Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Søndag 14. november 2021

Prædiken i Ejlby Kirke 14. november 2021
24. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Evangelielæsning fra Matthæusevangeliet kap. 9, vers 18-26
(fra den autoriserede bibeloversættelse 1992)

Mens Jesus talte til dem om dette, kom der en synagogeforstander og kastede sig ned for ham og sagde: »Min datter er lige død. Men kom og læg din hånd på hende, så vil hun leve.« Jesus rejste sig og fulgte med ham sammen med sine disciple.

Men se, en kvinde, der i tolv år havde lidt af blødninger, nærmede sig Jesus bagfra og rørte ved kvasten på hans kappe. For hun sagde ved sig selv: »Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.« Jesus vendte sig om, så hende og sagde: »Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig.« Og fra det øjeblik var kvinden frelst.

Da Jesus kom til synagogeforstanderens hus og så fløjtespillerne og skaren, der larmede, sagde han: »Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover.«

De lo ad ham; men da skaren var jaget bort, gik han ind og tog hendes hånd, og pigen rejste sig op. Og rygtet derom kom ud over hele den del af landet.

Prædiken:



Det er to hårdt ramte mennesker, vi hørte om: Den ene var en synagogeforstander og far, der lige havde set sin datter dø. Den anden var en kvinde, som i 12 år havde lidt af blødninger.

På den ene side er de to unikke mennesker med deres helt egen historie. På den anden side kan vi måske også genkende os selv i dem: At have mistet en, man elsker højt - som manden i beretningen. Eller at slås med langvarig sygdom, som kvinden i beretningen. Eller noget helt tredje, der kræver stor udholdenhed og tålmodighed af en.

I sådan en situation står man med tomme hænder og mærker, hvor sårbare vi mennesker er. Og hvor afhængige vi er - af at både mennesker og Gud vil hjælpe.

Paulus skrev i dagens epistel: Vi beder om, at I kan hente styrke i hans guddommelige kraft og være udholdende og tålmodige. (Kolossenserbrevet kap. 1, vers 11 fra Bibelen 2020)

Må vi række vores tomme hænder frem mod Gud og få styrke til at være udholdende og tålmodige.

Både synagogeforstanderen og kvinden med blødninger rakte deres tomme hænder frem mod Jesus og bad om hjælp. Det har sikkert krævet noget overvindelse for dem begge at gøre det.

Synagogeforstanderen hørte ellers til det hold, som stillede mange kritiske spørgsmål til Jesus. Hvordan har det mon været at dreje 180 grader rundt - slippe kritikken og i stedet komme med hånden rakt frem og bede om hjælp?

Og kvinden - hun måtte slet ikke bevæge sig ud i offentlighed og blande sig i en stor mængde. På grund af sine blødninger blev hun betragtet som uren og levede under skrappe restriktioner. Hun måtte overhovedet ikke røre ved nogen og noget.

Hvis hun alligevel kom til f.eks. at røre ved et håndtag, skulle håndtaget vaskes af bagefter. Ellers blev alle andre urene, når de rørte ved det. Ja, det lyder jo nærmest som corona-smittefare. Det var nu ikke en farlig virus, man var bange for. Man var derimod overbevist om, at man blev beskidt på sjælen - og fik Gud på nakken, hvis man kom i nærheden af en syg.

Stakkels kvinde. Hun skulle egentlig holde sig for sig selv inden døre. Det havde hun nok også gjort meget af tiden i alle de mange år. Men nu havde hun altså alligevel vovet sig ud. Som en grå skygge kom hun listende - nærmede sig Jesus bagfra og rørte forsigtigt ved kvasten af hans kappe. En lille grå skælvende hånd rakte hun frem med det spinkle håb: Bare jeg rører ved hans kappe, bliver jeg frelst.

Jesus vendte sig om - så på hende og sagde: Vær frimodig, datter, din tro har frelst dig. Og kvinden var rask i samme øjeblik.

Selvfølgelig kan man hæfte sig ved den øjeblikkelige helbredelse - og blive misundelig, at det ikke sker for os. Man kan også hæfte sig ved, at Jesus uden forbehold tog imod dem begge to. De rakte deres hænder frem - og Jesus slog ikke hånden af dem.

Jesus viser os på den måde, hvordan Gud er. Vi må komme til Gud. Vi må komme, som vi er. Vi må gerne forstyrre Gud. Gud er ikke berøringsangst og sart. Vi må komme til ham, som vi er - og med alt det, der bekymrer os. Vi må række vores hænder frem imod Gud som tomme skåle - og bede Gud fylde dem. Og vi må tro på, at Gud lader sig afbryde og hører på os - og hjælper os - som det nu er hans vilje.

Jesus lod sig afbryde. Han er ikke kun et billede på Guds væsen. Han er også et forbillede for os. At vi også skal være parate til at lade os afbryde og berøre af andre, som har brug for os. Og række vore hænder frem for at hjælpe.

Mens Jesus stod stille og talte til kvinden, stod synagogeforstanderen nok og trippede utålmodigt. De var jo allerede i fuld gang med af forberede begravelsen derhjemme. Fløjtespillerne og naboerne var allerede mødt op. De døde skulle begraves inden solnedgang samme dag, så vidt det var muligt. Sådan var reglerne. Bare Jesus nåede frem, før det var for sent.

Men endelig kom Jesus da hen til synagogeforstanderens hus.
Jesus sendte folk væk. Han sagde: Gå væk! Pigen er ikke død, hun sover! De rystede sikkert på hovedet, da de gik. Troede Jesus virkelig selv på, at pigen kun sov?

Jesus var ikke naiv. Jesus vidste udmærket godt, at pigen var død. Men Jesus så på døden med Guds øjne. Set i Guds perspektiv er døden ligesom søvnen. Døden varer ikke ved. Gud vil lade os stå op fra de døde. Han vil vække os til evigt liv i sit Himmerige. Det ender godt.

Jesus gik hen til pigens seng. Der lå pigen - så fint gjort i stand - grå og bleg med lukkede øjne. Jesus tog pigens kolde hånd: 'Lille pige, jeg siger dig: Rejs dig op,' sagde han. Da åbnede pigen øjnene. Hun rejste sig op. Hun var i live.

Opvækkelsen af den døde pige var et lille glimt af påske - et tegn på de dødes opstandelse. Et tegn på Guds vilje og magt til at rejse os op fra de døde engang. Beretningen lyser som et lille blafrende påskelys her i novembers mørke. For at give os mod og tro:

Vi må befale vores veje til Gud, som vi skal synge om lidt. Lægge det hele i Guds hænder. Og så må vi tro på, at sygdom og død og alle mulige vanskeligheder ikke skiller os fra Guds kærlighed og vilje til at skabe liv. Vi må tro på, at når vores veje lukker, så har Gud alligevel og stadig en vej. Selvom vi ikke kan se det. Vi skal ikke give op eller miste håbet. Vi skal blive ved med at række vore hænder frem mod Gud.

Og engang bliver det påske og opstandelse - også for os. Det ender godt. Amen

- God søndag og Guds fred
Venlig hilsen Gunvor
Flere andagter
Prædiken i Ejlby Kirke 16. januar 2022
Søndag 16. januar 2022
Prædiken i Særslev Kirke 2. januar 2022
Søndag 02. januar 2022
Prædiken Nytårsdag 2022
Lørdag 01. januar 2022
Prædiken 2. Juledag 2021
Søndag 26. december 2021
Prædiken Juledag 2021
Lørdag 25. december 2021
Prædiken Juleaften 2021
Fredag 24. december 2021
Kirkekalender
Søndag 23. januar
3. søndag efter Helligtrekonger
Særslev:
Ejlby:
Melby:10.30
Ved Gunvor Sandvad
Se flere datoer

Arrangementer
Vintermøde
Søndag 23. januar kl. 14.00 i Særslev Kirke
Johs. Nørregaard Frandsen, professor, holder foredrag om: Den moderne H. C. Andersen Foredrage....
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 16. januar 2022
Prædiken i Ejlby Kirke 16. januar 2022 2. søndag efter Hellig tre konger v. sognepræst Gunvor Sa....
Læs mere
Prædiken i Særslev Kirke 2. januar 2022
Prædiken i Særslev Kirke 2. januar 2022 Hellig tre kongers søndag v. sognepræst Gunvor Sandvad....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Julehilsen fra Gunvor
Julehilsen fra Gunvor ....
Læs mere
Referat
Referat af møde 1. december 2021. Referatet kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående lin....
Læs mere
Kommende møder:
08. februar 2022 kl. 19.00
02. marts 2022 kl. 19.00
06. april 2022 kl. 19.00
02. maj 2022 kl. 19.00
02. juni 2022 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Kirkegårdene
Kirkegårdene Der er sket store forandringer på vore kirkegårde det seneste par år. Der er blevet....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring