Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Andagter & prædikener
Udskriv denne side  
Fredag 14. april 2017

Prædiken til Langfredag
14. april 2017 i Ejlby Kirke
v. sognepræst Gunvor Sandvad



Bibellæsning:

Da de havde hånet Jesus, tog de kappen af ham og gav ham hans egne klæder på. Så førte de ham ud for at korsfæste ham. På vejen derud traf de en mand fra Kyrene, som hed Simon, ham tvang de til at bære hans kors. Da de kom ud til det sted, der hedder Golgata - det betyder Hovedskalsted - gav de ham vin at drikke, som var blandet med malurt, men da han smagte det, ville han ikke drikke det. Og da de havde korsfæstet ham, delte de hans klæder mellem sig ved at kaste lod om dem. Så satte de sig dér og holdt vagt over ham. Over hans hoved havde de anbragt anklagen imod ham, den lød: »Det er Jesus, jødernes konge«.

Sammen med ham blev der korsfæstet to røvere, den ene på hans højre, den anden på hans venstre side. Og de, der gik forbi, spottede ham og rystede på hovedet og sagde: »Du, som bryder templet ned og rejser det igen på tre dage, frels dig selv, hvis du er Guds søn, og stig ned fra korset!« Også ypperstepræsterne og de skriftkloge og de ældste hånede ham på samme måde og sagde: »Andre har han frelst, sig selv kan han ikke frelse. Han er jo Israels konge, lad ham nu stige ned fra korset, så vil vi tro ham. Han har stolet på Gud, lad Gud nu udfri ham, hvis han vil vide af ham. Han har jo sagt: Jeg er Guds søn.« Også røverne, der var korsfæstet sammen med ham, hånede ham på samme måde.

Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: »Elí, Elí! lemá sabaktáni?« - det betyder: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« Nogle af dem, som stod der og hørte det, sagde: »Han kalder på Elias.« Straks løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med eddike, satte den på en stang og gav ham noget at drikke. Men de andre sagde: »Lad os se, om Elias kommer og frelser ham.« Men Jesus råbte atter med høj røst og opgav ånden.

Og se, forhænget i templet flængedes i to dele, fra øverst til nederst. Og jorden skælvede, og klipperne revnede, og gravene sprang op, og mange af de hensovede helliges legemer stod op, og de gik ud af deres grave og kom efter hans opstandelse ind i den hellige by og viste sig for mange.

Men da officeren og hans folk, der holdt vagt over Jesus, så jordskælvet og det andet, der skete, blev de rædselsslagne og sagde: »Sandelig, han var Guds søn.« Der var også mange kvinder, der så til på afstand, de havde fulgt Jesus fra Galilæa og sørget for ham. Blandt dem var Maria Magdalene, Maria, Jakobs og Josefs mor, og Zebedæussønnernes mor.


(Matthæusevangeliet kap 27, vers 31-56)

Prædiken:

Langfredag. Alting er langt langfredag. Salmerne er lange. Bibelteksterne er lange. Smerten og pinen er lang.

Langfredag er lidelsens dag - smertens dag. Lidelsen og smerten er vel altid for lang. Hvor længe skal det her dog vare ved? sukker vi.

Smerten, som Jesus gennemled, har flere sider: Der er den fysiske, kropslige smerte. Jesus blev pisket, fik en krone af stikkende torne presset ned over sit hoved. Hænder og fødder blev gennemboret af nagler og skulle bære vægten af hans mishandlede krop. Korsfæstelse var en langsom og pinefuld kvælningsdød. Det gør ondt ud i kroppen at forestille sig, hvordan det må have været.

Så var der også den psykiske smerte - den rå ondskab: De håner Jesus, ydmyger ham, gør nar af ham, udstiller ham. På det gamle korsfæstelsesbillede på altertavlen har Jesus et lændeklæde om sig. Sådan ser korsfæstelsesbilleder som regel ud. Det ville nok også blive for hårdt i længden at skulle se på den rå virkelighed: At de dødsdømte blev korsfæstet splitternøgne - for at ydmygelsen skulle være total. Hænge der mellem himmel og jord - klædt af til skindet - udstillet foran alle og enhver.

Langfredag kommer til enhver - før eller siden - i større eller mindre grad: Langfredag kan være at blive ramt af sygdom, chikane, mobning, sorg, ulykke, død, ondskab.

Vores langfredag kan være kræft, der langsomt og smertefuldt tærer kroppe hen. Mobbende sms-beskeder, der driver unge til at gøre skade på sig selv. En tonstung lastbil, der bliver styret ind i gågaden med den ene hensigt at lemlæste og dræbe flest mulig. Lidelsen og smerten har mange forskellige former.

De røvere, som blev korsfæstet sammen med Jesus, hånede ham. Lidelsesfællerne håner ham. Det sker ellers ofte, at der opstår et stærkt sammenhold og fællesskab mellem lidelsesfæller. En særlig forståelse og solidaritet mellem dem, som er ramt af lignende smerte: Patienter - pårørende - enker. Krigen var forfærdelig og grusom, men sammenholdet var enormt, siger de hjemvendte soldater fra Mellemøsten.

Men ifølge Matthæus' langfredagsberetning hånede også lidelsesfællerne Jesus, mens han døde. Han var helt alene.

At være alene er en grundtone i smerte. Den isnende alenehed. Jeg er alene i min smerte. Se på alterbilledet igen. Der var faktisk et par mennesker, som ville Jesus det godt. Som prøvede at være hos ham, så meget de kunne. Som hjertens gerne ville lindre hans smerte, hvis de kunne.

Men Jesus hænger deroppe på korset - og de står nede på jorden. De er skilt fra hinanden - og om en tid, kommer døden og skiller dem helt fra hinanden. De ved det - han ved det. Vi ved det og mærker det. Nogle etaper af lidelsens vej, må man gå helt og aldeles alene.

Andre kan spørge, hvordan jeg har det - men kun jeg mærker, hvordan sygdommen raser i kroppen. Kun jeg mærker hvordan de hårde ord skærer i hjertet. Kun jeg oplever, hvordan jeg synker ned i angstens og ensomhedens dyb. Og jeg skal alene gennem dødens port.

Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? råbte Jesus. Andre evangelister har flere ord med, som Jesus sagde på korset. Matthæus nævner bare dette ene fortvivlede råb. Da Jesus hang på korset, blev aleneheden fuldkommen. Gud, som han ellers altid havde talt med, var også væk: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?

Var Gud væk? Er Gud væk? Eller er Gud der alligevel et eller andet sted i mørket? Når jeg er helt alene?

Jesus dør - og jorden skælver og klipperne revner. De romerske soldater og officeren bliver bange og udbryder: Sandelig, han var Guds søn.

Men inde i Jerusalems gamle tempel lyder et svar fra Gud - en kraftig lyd, mens det store forhæng går i stykker, flænges fra øverst til nederst. Det er ligesom, at Gud tager forhænget i hænderne, som var det et kæmpe stykke papir, og river det i to - fra øverst til nederst.

Forhænget symboliserede adskillelsen - afstanden mellem den hellige Gud og os dødelige mennesker. Gud flængede adskillelsen itu - fra øverst til nederst i det øjeblik, at Jesus døde. Selv de hårdkogte soldater kunne se, at Gud svarede med det, som ofte er mere værd end ord, nemlig nærvær.

Gud fjernede adskillelsen - rev den i stykker - brød igennem til os. Nu er der ikke noget, som skiller Gud og os: Vi kan gå direkte til Gud med vores smerte. Ligesom Jesus har vi fået barnets ret til at sige alt det, vi ikke kan klare, til Gud - til Faderen. Gud er sammen med os dér, hvor vi ikke kan fatte det. I Jesu afmagt og død, er det som om Gud svarer: Her finder du mig - i mørket, på bunden, i døden - der, hvor ingen andre kan følge dig længere. Der er jeg hos dig.

Den romerske officer blev bange, da han opdagede, at han havde helligt blod på hænderne. Sandelig, han var Guds søn, sagde han med bæven i stemmen og så på den døde Guds Søn, som han havde henrettet.

Officeren var bange, sådan som også vi kan blive bange - og kulderystende af skyld, når vi opdager, at vi har såret og slået noget i stykker i en andens liv - eller måske endda taget liv. Hvad nu?

Men også til trøst for den romerske officer - og alle andre skyldige blev forhænget i templet flænget i stykker. Som et tegn på, at Jesus med sin død har skabt soning:

Han blev gennemboret for vore overtrædelser og knust for vore synder. Han blev straffet, for at vi kunne få fred, ved hans sår blev vi helbredt - sagde profeten Esajas. (Esajas' Bog kap. 53, vers 5)

Det sønderrevne forhæng er tegn på, at Gud vil have med os gøre på trods af, det onde, vi har gjort. Gud er gået ud af sit hellige rum for at møde os med tilgivelse. Han bærer skylden sammen med os. Han vil være sammen med os i alt hvad, der følger i skyldens kølvand.

Som endnu et sælsomt tegn langfredag sprang grave op. Døde stod op og gik ud af deres grave. Opstandelsen bryder frem, mens mørket er dybest.

Vent hjerte, vent endnu kun lidt.
Vent og se!

Amen
Flere andagter
 
»Prædiken til 5. søndag efter påske
Søndag 17. maj 2020
»Prædiken til 4. søndag efter påske
Søndag 10. maj 2020
»Prædiken til bededag 4. fredag efter påske
Fredag 08. maj 2020
»Prædiken til 3. søndag efter påske
Søndag 03. maj 2020
»Prædiken til 2. søndag efter påske
Søndag 26. april 2020
»Prædiken til 1. søndag efter Påske
Søndag 19. april 2020
Kirkekalender
Søndag 07. juni
Trinitatis søndag
Særslev:
Ejlby:10.30
Melby:
» Se flere datoer

Information
Når et menneske dør:
Afsked under corona-epidemien


Information til pårørende fra begravelsesmyndigheden

Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger for adfærd under corona-epidemien - også ved dødsfald

» Læs mere (PDF-fil)

Arrangementer
Der er ingen planlagte arrangementer.

Andagter & prædikener
Prædiken til 5. søndag efter påske
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Sådan talte Jesus; og han så op mod himl....
» Læs mere
Prædiken til 4. søndag efter påske
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium sk....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Antal deltagere ved kirkelige handlinger
Antal deltagere ved kirkelige handlinger Ved kirkelige handlinger er der på grund Coronavirus/Cov....
» Læs mere
Konfirmationer 2020
Konfirmationer 2020 findsluttid(202006062230); Lørdag d. 6. juni kl. 13.00 i Særslev Kirke Jas....
» Læs mere
Kommende møder:

Fungerende sognepræst: Charlotte Juul Thomsen - Tlf.: 71 78 13 64 - Mail: chath@km.dk