Andagter & prædikener

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er. Og hvor jeg går hen, derhen kender I vejen.« Thomas sagde til ham: »Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen?« Jesus sagde til ham: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig. Kender I mig, vil I også kende min fader. Og fra nu af kender I ham og har set ham.« Filip sagde til ham: »Herre, vis os Faderen, og det er nok for os.« Jesus sagde til ham: »Så lang tid har jeg været hos jer, og du kender mig ikke, Filip? Den, der har set mig, har set Faderen; hvordan kan du så sige: Vis os Faderen? Tror du ikke, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig? De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger. Tro mig, at jeg er i Faderen, og Faderen er i mig; hvis ikke, så tro på grund af selve gerningerne.« Johannesevangeliet 14,1-11

I forhold til Gud har vi lov at tvivle. I forhold til Statens Serum Institut (SSI) har vi ikke lov til at tvivle. I forhold til Sundhedsstyrelsen har vi heller ikke lov til at tvivle. Længe har Sverige været skrækeksemplet på håndteringen af corona. I denne uge blev Sverige pludselig fremhævet som et mønsterland. For deres strategi kan holdes langt længere end en næsten total nedlukning af landet.

Forvirret? Så bare vent til næste episode af nyhederne i den kommende uge.

Paradokser er ellers teologers speciale. At Gud blev menneske er et kendt paradoks. Paradoks kommer af det græske ord 'para' (ved siden af /parallelt med) og 'doks' kommer af ordet doksa, som betyder fornuft. Med paradokser b befinder vi os med andre ord ved siden af fornuften.

Og paradokser har vi da ellers rigeligt af i denne tid. Vi må ikke besøge de ældre på plejehjem, medmindre de bor i Aarhus. Du må gerne gå til frisør, men ikke hvis frisøren ligger i et storcenter. Du må gerne gå i Bauhaus, men ikke i Ikea. Du må gerne købe en fisk ved fiskehandleren, men ikke i restauranten. Du må gerne stå og vente din gammeldags isvaffel ved isboden, men du skal ikke regne med at få nadver i kirken, når den åbner - hvis den åbner. Der må gerne være 1250 fremmede mennesker fra hele landet i Ikea (de fik alligevel lov at have åben eller rettere: de har aldrig været lukket ned). Men en konfirmand må ikke samle 30-50 familiemedlemmer, hvor alle kender hinandens gøren og laden i de forgangne uger, kan sidde hustandsinddelt med passende afstand og fejre det unge menneske.

Der er større smitterisiko på en efterskole end på en højskole. Why?

I det hele taget er det ikke særlig heldigt at være 6.-10. klasser. Den aldersgruppe har Statens Serum Institut nemlig meget lidt tillid til. For de hører absolut i højrisikozonen for at sprede smitte.......både udendørs og indendørs, ifølge en liste, hvor SSI vurderer mindst og mest risiko ved at åbne. Jeg fristes til at undre mig over, hvad der er for nogle mennesker, SSI har for øje, når de placerer denne gruppe af børn og unge som højrisiko smittespredere. I al fald er det tilsyneladende mere sikret at lukke en masse fremmed sammen i zoologisk have, kunsthaller og private museer. Hvorfor?

Coronavirus er dødelig, men vi skal IKKE være bange. Vi skal alle blive hjemme - lige med undtagelse af bageren, kassedamen, reparatøren, pædagogen, buschaufføren, ansatte i produktionen og andre, der har et vigtigt arbejde. Alle med ligegyldigt arbejde eller potentiel vanskelig teenagalder skal blive hjemme!

Danskerne er dygtige. I kraft af høj grad af tillid til myndighederne og hinanden, håndterer vi coronaen forbilledligt, lyder det igen i medierne her i ugen.

Hvor kommer den tillid fra?

Den protestantiske kirke er et barn af tvivlen. Luther tvivlede på den straffende og ubarmhjertige Gud. Luther tvivlede på paven i Rom. Han tvivlede på den latinske bibel, Vulgata, i den katolske kirke.

Tvivlen kan også være vejen derhen. Blind lydighed eller underkastelse kan aldrig blive vejen derhen.

At give tvivlen et legitimt rum er en særlig ressource ved den lutherske tro.

Så lad os tage disciplen Thomas i dagens tekst ved hånden og følge ham på en vandring rundt i evangeliet i dag. Bare rolig, det bliver en kort vandring ?. For vi møder ham ikke ret mange gange. Men møderne med ham kan måske kaste et lys over trosforholdet.

Det første sted, vi hører om Thomas, er før opvækkelsen af Lazarus. Det er med livet som indsats, at Jesus drager til Betaina lige uden for Jerusalem for at opvække Lazarus. Jøderne i Jerusalem vil nemlig slå ham ihjel. Men uden tøven siger Thomas til ham: Lad os gå med, så vi kan dø sammen med ham (Joh. 11,16). Disciplen Thomas ligger altså ud med at være en blind efterfølger - måske en, der har underkastet sig sin mester - en ukritisk medløber.

Under det sidste måltid (den sidste nadver) møder vi Thomas igen. Jesus er ved at forberede dem på sin bortgang med ordene: hvor jeg går hen, der kender I også vejen. Men Thomas, der har fulgt Jesus på sine utallige vandringer rundt i Galiæa, har simpelthen ikke forstået hvad målet for Jesu gerning er.

For Thomas siger til Jesus: Herre, vi ved ikke, hvor du går hen, hvordan kan vi så kende vejen? Her kunne vi måske overveje, om Thomas i sit følgeskab med Jesus har været mere optaget af loyalitet og lydighed end tilegnelse af Jesu ord? Måske.

Jesus svarer ham i al fald med et af sine mest berømte udsagn: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig (Joh. 14,1-6).

Der sker altså en bevægelse - en udvikling i Thomas' trosforhold. Som jeg tolker ham, går han fra nærmest underkastelse eller blind lydighed til et modent trosforhold, hvor han har forstået, at han ikke ukritisk skal følge andre. Tvivl kan være godt. Tvivl kan være sundt. Tvivl kan være nødvendigt.

Thomas' tvivl handler om, at vejen til Gud går uden om blind lydighed og underkastelse.

For vejen til Gud går gennem Kristus. Gennem de ord og gerninger, han åbenbarede for verden. Da kender vi - hver især - vejen derhen.

Der er forskel på at tvivle og fortvivle. Den fortvivlede kredser omkring sin egen usikkerhed. Usikker på sig selv. Usikker på, hvad andre tror og tænker om dem. Usikker på, om verden er god. Usikker på andres kærlighed. Den fortvivlede kredser om sin egen usikkerhed af frygt for verden, af frygt for livet. Den fortvivlede fornægter livet.

Den fortvivlede kan have brug for, at nogen gør verden enkel for dem. Enten eller. De gode, de onde. Dem og os. Den fortvivlede kan have svært ved at rumme både-og. Den fortvivlede lader sig gerne spærre inde i et ekkokammer. I ekkokammeret sidder den fortvivlede med meningsfæller, hvor bekræftelse lyder i gensidig samklang. Ingen modsigelse. Ingen forargelse.

Fjenden i Johannesevangeliet som teksten stammer fra er alt det, der står Gud imod. I Johannesevangeliet fremstår jøderne som repræsentanter for den verden, der står Gud imod. Af alle er det netop det udvalgte folk, der bliver Guds fjender. De udvalgte er fjenderne! De var blevet forfærdede. De tålte ikke længere modsigelsen. Ekko!

Verden er god fortæller bibelen os på sin allerførste side. Og ordene: 'Gud så, at det var godt' væver sig som et refræn ud og ind af dagene under skabelsen. Verden er god. Det kan ikke gentages nok gange.

I Guds billede placerede skaberen mennesket midt i verden til at vare på skaberværket. Med gudbilledligheden fik mennesket en urørlighed, en hellighed. Slår du et andet menneske ihjel, råber dets blod fra jorden til Gud. Om alt det, bør vi jo i grunden ikke tvivle.

'Jeres hjerter må ikke forfærdes', siger Jesus.

Hjertet skal blødgøres for ikke at blive hårdt som sten. Nogle steder i samfundet bløder det så kraftigt, at det grænser til vanvid. Fortvivlelsen råder og løber snart af med nogle af os. Så mangler du nok empati skrev Kristeligt Dagblad i sidste uge. Nej, vi er mange, der IKKE mangler empati.

At tvivle på myndigheders håndtering af magtens rum har altid været en protestantisk kongstanke. Stat og kirke har altid skulle have et kritisk blik på hinanden.

Vi har en pligt til at være i tvivl, om hvad det gode og hvad det onde er. Hvad er ret og rimeligt i denne håndtering. For paradokser er der rigeligt af!

Og inden de gennemsyrer os med fortvivlelse bør vi hver især stoppe op og lade tvivlen råde en stund. Hvor er vejen og hvor fører den os hen?

For tvivl og tillid har altid gået hånd i hånd i kristendommen. Det har blind lydighed derimod aldrig.

Amen

Pastor Charlotte Juul Thomsen
Prædiken ved konfirmation i Særslev Kirke 14. april 2024 Prædiken i Ejlby Kirke 7. april 2024 Prædiken i Ejlby Kirke og Særslev Kirke 31. marts 2024 Prædiken i Ejlby Kirke 29. marts 2024 Prædiken i Melby Kirke og Særslev Kirke 28. marts 2024 Prædiken ved Familiegudstjeneste i Særslev Kirke 24. marts 2024