Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Søndag 05. september 2021

Prædiken i Ejlby Kirke 5. september 2021
14. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Evangelielæsning fra Lukasevangeliet kap. 17, 11-19
(fra Bibelen 2020)

På vejen til Jerusalem var Jesus nået til grænseområdet mellem Samaria og Galilæa. Da han gik ind i en landsby, kom ti mænd ham i møde. De var urene på grund af en hudsygdom, så de standsede et stykke væk og råbte til ham: 'Rabbi! Jesus. Du må hjælpe os.'

Jesus fik øje på dem og sagde: 'Gå hen til præsterne. Så kan de se, at I er helbredt,' og mens de gik derhen, forsvandt deres sår.

En enkelt af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet rask. Han hyldede Gud og kastede sig for fødderne af Jesus og takkede ham. Det var ovenikøbet en af jødernes fjender, en mand fra Samaria.

'Sig mig, var I ikke ti, der blev raske?' spurgte Jesus. 'Hvad er der blevet af de ni andre? Var det kun den fremmede, der kunne finde ud af at komme tilbage og sige tak til Gud og give ham æren for sin helbredelse?'

Så sagde han til manden: 'Rejs dig op, og gå hjem. Din tro har reddet dig.'

Prædiken:



Sommetider kan en lille ting få stor betydning: Engang sidste år, mens jeg var syg og hang lidt med næbet, sagde en præstekollega til mig: 'Du skal have den her!' Så gav han mig den her lille pose. Jeg har fortalt om posen før, og nu gør jeg det igen:

'Der hører en bunden opgave til,' sagde min kollega. 'I posen er der 5 røde bønner. Du kan tage dem ud af posen en for en - eller mærke på dem gennem posen. Som du vil. For hver af de røde bønner - skal du tænke på noget som har været godt i dag og sige tak til Gud.'

Jeg tænkte: Der kan ikke ske noget ved at prøve. Og så tog jeg en bønne og sagde: 'Tak Gud, at jeg er i live'. Og en bønne mere: 'Tak Gud for min familie og alle de andre gode mennesker, som vil mig det godt.' Og så videre. De små røde bønner i posen åbnede mine øjne. Fik mig til at se alle de gode ting, der trods alt sker i løbet af en dag.

I underværkers land, jeg bor, ej blinde sjæl det ænser, sang vi lige før. Guds underværker er overalt, men vi kan være blinde sjæle, der ikke ser det. Derfor er det godt at sætte sig for at ville sige tak til Gud - f.eks. for 5 gode ting hver dag. Så får man øje på Guds gaver.

I dagens evangeliestykke hørte vi om en mand, som takkede Gud og Jesus, fordi han var blevet rask. Men lad os begynde med begyndelsen:

Der var ti mænd. De var urene på grund af en hudsygdom. Sådan står der nu i Bibelen 2020. I bibeloversættelsen fra 1992, står der, at de 10 var spedalske.

På den tid var spedalskhed en uhelbredelig sygdom. Man fik store sår og mistede følesansen. Efterhånden som sygdommen skred frem, blev mange spedalske blinde og invalide. Alle var meget bange for at blive smittet med spedalskhed. Derfor måtte de spedalske forlade deres hjem og familier, så snart sygdommen blev konstateret - og leve isoleret - alene eller sammen med andre spedalske.

Det lyder jo nærmest som corona. Jeg tror da også, at de som har været i corona-isolation kan sætte sig ind i de spedalskes desperate ensomhed - hvor hårdt det er at være isoleret og ikke kunne være sammen med dem, man holder af.

På god afstand - så de ikke smittede - råbte de 10 spedalske: 'Rabbi Jesus. Du må hjælpe os!' - Jesus svarede: 'Gå hen til præsterne. Så kan de se, at I er helbredt.' De 10 begav sig afsted.

I vores land og folkekirke bor der præster i næsten hver en større by. Der er altså ikke langt til den nærmeste præst. Men dengang var der kun præster ved templet i Jerusalem. Ude på landet havde man lærere - rabbinere - men ikke præster.

Vi hørte, det var i grænseområdet mellem Samaria og Galilæa - at Jesus og de 10 mænd mødte hinanden. Når Jesus sagde, at de skulle gå hen til præsterne, var det en gåtur på 100 km eller mere, han sendte dem ud på. Så langt var der til Jerusalem.

