Udskrift fra: www.de3sogne.dk

Andagter & prædikener
Udskriv denne side  
Søndag 05. maj 2019

Konfirmation søndag d. 5. maj 2019 i Særslev Kirke
prædiken v. sognepræst Gunvor Sandvad

Bibellæsning:

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.«
Johannesevangeliet kapitel 10, vers 11-16

Prædiken:

Kære Konfirmander - og alle I andre!



» Klik her for foto i høj opløsning

Nu er dagen kommet, som vi har set frem til længe. Vi har set frem til denne konfirmationsdag med glæde og nok også med lidt sommerfugle i maven.

Nu sidder I konfirmander her i jeres fine konfirmationstøj - og sammen med jeres familie og gode venner. De er kommet fra nær og fjern for at fejre jeres store dag - og på den måde viser de, at de holder af jer - og ønsker alt godt for jer.

Nogle vil måske holde en tale for jer senere i dag - og lige nu er det min tur: Hvor gerne jeg end ville, kan jeg ikke stå her og love jer, at I vil få et langt og lykkeligt liv. For sådanne løfter og garantier giver Gud ikke til os.

Gud lover derimod noget andet: Gud lover os sin trofasthed: At han er og altid vil være vores Gud og Far i Himlen. At han vil holde fast i os og blive ved med at elske os. Også selvom vi sommetider kommer til at bære os dumt og forkert ad.

På samme måde lover Jesus os sin trofasthed: I dagens bibeltekster siger Jesus det med et billede. Han siger: 'Jeg er den gode hyrde.'

En hyrde er en, som passer får eller andre dyr. Det er et krævende arbejde. Dyr skal have vand og foder - og dengang på Jesu tid fandtes der ikke elektriske hegn om markerne. Hyrderne måtte selv løbe rundt og holde sammen på fåreflokken, så ingen af dem løb væk eller blev taget af ulvene.

Jesus siger: 'Jeg er den gode hyrde, jeg kender mine får og mine får kender mig.'

Tænk, at han kender os. Vi er ikke fremmede for Gud eller Jesus. Han kender os. Han ved, hvad vi tænker og føler inderst inde. Han forstår os. Vi er ikke overladt til os selv. Vi er set og kendt af Gud og Jesus. Vi kan bede til ham og sige, hvad vi tænker på - og han forstår det hele på forhånd. 'Jeg kender mine får og mine får kender mig,' siger Jesus.

Og så fortsætter Jesus: 'Jeg sætter mit liv til for fårene.' Det er stærke ord. Kun det, der er rigtig meget værd, vil man ofre livet for. Jesus synes, at vi er værd at ofre livet for. Jesus ofrede livet for os, da han blev korsfæstet. Da satte Jesus sit liv til for os.

Men det sluttede ikke dér: Påskemorgen var Jesu grav tom. Jesus havde gjort det ufattelige. Han var stået op fra de døde.

At Jesus er opstået fra de døde betyder - at han lever og er - også nu og altid - ja, til evig tid. Jesus er i himlen hos Gud - og på jorden ved siden af hvert eneste menneske. Usynligt - men nær. Da vi blev døbt - sagde han til hver og en af os: 'Jeg er med dig, alle dage indtil verdens ende.'

-

Jeg vil fortælle en lille historie, som jeg holder meget af:

I en lysning i en stor skov, boede en mand: Han boede i et lille hus - helt alene. Dvs. helt alene var han nu ikke, for han var hyrde og passede nogle får - og hvert forår fik fårene små lam.

En morgen vågnede han ved at fårene brægede usædvanligt højt. Han var straks klar over, at der var noget galt. Han gik ud og opdagede, at et af lammene var faldet ned i den gamle brønd, som ikke blev brugt mere, efter at der var blevet lagt vand ind i huset. Brønden var nok 6-7 meter dyb og tørret helt ud. Dernede på bunden lå det lille lam.

Manden kiggede ned. Det var utroligt, at lammet havde overlevet faldet. Det så endda ud til, at det ikke havde brækket sine ben. Men på den anden side - lige lidt hjalp det - for hvordan skulle han få lammet op af den dybe brønd?

Hyrden stod længe og spekulerede over, hvad han skulle gøre. Hans stiger var for korte - og hvordan skulle han få et reb ned og rundt om lammet og hejse det op? Til sidst besluttede hyrden sig for et helt anden plan: Han ville fylde brønden op med sand - og få lammet op på den måde. Han fik fat på trillebøren og fyldte sand i den.

Imens stod lammet nede på bunden af brønden og syntes, at det hele tog en evighed. Lammet havde bræget så højt det kunne for at vække hyrden. Da lammet så sin hyrdes ansigt faldt det til ro: 'Nu hjælper han mig op', sagde lammet til sig selv.

Men hov, hvad var det? Der landede en skovlfuld sand på lammets ryg, og én til og én til.

'Hvad går der af min hyrde? Han smider jo sand i hovedet på mig. Hvad er meningen? Vil han begrave mig levende og slå mig ihjel?' tænkte lammet desperat og mærkede, at sandet allerede nåede op midt på maven.

Men så sagde lammet til sig selv: 'Nej - min hyrde har altid været god ved mig. Han har sikkert også en mening med det, der sker nu, selvom jeg ikke forstår noget som helst!' Og så besluttede lammet at ryste sandet af sig og stille sig oven på det, hver gang der kom en ny skovlfuld!

Sådan gik hele dagen. Hyrden smed den ene skovfuld sand efter den anden ned i brønden. Men lammet rystede sandet af sig og stillede sig oven på det, hver gang der kom en ny skovlfuld. Hen på eftermiddagen var den dybe brønd blevet fyldt så meget op - at hyrden kunne nå og løfte lammet det sidste stykke op af brønden. Han knugede lammet ind til sig og tårerne trillede ned af hans kinder. Han var så glad for, at lammet var reddet.

-

Jeg kan så godt lide den historie. Fordi hyrden knoklede hele dagen for at redde sit lam - og fordi lammet blev ved med at have tillid til hyrden og hyrdens gode vilje, selvom lammet ikke forstod, hvad der foregik. Lammet holdt ud og rystede sandet af sig. Og det blev lammets redning - selvom det ikke forstod det.

Sådan, kære konfirmander, skal I blive ved med at have tillid til Gud og tro på hans gode vilje. Vær som lammet: Ryst sandet af jer - og stol på, at Jesus Kristus er den gode hyrde, som vil jer det bedste.

-

Om lidt bliver I konfirmereret. Det betyder at blive bekræftet. Gud velsigner jer. På den måde bekræfter Gud, at alt hvad han lovede jer, da I blev døbt - det gælder også nu og altid:

Gud er jeres Far i himlen. Han elsker jer.
Jesus er jeres gode hyrde. Han frelser jer.

Og Helligånden - Guds gode Ånd - vil styrke jer til at holde fast i troen og til aldrig at miste håbet. Helligånden vil styrke jer til alt godt og til at elske andre mennesker, ligesom Gud elsker os. Amen

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden,
som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.


Kirkebøn:

Gud. Du får solen til at smile og lærkerne til at synge. Du åbner bøgetræernes lysegrønne blade og får livet til at folde sig ud.

Tak for denne festdag. Tak for vores familier og venner. Tak, fordi du i dåben gjorde os til børn i Guds store familie - og at du aldrig slipper og forlader os.

Gud, i dag beder vi særligt for vores konfirmander og deres familier.

På sådan en festdag tænker vi på alle dem, vi holder af og er forbundet med. Vi tænker også på dem, som vi må savne i dag og på dem, som ikke er her mere. Vær os alle nær, Gud - og giv os din trøst og fred i hjertet.

Vi beder for mennesker i nød: Vi beder for bange, ensomme, syge og for alle, der er ramt er sorg og ulykke. Vi beder for vores land - for dronningen og hendes familie. Vi beder om fred i vores urolige verden - og om fred mellem mennesker. Vi beder for vores jord og for klimaet.

Vi beder for kirken. Velsign og bevar kirken. Lad kirken overalt være et lys i mørket, der viser os vej i livet. Lad dit ord nå til endnu flere mennesker. Bevar os alle i troen, håbet og kærligheden.

Amen
Flere andagter
 
»Der er håb - prædiken til 3. søndag efter påske
Søndag 12. maj 2019
»Jesus er stået op fra de døde! - prædiken til Påskedag
Søndag 21. april 2019
»Jesu lidelse og død ' prædiken til Langfredag
Lørdag 20. april 2019
»Jesus indstiftede nadveren - prædiken til Skærtorsdag
Fredag 19. april 2019
»Prædiken til Palmesøndag 14. april 2019 i Særslev Kirke
Søndag 14. april 2019
Kirkekalender
Søndag 26. maj
5. søndag efter påske
Særslev:09.00
Ejlby:
Melby:10.30
Kirkekaffe/-te efter gudstjenesten
» Se flere datoer

Arrangementer
Kirkehøjskolens forårsudflugt til Christiansfeld
Lørdag d. 25. maj

Busafgang: kl. 9.00 fra Hårslev Kirke
Kirkehøjskolens forårsudflugt går til brødremenighedsbyen Christiansfeld, som blev grundlagt i 1773.....
» Læs mere
» Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Der er håb - prædiken til 3. søndag efter påske
Der er håb - prædiken til 3. søndag efter påske 12. maj 2019 i Særslev Kirke v. sognepræst Gunvor....
» Læs mere
Konfirmation søndag d. 5. maj 2019 i Særslev Kirke
Konfirmation søndag d. 5. maj 2019 i Særslev Kirke prædiken v. sognepræst Gunvor Sandvad Bibell....
» Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referater af møde 8. maj 2019. Referaterne kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
» Læs mere
Velkommen til Steen
Velkommen til Steen Steen Krintel er ansat som gravermedhjælper pr. 1. april. Steen har tidlig....
» Læs mere
Kommende møder:
11. juni 2019 kl. 19.00
13. august 2019 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Skiftedag på kirkegården
Skiftedag på kirkegården I mange årtier er 1. maj og 1. november blevet kaldt 'skiftedag'. Da min....
» Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad, Tlf. 64 84 11 37 - 23 44 71 09