Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Andagter & prædikener
Udskriv denne side  
Mandag 22. august 2016

'Noget om at tjene..'

Prædiken fra festgudstjeneste søndag d. 21. august 2016 kl. 10.30 i Særslev Kirke med sæsonopstart for Særslev FDF
13. søndag efter Trinitatis søndag
v. Gunvor Sandvad, sognepræst i Særslev-Ejlby-Melby pastorat.

Bibellæsning fra Matthæusevangeliet kap. 20, vers 20-28

Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.«
Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.«




Prædiken:

Nu kan jeg jo ikke vide, hvad I laver derhjemme om eftermiddagen og aftenen, når I har fri. Men jeg gætter på, at nogle af jer de sidste uger har fulgt med i OL fra Rio. Det er spændende at se de allerdygtigste sportsfolk fra hele verden konkurrere og kæmpe mod hinanden. Og især er det spændende, hvis der er en fra Danmark, som man kan heppe på. Og som måske kan vinde en medalje - og helst en guldmedalje.

Måske har I også lagt mærke til det, som altid har været god sportsånd: Når kampen er slut, så rækker de to personer, der nu har kæmpet om at vinde, hånden frem til hinanden. De giver hinanden et håndtryk og siger: Tak for kampen.

Det der håndtryk efter kampen, siger rigtig meget. Håndtrykket siger: Den ene af os vandt og den anden tabte, men nu er kampen slut. Så nu er vi ikke længere modstandere og konkurrenter. Nu er vi ligeværdige mennesker. Vi er lige meget værd som mennesker, uanset om vi vinder eller taber. Med et fælles ansvar for at tage os af hinanden og hjælpe hinanden.

Er der nogen, som har lært os det: At vi er lige meget værd som mennesker - uanset om vi vinder eller taber - så er det Jesus. Jesus har da sikkert også spillet fodbold sammen med de andre drenge i Nazareth, dengang han var dreng. Og konkurreret om, hvem der kunne løbe hurtigst eller klatre højest op i træerne - og alle mulig andre sjove lege og konkurrencer, som børn og unge nu kan finde på.

Men som voksen satte Jesus altid hælene i - og sagde nej, når mennesker omkring ham gav sig til at konkurrere om, hvem der er den bedste, den klogeste, den vigtigste og hvem der, skal have de bedste pladser - og bestemme over andre. For så er det ikke jo ikke sport og sjov og leg længere. Så er det kamp om magten og egoisme. Så tænker man bare på sig selv. Så vil man frem - og glemmer dem, som har svært ved at følge med eller som bliver holdt udenfor.

I dagens stykke fra Matthæusevangeliet hører vi om to brødre Jakob og Johannes. De blev også kaldt Zebedæussønnerne, fordi deres far hed Zebedæus.

Men i dag er det nu deres mor, vi hører om. Hun beder Jesus om, at Jakob og Johannes må få de fineste og bedste pladser i Guds rige. At de må sidde lige ved siden af Jesus - på højre og venstre side af ham.

Det er ikke helt til at vide, hvad Zebedæussønnernes mor mente med det ønske. Måske havde hun forestillet sig, at Jesus - med Guds kraft og magt i sig - ville vippe kejseren af Rom af tronen, som dengang bestemte i det meste af verden. At Jesus ville få magten i hele verden - og at Jakob og Johannes så skulle blive sådan en slags ministre - og regere sammen med ham? Eller måske tænkte hun på et kongerige i himlen, hvor hun gerne ville have at Jakob og Johannes fik del i magten?

Uanset hvad deres mor har tænkt på - så afviste Jesus hendes ønske. Når Jesus skal bestemme, handler det slet ikke om at have magt og blive den vigtigste og første. Så handler det om at tjene hinanden.

Jesus sagde det sådan: Den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener. Og den der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl.

At tjene er måske ved at være et gammeldags ord. Men at tjene betyder, at man bruge sine evner og alt det, man nu ved og kan, til at gøre noget, som er godt for andre. At tjene er at tænke på og sørge for, at alle er med og ingen bliver holdt udenfor.

At tjene er at samarbejde - i stedet for at konkurrere. Det er jo forskelligt, hvad vi er gode til. Nogen er gode til den ene - og nogen er gode til det andet. Derfor skal vi samarbejde og gøre det, vi kan hver især. At tjene er at sørge for, at alle får en plads - også de mindste og dem, der har svært ved at følge med.

Det skal vi gøre, fordi Jesus har lært os, at alle mennesker er lige meget værd. Ja, vi er alle sammen rigtig meget værd. Jesus sagde og viste, Gud elsker alle mennesker - og at vi alle er helt uundværlige for Gud.

I denne weekend er Særslev FDF begyndt en ny sæson. Opstartsweekenden slutter med gudstjenesten her i Særslev Kirke - og det er rigtig dejligt, at I er med. I den anledning har jeg fået lov til at låne en FDF-trøje fra landslejren i sommer.

I sommerferien var flere tusinde FDFere fra hele Danmark på landslejr. Vores FDFere boede i den røde del af landslejren, som hed Jubleriet. Derfor er trøjen rød, og der står Jubleriet her på ryggen af trøjen.

På forsiden står en masse ord. Det, som er vigtigt, når man er sammen i FDF. Men som også er vigtigt, når vi er sammen i alle mulige andre sammenhænge.

Der står f.eks.: Fællesskab - sammenhold - samvær - samtaler. Der står: Ansvar - respekt - tryghed. Det er vigtigt, når vi er sammen.

Og hvad vi skal bruge - står også på trøjen. Vi skal bruge vores Fantasi - færdigheder - styrker - kreativitet. På trøjen står der også udfordringer og at overskride grænser. For sommetider må vi gribe udfordringen og overskride nogle grænser, når vi skal tjene hinanden - og være der for hinanden.

Sådan var og gjorde Jesus selv. Han gav os al Guds kærlighed. Han gav sig selv. Til sidste blodsdråbe. Han levede og døde - og stod op fra de døde for at frelse os, gøre os fri og give os en plads i Guds Rige.

Jesus sagde det sådan: Menneskesønnen er ikke kommet for at lade sig tjene, for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.

Amen.
Flere andagter
 
»Prædiken til 5. søndag efter påske
Søndag 17. maj 2020
»Prædiken til 4. søndag efter påske
Søndag 10. maj 2020
»Prædiken til bededag 4. fredag efter påske
Fredag 08. maj 2020
»Prædiken til 3. søndag efter påske
Søndag 03. maj 2020
»Prædiken til 2. søndag efter påske
Søndag 26. april 2020
»Prædiken til 1. søndag efter Påske
Søndag 19. april 2020
Kirkekalender
Søndag 31. maj
Pinsedag
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Ingen lagkage og kaffe!
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Antal deltagere ved kirkelige handlinger
Antal deltagere ved kirkelige handlinger Ved kirkelige handlinger er der på grund Coronavirus/Cov....
» Læs mere
Konfirmationer 2020
Konfirmationer 2020 findsluttid(202006062230); Lørdag d. 6. juni kl. 13.00 i Særslev Kirke Jas....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk