Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Søndag 16. april 2017

Glædelig påske!

Prædiken til Påskedag
16. april 2017 i Melby Kirke & Ejlby Kirke
v. sognepræst Gunvor Sandvad



Bibellæsning:

Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange.
(Markusevangeliet kap 16,vers 1-8)

Prædiken:

Jesus Kristus er opstanden - ja, han er sandelig opstanden. Det er påskedags budskab. Og i det budskab ligger der umiddelbart glæde. En glæde, der rimer med gule påskeliljer, festlige påskesalmer og kirkeklokker, der kimer.

Glæden begyndte, hvor der slet ingen glæde var: Hos tre sørgende kvinder, der gik ud til Jesu grav tidligt søndag morgen. På vejen hviskede de bekymret til hinanden, hvordan de skulle få den store indgangssten skubbet til side, så de kunne komme ind i graven og salve den døde.

Det viste at være en unødvendig bekymring. Da de kom frem, så de, at stenen allerede var væltet til side. Graven stod åben og derinde i den tomme grav sad en himmelsk budbringer i hvidt og fortalte påskens vidunderlige nyhed: Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret den korsfæstede. Han er opstået. Han er ikke her! Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

Det kom fuldstændigt bag på kvinderne. De gik ud af graven igen. Derefter flygtede de. Løb, rystede, ude af sig selv, bange. For det, som var sket, havde de ikke forestillet sig var muligt.

Budskabet om Jesu opstandelse - er budskabet om det, som vi ikke kan sige os selv. Jesu opstandelse overgår vores forstand. Ingen mennesker kunne forestille sig eller forudse - at det ville og kunne ske - at den døde Jesus fik liv igen. At han kunne gå ud af graven - og senere samme dag komme gennem låste døre til sørgende og bange kvinder - til rystede og fortvivlede disciple. Alligevel skete det. Han kom - han kommer og lyser himlens glæde og velsignelse over dem og os og siger: Fred være med jer.

Hvad der skete inde i graven påskemorgen, har ingen mennesker været vidner til. Det forbliver Guds hemmelighed. Opstandelsens øjeblik - da Gud gav liv til sin døde søn - har ingen mennesker set. Opstandelsens øjeblik, da Jesus forlod graven, fik ingen mennesker at se. Måske var det for vidunderligt til, at menneskers øjne kunne tåle at se det?

Hvad kvinderne påskemorgen fik at se, var en forladt grav. Og hvad de og vi får at høre er en himmelsk nyhed: Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret den korsfæstede. Han er opstået. Han er ikke her! Se, dér er stedet, hvor de lagde ham!

Med nyheden om Jesu opstandelse er der vendt op og ned på alting: Døden er overvundet. Verden og virkeligheden er skabt på ny. Påskelyset strømmer velsignende ud over alt og os alle og skaber nye horisonter af håb - nye perspektiver af glæde. Løft hovedet - hør det:

Stå op min sjæl i morgengry
Lad søvn og sorg og frygt nu fly,
lad al din klage blive borte,
thi her er nyt fra dødens porte:
O salig påskemorgenstund med guld i mund.

(Salmebogen nr. 224 vers 1)

Den salige påskemorgen bringer nyt fra dødens porte. Fra den kant plejer der ellers ikke at komme nyheder. Når døden har sat sit punktum har vi ikke mere at sige og ikke mere at gøre.
Men påskemorgen bringer nyt fra dødens porte: Gud havde mere at sige og gøre: Gud overvandt døden. Han rejste Jesus op fra de døde - gav ham det evige liv, som der ikke kan gå død i.

At Jesus er stået op fra de døde betyder, at han lever. At han har overvundet døden. At Jesus lever og er - også nu - og at han ikke mere kan eller skal dø.

Jesu opstandelse er ikke kun godt nyt for Jesus selv - men også godt nyt til os. At Jesus er opstået fra de døde sætter troværdighed og autoritet af guddommelige dimensioner bag Jesu ord og løfter. Jesus opstandelse gør hans ord troværdige. Nu er det muligt at tro og stole på det, når Jesus lovede, at han vil skænke opstandelse og liv også til os - og til dem, vi har mistet.

Jesus sagde f.eks.: Jeg er opstandelsen og livet, den, der tror på mig skal leve, om han end dør.

Påskemorgen gør, at vi tør tro det: At vi tør tro, der venter opstandelse og liv bag dødens porte. At også vi skal stå op fra de døde, med en opstandelse som ligner Jesu opstandelse.

Han i sin død trådte døden på nakke,
hvem der med nåden vil tage til takke,
rejser han op fra de døde.

(Salmebogen nr. 223, vers 5)

At Jesus er stået op fra de døde betyder - at han lever. Han er altså ikke kun en stor personlighed i fortiden, som er værd at huske. Jesus lever og er - er også i dag. Det er nu, han er og viser sig. Han kommer os i møde med sin velsignelse.

Kvinder og disciple fik besked på at tage til Galilæa - til deres hjemegn. Jesus - den opstandne var på vej dertil - for at møde dem dér.

Gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det - sagde den himmelske budbringer, der sad i Jesu forladte grav.

Der var en særlig hilsen til Peter. Peter havde det vel sagtens forfærdeligt. Fordi Peter - som det sidste ord - havde fornægtet Jesus. Peter havde stået udenfor i ypperstepræstens gård, mens Jesus blev forhørt. Peter havde bandet og sværget på, at han aldrig havde kendt Jesus. Hanen galede sit morgenskrig som en ekstra trumf på Peters fornægtelse og Peter gik væk og græd.

Men nu sender den opstandne Jesus en særlig hilsen til Peter. At Jesus er opstået fra de døde betyder, at Helvede er sprængt - med alt hvad det indebærer. Til Peter og alle andre, som lider og har det forfærdeligt, lyder budskabet: Jesus er opstanden:

Løft hovedet - se op - Jesus er stået op fra de døde: Han kommer til dig fra de døde. Han kommer dig i møde med tilgivelse - med trøst - med oprejsning. Med liv, opstandelse og håb.

Kom, hjerte med hvad dødt du har,
hvad du med sorg til graven bar,
gå med det alt til ham, som døde,
men levende dig nu vil møde.
O, salig påskemorgenstund - med guld i mund.

(Salmebogen nr. 224 vers 1)

Glædelig Påske
Amen
Flere andagter
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Søndag 19. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Søndag 05. september 2021
Prædiken ved konfirmation - Søndag d. 29. august 2021 i Særslev Kirke
Søndag 29. august 2021
Prædiken til 12. søndag efter trinitatis 2021
Søndag 22. august 2021
Prædiken i Særslev Kirke 15. august 2021
Søndag 15. august 2021
Prædiken i Særslev Kirke 1. august 2021
Søndag 01. august 2021
Kirkekalender
Lørdag 25. september
Loppegudstjeneste
Særslev:
Ejlby:
Melby:09.30
Loppegudstjeneste på Markedspladsen i Melby ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
Loppegudstjeneste
Lørdag 25. sept. kl. 9.30 på Markedspladsen i Melby
Forhåbentlig kan der holdes loppemarked i år den sidste lørdag i september. Loppemarkedet begynder ....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021 16. søndag efter trinitatis v. s....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag!
Julehjælp - ansøg om julehjælp eller giv et bidrag! Menighedsplejen i Særslev-Ejlby-Melby sogne t....
Læs mere
Kommende møder:
07. oktober 2021 kl. 19.00
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring