Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Andagter & prædikener
Udskriv denne side  
Tirsdag 26. september 2017

Se Guds omsorg!
Prædiken ved høstgudstjeneste 24. september 2017 i Ejlby Kirke
15. søndag efter trinitatis 2017

Bibellæsning:

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne?
Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?
Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?
I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette.
Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.«

(Matthæusevangeliet 6, 24-34)

Prædiken:



I dag fejrer vi høstgudstjeneste. Vi synger de gode, gamle høstsalmer. Vi takker Gud for korn, frugt og grøntsager, som vi har høstet. Med bønner og med salmer siger og synger vi tak til Gud. Vi takker Gud for livet og for vækstens under: At et lille frø i jorden, kan blive til brød på bordet, der giver næring og nye kræfter. Vi takker for alle Guds gode gaver, som vi er afhængige af og lever af hver eneste dag. Høsten vidner om Guds omsorg for os.

Guds omsorg er temaet i dagens evangelium, som er et uddrag af Jesu lange bjergprædiken. Jesus taler også om at bekymre sig. Og det gør vist alle mennesker. Vi har vores personlige bekymringer for vores nærmeste og os selv - om liv, helbred og de problemer, som kommer til os. Så er der de fælles bekymringer: For klimaet og miljøet - de store forskelle på livsvilkår i verden - for terror og krig, og alt det, der truer freden i verden. Der er nok at være bekymret for!

Derfor har vi brug for nogen at stole på. Som kan vise vej og hjælpe os gennem bekymringerne, så vi ikke drukner i dem. Som kan holde hånden beskyttende over os - og gribe os, når det hele ramler sammen.

Vær ikke bekymrede! siger Jesus. Og så siger han, at vi må vælge side: I kan ikke tjene både Gud og mammon. Mammon er et ord fra Jesu tid, der betyder penge og ejendom.

Jesus stiller Gud og pengene over for hinanden som to modsætninger - et enten-eller. Enten stoler man på Gud: At det er Gud, der viser vej og hjælper os gennem bekymringerne. At det er Gud, der holder hånden beskyttende over os - og griber os, når det hele ramler sammen. Eller også stoler man på at ens penge kan gøre det. Så pengene bliver en redningsplanke og en slags gud.

Jesus vil have os til at stole på Gud, vor Himmelske Far. Han siger: Vær ikke bekymrede. Vi skal ikke forstå det sådan, at Jesus forbyder eller bebrejder os, at vi bliver grebet af bekymringer. Derimod viser han en vej at gå med bekymringerne, så de ikke skal slide så hårdt på os. Jesu råd er: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift.

Jesus vil have os til at løfte blikket og se et større perspektiv. Han vil have os til at se Guds omsorg. Vi skal se på himlens fugle og markens liljer. Vi skal se, at Gud har omsorg for alle sine skabninger. Han sørger for føde og klæder til selv de mindste skabninger. Hvorfor skulle Gud så svigte og glemme os? Vi som er hans børn?

Om lidt skal vi synge salme: Lille Guds barn i verden her. Jeg synes salmen er den bedste prædiken, der kan holdes over dagens tekst. Salmen fortæller, at vi ikke skal lade bekymringer få for meget plads - men stole på Gud. Tænk på, at du er noget stort, siger salmen. Du er 'Lille Guds barn i verden her'.

Lille Guds barn i verden her,
hold dig da til din Fader nær,
spørg om hans magt og kærlighed,
stol kun på ham og hvil i fred
O Gud ske lov.


Vi skal holde os nær til vores himmelske Far - og læsse vores bekymringer af hos ham. Vores bekymringer skal blive til bøn. At bede er at fortælle Gud om alt det, vi bærer på: Vi skal fortælle Gud om sorgerne over det, der har været. Og om bekymringerne for, hvad der vil komme til at ske. Det letter hjertet - og Gud hører det hele.

Måske svarer Gud ved at fylde hjertet med tryghed og fred. Vi falder til ro i visheden om, at Gud bærer med på vore byrder - og at vi ikke er alene, midt i alt det, som kan bekymre os. Gud er der også - lige midt i livet.

Andre gange svarer Gud på en helt anden måde: Gud giver en ny bekymring. Ikke en bekymring for mig selv - men en bekymring for andre. Der er nogen, som har brug for os. Der er noget, som skal gøres. Det er os, som Gud sender af sted for at gøre det. For at vi skal være Guds svar på andres bekymringer.

I år fejrer vi 500 året for Martin Luther og den reformation og fornyelse af den kristne kirke, som han var med til at sætte i gang. Umiddelbart efter gudstjenesten vil vi gå ud på kirkegården og plante et æbletræ i anledning reformationsjubilæet.

Det fortælles nemlig, at Martin Luther engang blev spurgt: Hvad vil du gøre, hvis du får at vide, at jorden går under i morgen? Martin Luther svarede: Jeg vil plante et æbletræ.

Spørgsmålet er faktisk aktuelt. Jeg skrev denne prædiken i går. På et tidspunkt holdt jeg en pause, spiste et æble og bladrede lidt i lørdagens aviser. Jeg var lige ved at få et stykke æble galt i halsen. For på bagsiden af Kristeligt Dagblad stod følgende overskrift: 'Numerolog spår jordens undergang i dag!'

Hvis Martin Luther havde læst gårsdagens avis, ville han altså have sagt til sin kone: Der står i avisen, at jorden går under i dag. Så nu vil jeg gå ud og plante et æbletræ.

Det er et stærkt udsagn. For der går jo et stykke tid - måske flere år - fra man planter et æbletræ, til det har vokset sig stort nok til at give æbler. Det tog sikkert endnu længere tid på Luthers tid, hvor man ikke kunne tage på planteskole og købe et ungt, vel-trimmet æbletræ, som vi kan nu om dage.

At plante et æbletræ - selvom jordens undergang skulle være nær - er at holde fast i håbet og tilliden til, at Gud vil holde hånden over verden og os en tid endnu. At plante et æbletræ er at se alt det herlige på jorden, som vi sammen har fået givet - og dele det med andre. At plante et æbletræ er at lade tilliden til Gud sejre ovre bekymringerne. Så lad os stole på Gud - og plante et træ.
Flere andagter
 
»Dom og frikendelse - Prædiken fra Sidste søndag i kirkeåret
Tirsdag 28. november 2017
»Prædiken på Alle Helgens dag - 5. november 2017 i Ejlby Kirke
Mandag 06. november 2017
»Reformationsjubilæum
Prædiken fra festgudstjeneste søndag d. 29. oktober 2017 i Melby Kirke

Torsdag 02. november 2017
»Tak - Prædiken til 14. søndag efter trinitatis
Tirsdag 19. september 2017
»Noget om det, der er gratis
Prædiken til 11. søndag efter trinitatis, søndag d. 27. august 2017 i Ejlby Kirke

Onsdag 30. august 2017
Kirkekalender
Søndag 17. december
3. søndag i advent
Særslev:Lukket
Ejlby:10.30
Melby:
» Se flere datoer

Arrangementer
Julekoncert med Pilekoret
Tirsdag d. 12. dec. kl. 19.30 i Ejlby Kirke
Pilekoret er et blandet 4-stemmigt kor med et repertoire, der spænder fra klassisk til rytmisk mu....
» Læs mere
» Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Dom og frikendelse - Prædiken fra Sidste søndag i kirkeåret
Dom og frikendelse Prædiken fra Sidste søndag i kirkeåret 26. november 2017 i Melby Kirke v. sogne....
» Læs mere
Prædiken på Alle Helgens dag - 5. november 2017 i Ejlby Kirke
Prædiken på Alle Helgens dag. 5. november 2017 i Ejlby Kirke. v. sognepræst Gunvor Sandvad. Bibe....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 5. december 2017 Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Adventskransen
Adventskransen Adventskransen stammer fra Tyskland. Den kom til Danmark for godt 100 år siden.....
» Læs mere
Kommende møder:
10. januar 2018 kl. 19.00
08. februar 2018 kl. 19.00
06. marts 2018 kl. 18.30
04. april 2018 kl. 19.00
03. maj 2018 kl. 19.00
06. juni 2018 kl. 19.00

Nyt fra graveren
En stundende højtid nærmer sig
En stundende højtid nærmer sig Selvom vi i skrivende stund kun er i november måned, mindes vi dag....
» Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad, Tlf. 64 84 11 37 - 23 44 71 09