltagere ved kirkelige handlinger
Antal deltagere ved kirkelige handlinger Ved kirkelige handlinger er der på grund Coronavirus/Cov....
» Læs mere
Konfirmationer 2020
Konfirmationer 2020 findsluttid(202006062230); Lørdag d. 6. juni kl. 13.00 i Særslev Kirke Jas....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk