Andagter & prædikener
Prædiken til 4. søndag efter påske i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«
Johannesevangeliet 8,28-36
'Hvad er sandhed?' spørger Pilatus længere henne i Johannesevangeliet (kap. 18,38).
Nøglen til sandhed er erfaring.
Sandhed har noget med erfaring at gøre, fortæller Jesus os i dagens evangelietekst. Sandhed får ikke lov til 'bare' at blive ved tanken eller et postulat. For Jesus fortæller os, sandhed er noget, der skal gøres (Joh 3,21). Erfaring er altså nøglen til sandheden.
I vil lære sandheden at kende og den vil gøre jer frie. Sandhed er altså ikke noget, der kommer som en objektiv, målbar størrelse. Sandheden er en proces, der forløber i erfaringen. Noget vi stykkevis skal lære at kende, for til sidst at kende fuldt ud.
Jesus forventer faktisk ikke, at dem, der lytter til hans ord, fanger det hele på én gang. Han forventer tilsyneladende heller ikke, at vi forstår det gennem fornuft eller forskning. Vi vil lære sandheden at kende ved at blive i ham, i Ordet.
Sandhed erkender vi gennem erfaring.
Den erfaring opnår vi, hvor vi lytter til evangeliets ord og er til stede i et kropsligt nærvær, når vi døber, når vi går til alter, når vi beder, når vi bliver velsignet, når vi anråber Gud og når vi synger. Da er vi i Jesu Ord, da bliver vi disciple, da vil vi i brudstykker lære sandheden at kende og den vil sætte os fri.
Sandhed er at kende Gud gennem Kristus.
Sandhed har i løbet af menneskets historie, antaget mange forskellige forklædninger. Mennesket er, fra tid til anden, faldet over sandhedens skikkelse. Men for det meste har det rejst sig op og er gået videre.
Engang stammede vi direkte fra Adam og Eva. I dag er de symbolske prototyper for springet fra barn til voksen, hvor bevidstheden sætter sig igennem.
Engang troede videnskabsfolk, at jorden var flad. Så blev dén sandhed punkteret. Jorden er nu rund. Men ikke for alle. I de seneste år er nogle nemlig blevet overbevist om, at jorden i virkeligheden er flad......
Det handler ikke længere om, hvad sandheden er, men hvad vi hver især oplever som sandt. Sandt er kun det, der giver mening for den enkelte.
Her har Trump fanget noget sandt, for kan han få sine udsagn til at give mening for andre, bliver de til en sandhed for dem. Og så kan vi andre stå uden for og ryste på hovedet af deres sandhed.
Sandhed er blevet relativ. Værdier er blevet relative. Men hvor meget frihed har det givet os? Er det frihed, når retorisk dygtige politiske strømninger pukker på vores frygt?
Det er et paradoks ved nutiden. I vores omgang med hinanden hylder vi sandhedens relativitet og den totale frihed til at gøre alt - inden for straffelovens rammer selvfølgelig. I skolen derimod lærer vi børn og unge det naturvidenskabelige sprog med en målbar og objektiv sandhed.
Vi kan vist blive enige om, at det er svært at lære matematik uden et sandt svar. Ligesom fysik og kemi på det niveau også lever af de rigtige svar.
Videnskaberne vil noget bestemt - hver disciplin har sine retningslinjer. Naturvidenskaben forsøger at
beskrive den verden, vi lever i.
Kristendommen fortæller,
hvordan vi kan leve i denne verden med hinanden.
Paradokset er, at børn og unge kun får - så at sige - den halve sandhed i skolen, nemlig den naturvidenskabelige sandhed, som ganske vist er god og nødvendig.
Men når det kommer til at leve i verden sammen med andre mennesker, er der en risiko for, at vi lader nutidens børn, unge og voksne sprælle sig trætte i mulighedernes ingenmandsland.
Kristendommen har ingen teorier om energiens konstans eller om DNA'ets struktur. Der findes ingen 'kristen videnskab'. Vi snakker i stedet om dogmer, symboler og lignelser.
Et dogme er en form for anskuelse, der åbner for en bestemt tilgang til tilværelsen - uden dogmet dermed siger alting om alting. En lignelse fortæller heller ikke alt, men den åbner gennem himlens port for en vej til livet.
På 14 år har jeg set en udvikling af konfirmander gå fra at turde gætte, til angsten for at svare forkert. Sandt og falskt er blevet faktuel viden. Det er det sprog, den verdensanskuelse, som vi giver ungdommen at bygge livet på.
Vi har brug for et rum, der rammer tilværelsen ind uden at lukke den af. Hvor den enkelte kan undersøge sandheden med sit liv og sandheden med vores liv med hinanden. Hvad er det for et liv, mennesket lever i sit daglige liv i familien og i samfundet?
Det er her friheden inviterer sandheden op til dans. Som par skal de finde vejen mellem to ekstremer: den ødelæggende stagnation, hvor alting står stille, og den tilfældige forandring, der bliver styret af det stærkeste individ.
For der er stor forskel på frihed og så at gøre, hvad der passer mig:
Hvor meget frihed er der i at leve i et samfund uden grænser, men hvor den stærkeste hersker over den svageste? Sand frihed er vel frihed inden for nogle grænser. Grænser er med til at skabe rammer om tilværelsen.
Ude i grænseområderne kan det være svært at orientere sig. Jo, tættere på grænsen, des vanskeligere.
Det er derfor vigtigt med grænsepæle, der kan vejlede os.
De ti Bud er sådan en grænsepæl. Uden De ti Bud kunne jøden ikke vide, hvilke grænser, der må sættes om livet med Gud og livet i samfundet, for at det kan trives.
Overskrides grænserne ét sted, rokkes der ved tilværelsens inderste balance. Naturens økosystem kan vi ikke trodse, uden det får økologiske konsekvenser for os selv. Det samme med samlivet imellem os.
Men det er som om, noget er blevet vendt på hovedet i vor tid.
I dag er vi de steder, hvor vi personligt får noget ud af at være. Det skal give mening for mig at lave frivilligt arbejde. Det skal give mening for mig at være gift. Det skal give mening for mig at arbejde.
Hvad får
jeg helt konkret ud af dette forhold? Hvad giver dette venskab
mig? Hvad giver familielivet
mig?
Martin Luther havde et godt udtryk for det menneske, der er faldet for den tro, at 'mig' er udgangspunkt og endepunkt for alt i livet. Luther kalder det at være indkroget i sig selv.
Måske har vi i verdenshistorien aldrig været mere bundet, end vi er nu? Bundet til vores ensomhed, bundet til vores frygt for at blive svigtet, frygt for at fejle - svare forkert - frygt for at gifte os med den forkerte, frygten for at få børn, der spolerer det glansbillede, som helst skal omringe vores liv.
Vi kan med fordel - også i vor tid - istemme apostlens Paulus' frihedsråb i Galaterbrevet, ligesom Luther gjorde for 500 år siden: 'I blev kaldet til frihed! (Gal 5, 13) 'Til den frihed har Kristus befriet os. Stå derfor fast, og lad jer ikke atter tvinge under trælleåg'.
Som kristen er du på én og samme tid en fri herre over alle ting og ingen undergivet og i alle ting en træl, skyldig at være tjeneste, og enhver undergivet.
Sand frihed handler mest af alt om at sætte sig selv til side og tjene det andet menneske. Når vi gør den sandhed - at tjene - da lærer vi, at den sætter os fri.
Også når det betyder, at vi skal finde os i ret meget. Bær over, hold ud, vær hos dem, der har brug for dig. Således bliver Kristus sandheden, vejen og livet.
For dybest set lever vi livet bedst, når vi glemmer os selv.
Amen.
/Pastor Charlotte Juul Thomsen,
Flere andagter