Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 9. oktober 2022
17. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Markusevangeliet kap. 2, vers 14-22

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus' søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham.

Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?«

Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.«

Johannes' disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes' disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?«

Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste.

Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« 



Prædiken:

Der findes en lille anekdote om to mænd, som lå på samme hospitalsstue. De havde begge to sygdom i det ene ben - og det gjorde forfærdelig ondt. Læger og sygeplejersker kom af og til ind på stuen. De skiftede forbindinger - de trykkede og mærkede på begge mænds syge ben. Den ene mand sagde 'Av, av, av' og jamrede af smerter, bare de rørte det mindste ved hans ben. Den anden sagde ikke en lyd, når de rørte ved hans ben. Han havde ovenikøbet overskud til at smile!

På et tidspunkt, hvor de to var alene på stuen, spurgte ham, der havde så ondt og jamrede sig, den anden: 'Sig mig: Gør det slet ikke ondt i dit ben, når de rører ved det? Du smiler bare og siger ikke engang 'av'!

Den anden svarede: 'Helt ærligt. Tror du virkelig, at jeg er så dum, at jeg stikker det syge ben frem? Det ville da gøre alt for ondt. Nej, jeg stikker altid det raske ben frem, når lægerne og sygeplejerskerne er i nærheden!'

Så er historien ikke længere. Men vi kan jo hver især tænke videre over, hvad vi kan lære af historien og hvem af de to mænd, der gør det dumme og hvem, der gør det kloge? Er det ham som stikker sit raske ben frem? Eller er det ham, som stikker sit syge ben frem - selv om det gør forfærdeligt ondt?

På den korte bane er det måske klogest at stikke det raske ben frem. Altså passe på sig selv og undgå at udsætte sig for det, der gør ondt. Men i det lange løb er det måske alligevel klogest at stikke det syge ben frem. Så der kan blive gjort noget ved det. Selvom det gør ondt.

Hvad der klogt eller dumt afhænger vel også af, hvem man er står overfor? Hvis det er lægen eller sygeplejersken, er det vel meget fornuftigt at lade dem se og røre ved det syge ben.

Ja, I må selv tænke videre på historien. Jeg fortalte den, fordi en af de vigtigste sætninger i dagens evangelium, er at Jesus siger:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Jesus kunne også have sagt sådan:

De raske har ikke brug for mig som læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at invitere de perfekte og fejlfri. Jeg er kommet for at invitere dem, der ikke er perfekte og ikke er fejlfri.

Dem, der ved med sig selv, at selv om de gjorde deres bedste - så har de alligevel mellem år og dag sagt og gjort noget, de ikke skulle have sagt eller gjort. Det er dem, der har fejlet, jeg kalder og inviterer.

Jeg tror, at Jesus mente noget i den retning, da han sagde:

De raske har ikke brug for læge, det har de syge.
Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.

Det var et svar til farisæerne. De var forargede og sure over, at Jesus spiste sammen med tolderen Levi og hans tolderkollegaer. De var forargede over, at Jesus overhovedet satte sine fødder i Levis hus. Levi var nemlig en landsforræder, der arbejdede for fjenden. Han indkasserede told til romerne.

Selvom Levi sikkert tjente gode penge, betalte han alligevel en høj pris. Mange kunne ikke lide ham. Måske var han også selv blevet led og ked af den situation, han havde bragt sig selv i.

Levi stak sit syge ben frem til lægen Jesus - for nu at blive i anekdotens billede. Han var klar over, at hans liv var sygt. Hans måde at leve på trængte til behandling. Da Jesus stod foran toldboden og sagde: 'Følg mig!' har Levi nok oplevet det som en enestående chance for at få lov til at begynde på en frisk.

Det var ingen lappeløsning, Jesus tilbød ham. Det var et radikalt opbrud og en ny begyndelse helt fra bunden af. Det har måske revet i Levi og gjort ondt at rejse sig fra toldboden og forlade den sikre indtægt. Det gør ondt at række sit syge ben frem. Men toldboden var også blevet Levis fængsel. Jesu kald: 'Følg mig' var en åben dør ud af fængslet.

Farisæerne blev forargede over Jesus. De kunne ikke få øje på glæden og befrielsen ved, at Jesus henvendte sig til de fejlfulde i stedet for at omgås de perfekte.

Faktisk tror jeg også, at man først kan få øje på glæden og befrielsen i det øjeblik, at man tør stille sig ved siden af Levi og erkende, at jeg er ikke så forskellig fra ham endda.

Titlen 'synder' passer også på mig. Jeg har også brug for Guds tilgivelse. Også i mit liv er der noget sygt, som trænger til helbredelse fra lægen Jesus. Hvis jeg kunne leve mit liv om, ville jeg gøre noget af det anderledes.

Når vi tør stille os ved siden af Levi, er vi på det sted, hvor vi kan høre glæden i beretningen om Jesus og Levi. Glæden er, at ingen er for dårligt et menneske til, at Jesus vil komme til ham eller hende. Glæden er, at rækkevidden af Guds tilgivelse er større, end alt det vi har gjort forkert. Glæden er, at Gud tilgiver os alt, hvad vi fortryder og beder om tilgivelse for.

Gud sendte Jesus til verden som en læge, der kommer alle i møde, der har et eller andet, der gnaver i den dårlige samvittighed. Hans kald og invitation er: 'Følg mig!'

Følg Jesus og tag imod tilgivelsen. Følg Jesus og lev efter hans ord og eksempel i hverdagen. Lad os prøve, om vi ikke kan gøre det lidt bedre.

Om lidt holder vi nadver. Nadverbordet er åbent. Hver og en af os er inviterede. Det er ligesom den dag i Levis hus. Jesus er med ved bordet, og vi nyder et måltid sammen: Lidt brød og vin eller saft, som Gud velsigner til Kristi legeme og blod. Gemt i disse gaver ligger Guds tilgivelse af vores synder. Amen.

God søndag og Guds fred
Prædiken i Melby Kirke 26. marts 2023 Prædiken i Særslev Kirke 12. marts 2023 Prædiken i Ejlby Kirke 5. marts 2023 Prædiken i Melby Kirke 19. februar 2023 Prædiken i Særslev Kirke 12. februar 2023 Prædiken Ejlby Kirke 5. februar 2023