Det tager vel en lille uges tid at gå 100 km - afhængig af hvor godt eller dårligt de syge mænd nu kunne gå. Det har været krævende. De har haft masser af tid til at blive i tvivl undervejs og spørge hinanden: 'Er det umagen værd at gå til præsterne i Jerusalem? Vi har jo ingen garanti for, at vi bliver helbredt. Skulle vi ikke hellere give op, og vende om og gå hjem igen?'

Heldigvis gav de ikke op. Og på et tidspunkt - der på vejen - skete underet: Sårene forsvandt. De 10 mærkede i hele kroppen, at de var helbredt.

Så gik der ellers opløsning i flokken. For de 9 fortsatte til præsterne i Jerusalem. Det kan også være, at nogle af de 9 løb direkte hjem. Hjem til konen og børnene. Hjem til det normale liv og familien, som de havde savnet så længe.

Vi ved selvfølgelig ikke, hvad de ni andre tænkte i deres stille sind. Men den tiende gik tilbage og fandt Jesus igen. Det tog også et stykke tid. Så mens han nu er på vej tilbage - vil jeg sige lidt om vores situation:

Jeg vil mene, at vores situation ligner de 10 spedalskes - bortset fra at vi forhåbentlig ikke er så syge, som de var. Ligesom de 10 spedalske har vi også et ukendt stykke vej foran os - vejen videre frem i livet. Vi ved ikke, hvad der venter bag det næste sving - og det kan godt være en skræmmende tanke.

Men Gud er med os på vejen - går den sammen med os. Det tror jeg, selvom det ikke altid lige er til at få øje på Guds hjælp og hans spor i ens liv.

Når man sætter sig for at sige tak til Gud, er det som om, at øjnene bliver åbnet på en ny måde. Det er ligesom, når man går ud i mørket en klar aften og kigger op mod himlen. I begyndelsen ser man bare mørke. Men efterhånden som øjnene åbner sig i mørket, får man øje på flere og flere stjerner.

Selvom man i første omgang ikke kan se, at der er noget at takke Gud for - får man alligevel øje på noget, når man begynder at takke Gud. Alle de små undere - alt det gode, som alligevel sker - også i vanskelige tider.

Den tiende - nu raske mand - fandt Jesus igen: Han faldt på knæ for Jesus. Han takkede Gud og gav Gud æren for, at han var blevet rask. Sådan kan vi også sige tak:

Tak for livet, vi fik givet af Gud. Tak for mennesker at dele det med. Tak for denne ny dag - og de muligheder, som åbner sig for os. Tak, fordi det ikke er en selvfølge. Tak Gud for det alt sammen. Amen.


God søndag - venlig hilsen Gunvor
Flere andagter
Prædiken i Særslev Kirke 24. oktober 2021
Søndag 24. oktober 2021
Prædiken i Særslev Kirke 17. oktober 2021
Søndag 17. oktober 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 10. oktober 2021
Søndag 10. oktober 2021
Prædiken i Særslev Kirke 26. september 2021
Søndag 26. september 2021
Prædiken ved høstgudstjeneste i Melby Kirke 19. september 2021
Søndag 19. september 2021
Kirkekalender
Søndag 24. oktober
21. søndag efter trinitatis
Særslev:10.30
Ved Gunvor Sandvad
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Information
Afstandskravene er ophævet i Folkekirken fra og med lørdag d. 14. august. Det betyder, at der nu ikke længere er nogen begrænsning på, hvor mange der må være inde i kirkerne ad gangen. Kort sagt: Vi må fylde kirkebænkene, synge og holde gudstjeneste og kirkelige handlinger, ligesom vi gjorde før corona-epidemien.

Arrangementer
BUSK-dagen: Familiegudstjeneste
Søndag 31. okt. kl. 10.30 i Melby Kirke
Vi glæder os til igen at holde familiegudstjeneste den sidste søndag i oktober, som også kaldes BUSK....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 24. oktober 2021
Prædiken i Særslev Kirke 24. oktober 2021 21. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sand....
Læs mere
Prædiken i Særslev Kirke 17. oktober 2021
Prædiken i Særslev Kirke 17. oktober 2021 20. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sand....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referat
Referat af møde 7. oktober 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
Læs mere
TILLYKKE til vores konfirmander
TILLYKKE til vores konfirmander Den 29. august og 5. september var der konfirmation i Særslev Kir....
Læs mere
Kommende møder:
02. november 2021 kl. 19.00
01. december 2021 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring