Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Søndag 17. oktober 2021

Prædiken i Særslev Kirke 17. oktober 2021
20. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Evangelielæsning fra Matthæusevangeliet kap. 22, vers 1-14
(fra Bibelen 2020)

Jesus fortsatte: 'Historien her viser, hvordan det er i Guds kongerige. En konge holdt bryllup for sin søn. Han sendte sine slaver afsted for at hente de gæster, der var inviteret til festen, men de ville ikke komme.

Så sendte han nogle andre slaver ud og bad dem sige til de indbudte: 'Festmiddagen er klar, de bedste okser og kalve er slagtet, og alt er parat. Kom til brylluppet!' Nogle var ligeglade og gik deres vej - en af dem skyndte sig ud til sin mark, en anden gik hen i sin forretning. Andre overfaldt ligefrem slaverne, mishandlede dem og slog dem ihjel. Så blev kongen rasende. Han sendte soldater afsted og gav dem ordre til at slå morderne ihjel og brænde deres by af.

Og så sagde han til sine slaver: 'Alt er klart til brylluppet, men de indbudte gæster var ikke værd at have med til festen. Gå nu helt ud i udkanten af byen, og inviter alle og enhver til brylluppet.' De gik ud på gader og stræder og hentede alle dem, de kunne finde, uanset om de var gode eller onde. Bryllupssalen blev fyldt med gæster.

Kongen kom ind for at hilse på gæsterne, og her fik han høje på en mand, der ikke var i festtøj. 'Kære ven,' sagde kongen. 'Hvordan er du kommet herind uden at være klædt om? Det svarede manden ikke på. Så sagde kongen til sine slaver: 'Bind ham på hænder og fødder, og kast ham ud i mørket udenfor, hvor han skal græde og rive sig i håret.' Der er nemlig mange, der er indbudt, men kun få, der bliver udvalgt.'

Prædiken:



For et øjeblik siden blev Merle døbt. Og hvor er det dejligt.

Da Merle blev født i foråret, var der skrappe coronarestriktioner. Ligesom så mange andre, har også Merles forældre håbet på, at restriktionerne blev ophævet - så familie og venner kunne blive samlet til dåb og til fest. Dejligt, at det nu kan lade sig gøre.

Det var med lidt sommerfugle i maven, at Merles mor tog til Frederikshavn og hentede familiedåbskjolen. For Merle vokser og gror en lille smule hver eneste dag - og det er, som det skal være. Mon Merle stadig kunne passe dåbskjolen? Men det går også - lidt endnu.

Det handler om at være klædt rigtig på til at møde Gud. Vi får aldrig bedre tøj at have på til at møde Gud end vores dåbskjole. Altså forstået sådan, at dåbskjolen symboliserer, at man er døbt med den kristne dåb.

For nu skal jeg passe på, at jeg ikke skaber en misforståelse:

I forhold til Gud er det fuldstændigt ligegyldigt, om man bliver døbt i en hvid dåbskjole eller ej. Dåben er lige rigtig, uanset om man bliver døbt i en gammel hvid familiedåbskjole, eller man bliver døbt i en helt ny strikket dåbskjole med røde og grønne striber.

Man kan også blive døbt i en gul sparkedragt eller et par blå cowboybukser. Det er dåben, det handler om - ikke hvordan tøjet ser ud.

De seneste par århundreder har dåbstøjet traditionelt været hvidt. Fordi den hvide farve symboliserer renhed og retfærdighed. Men moden har det med at skifte: I 16 og 1700tallet var dåbstøj kulørt og overbroderet med perler og bånd i alle mulige stærke farver. Så kort sagt: Der er ingen regler for, hvordan dåbstøj skal se ud. Og man kan også blive døbt i noget helt almindeligt hverdagstøj.

-

Så hørte vi Jesus fortælle en lignelse. Jesus sammenligner Himmeriget med en konge, som holder bryllupsfest. Men kongen har sine genvordigheder. Først vil de inviterede ikke med. Så inviterer kongen nogle andre. De kommer. Endelig er festsalen fuld og alt skulle være så godt. Men så opdager kongen en, som ikke har taget festtøj på. Han kan ikke forklare hvorfor - og så viser kongen ham bort.

Jeg kigger ned af mit tøj. Er der nogle pletter på det? Og der tænker jeg ikke på, om jeg skulle have været så uheldig at spilde lidt kaffe eller cornflakes i morges. For pyt da med det. Det kan altid vaskes en anden dag.

Men hvad med de pletter på tøjet, der ikke kan vaskes af. Det, der ikke kan gøres ugjort? De fejl jeg har gjort? De mennesker jeg har såret og svigtet? Sådan nogle pletter er der - og jeg kan ikke vaske dem af. Duer mit tøj til Guds fest - eller mere præcist: Duer jeg til Guds fest?

Men så er det, at vi skal se på Merle i dåbskjolen. Hendes tøj duer til Guds fest. Dengang vi blev døbt - og for nogle af os, er det er jo en del år siden - fik vi foræret det himmelske festtøj. Længe før vi begyndte at tænke over, hvordan vi skal leve efter Guds vilje - og om vi er gode nok osv. Gud gav os sin tilgivelse og kærlighed, da vi blev døbt. Det kalder man også for Guds nåde. Guds nåde er det rigtige tøj til Guds fest.

I meget gamle dage - for 500 år siden og længere tilbage i tiden - ventede man faktisk med at give børn dåbstøj på, til efter at de var døbt. Det vil sige, at man kom herind i kirken med sit barn i noget ganske almindelige hverdagstøj. Så tog man al tøjet af barnet - og den lille blev døbt splitternøgen. Og så efter dåben - fik barnet det fine dåbstøj på. For på den måde at vise og understrege, at det er dåben, som klæder os på til at være fine nok til Himmerigets fest. Det er Guds kærlighed og tilgivelse, som gør os fine nok. Det er Guds nåde, der gør os fine nok.

Hvis I vil bruge fantasien - så forestil jer, at vi går hver eneste dag med vores dåbstøj på. Usynligt uden på det andet tøj. Dåbstøjet dækker over alle vores fejl og svigt. Dåbstøjet dækker over vores plettede klude. Vi er tilgivet og elsket. Ikke fordi vi er gode og perfekte - for det er vi så langt fra - der er pletter på tøjet. Men Gud er god og nådig. Derfor elsker han os og tilgiver os.

'Nej hvor er du fin,' siger Gud - når han ser os i dåbstøjet. 'Kom med til min fest.'

Guds fest - det er ikke kun først engang i Himlen og i evigheden efter det her liv på jorden. Festen er også nu, hvor vi har gudstjeneste - og om lidt, når vi har nadver. Alle, der gerne vil være med til nadver, må være med. Ingen bliver bortvist.

Man får et lille rundt nadverbrød. Der er præget et billede af Jesus på korset i nadverbrødet. Der bliver sagt om brødet: 'Dette er Jesu Kristi legeme'. Bagefter får man lidt vin eller lidt saft i det fine sølvbæger. 'Dette er Jesu Kristi blod'.

Det er pletrensning, der kan noget! Jesu legeme og blod fjerner alle de pletter af skyld og svigt - som vi ikke selv kan vaske af. Det er tilgivelse - for det hele.

Gud siger: 'Nej hvor er du fin og ren' - når du rejser dig fra nadverbordet.

Gud er ligesom en pottemager. Gud arbejder med os, ligesom en pottemager arbejder med sit ler. Sommetider mislykkes vi - og er ikke, som Gud vil have det. Men så klasker Gud leret sammen - og begynder forfra. Gud tilgiver os. Vi får en ny chance.
Amen

(Her er stykket om pottemageren fra Det Gamle Testamente: Jeremias’ Bog kap. 18, vers 1-6:

Det ord, som kom til Jeremias fra Herren: Gå ned til pottemagerens hus; der skal du få mine ord at høre. Så gik jeg ned til pottemagerens hus; han sad og arbejdede ved drejeskiven. Når det kar, som pottemageren var i gang med at forme af ler med hånden, mislykkedes, lavede han det om til et andet kar, som han nu ville have det. Da kom Herrens ord til mig: Kan jeg ikke gøre med jer, Israels hus, som denne pottemager gør? siger Herren. Som leret i pottemagerens hånd er I i min hånd, Israels hus.)

- God søndag - venlig hilsen Gunvor
Flere andagter
Prædiken i Særslev Kirke 28. november 2021
Søndag 28. november 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 14. november 2021
Søndag 14. november 2021
Prædiken Alle helgens dag
Søndag d. 7. november 2021 i Særslev Kirke
Søndag 07. november 2021
Prædiken i Særslev Kirke 24. oktober 2021
Søndag 24. oktober 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 10. oktober 2021
Søndag 10. oktober 2021
Kirkekalender
Torsdag 02. december
Meditationsgudstjeneste
Særslev:19.00
Ved Gunvor Sandvad
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
[datotxt] i Særslev Kirke kl. 10.30
Vi synger børnesange og -salmer med fagter, tørklæder m.m. i ca. 20 minutter. Bagefter er der kaffe....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 28. november 2021
Prædiken i Særslev Kirke 28. november 2021 1. søndag i advent v. sognepræst Gunvor Sandvad Eva....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 14. november 2021
Prædiken i Ejlby Kirke 14. november 2021 24. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandv....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Referater
Referat af konstituerende møde 3. november 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på n....
Læs mere
Referat
Referat af møde 7. oktober 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link....
Læs mere
Kommende møder:
01. december 2021 kl. 19.00
12. januar 2022 kl. 19.00
08. februar 2022 kl. 19.00
09. marts 2022 kl. 19.00
06. april 2022 kl. 19.00
02. maj 2022 kl. 19.00
02. juni 2022 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring