Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 5. marts 2023
2. søndag i fasten
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Matthæusevangeliet kap. 15, vers 21-28
(fra den autoriserede bibeloversættelse 1992)
 
Jesus gik bort derfra og drog til områderne ved Tyrus og Sidon. Og se, en kana'anæisk kvinde kom fra den samme egn og råbte: »Forbarm dig over mig, Herre, Davids søn! Min datter plages slemt af en dæmon.«

Men han svarede hende ikke et ord. Og hans disciple kom hen og bad ham: »Send hende væk! Hun råber efter os.«

Han svarede: »Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.« Men hun kom og kastede sig ned for ham og bad: »Herre, hjælp mig!«

Han sagde: »Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde.« Men hun svarede: »Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.«

Da sagde Jesus til hende: »Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.« Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.
  
Prædiken:

'Der må være en grænse,' siger man. Og det er der. Der er en grænse for alt: Der er en grænse for, hvad man kan overkomme og har kræfter til. Der en grænse for, hvad man har råd til. Der er en grænse for, hvad man vil være med til.

Det hører med til at passe godt på sig selv, at man kender sine grænser. Ligesom det hører med til at passe godt på andre, at man kan mærke deres grænser og respekterer dem.

Alligevel sker det, at vi kommer til at overskride hinandens grænser. Ligesom det sker, at vi flytter vores egne grænser.

Jesus flyttede sine egne grænser, da han mødte den kanaanæiske kvinde: Hun var gået hjemme fra sin syge datter og opsøgte Jesus. Hun bad til ham - indtrængende og bønfaldende. Om han dog ikke ville hjælpe hendes pige, så hun kunne blive rask.

Jesus var afvisende i første omgang. Han satte en grænse for sit virke: Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus, sagde han. Og dem hørte hun ikke til - for hun var kanaanæer og hørte ikke til Israels hus.

Men nu er det jo sådan, at nød bryder alle love. Og nøden var stor - for hendes datter var syg. Når Jesus nu havde magt fra Gud til at helbrede syge - så måtte han altså gøre en undtagelse - og hjælpe hende. Det var jo hendes elskede datter, det handlede om! Så kvinden pressede på og kastede sig ned for Jesus og bad: Herre, hjælp mig.

Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde sagde Jesus til hende. Men kvinden greb sætningen i luften. Hun svarede, at de små hunde også hører til i familien. De små hunde æder smulerne, der falder ned fra bordet. Sådan ventede hun på, at Jesus ville give hende bare en smule af sin livgivende kraft fra Gud.

Da var det som om, at Jesus så hende. Han så nøden i hendes øjne. Han så hendes tro. Jesus svarede: 'Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil'. Og i samme øjeblik blev hendes datter rask.

Det er stort, at pigen blev rask. Og det er også stort, at Jesus i længden ikke kunne være uberørt at kvindens fortvivlelse og indtrængende bønner. Jesus var ikke ubøjelig og stod fast. Han blev bevæget. Han bøjede sig. Han flyttede sine grænser og ændrede holdning.

Fra da af var Jesus klar over, at han var sendt til alle mennesker og ikke kun til jøderne. Der er brød nok - velsignelse nok - tilgivelse nok til alle mennesker. Jesus er frelser og Gud for alle mennesker. Guds rige når til jordens ender. Han er med os alle dage indtil verdens ende.

Det er også lidt provokerende, at Jesus flyttede sine grænser. For hvis ikke engang Guds Søn står fast og ved, hvad han egentlig mener - hvor er vi så henne?

På den anden side: Tænk sig at vi har en Gud, der hverken er hård som sten eller principfast. Tænk sig, at vi har en Gud, der lytter og bliver berørt at menneskers nød og flytter sig.

Så giver det jo mening at bede til Gud. Og at blive ved med at komme til Gud med alt, hvad vi bekymrer os for og gerne vil have at hjælper os med.

I en anden sammenhæng, sagde Jesus:
Bed, så skal der gives jer;
Søg, så skal I finde;
Bank på, så skal der lukkes op for jer.

Jesus hørte på kvinden og hjalp hende. Sådan viste Jesus, at Gud hører os, når vi beder - og hjælper - før eller siden. Gud hjælper, på den måde som Gud nu vil det - og som han ser er bedst. Og det er ikke altid at vi kan se det - eller forstå det. Men vi må stole på, at Gud hører os og gør det, han ser, er bedst. Gud lytter og bliver berørt og flytter sig af menneskers nød.

Kvinden er et forbillede, fordi hun ikke gav op, men blev ved med at bede. Men også Jesus er et forbillede: Fordi han flyttede sig, da nøden kom tæt på. Når nøden banker på - er der sådan set kun to muligheder: Enten ser man den anden vej - eller også gør man noget.

Når andres nød kommer tæt på, vil de færreste kunne se den anden vej. Måske er det sådan, fordi vi kan spejle os i den andens øjne og se, at det lige så godt kunne være mig selv, der var i en situation, jeg ikke kan klare alene. Nød, afsavn og sorg kalder på at blive delt i et fællesskab. Det er for tungt at bære alene. Når andres nød kommer tæt på, flytter man sine grænser.

Hvad var det dog der skete?
Mit hjerte frosset hårdt som kvarts
må smelte ved at se det.
 
Sådan begynder Kaj Munks sang om Den Blå Anemone. Sangen fylder 80 i år.



Den blå anemone er en lille uanselig blomst, der samtidig spejler hele himlens blå. Den dukker op i det tidlige forår, mens blæsten stadig er bidende kold.

Sangen blev skrevet i en håbløs tid - midt under krigen. Men den blå anemone føder en evighed af håb. Og i håbet er der kræfter og mod - opstand og tro.

Så bøjer jeg mig da mod jord
og stryger ømt dit silkeflor,
en flig af nådens trone.
Du lille anemone,
hvor er vor skaber stor!

Amen

God søndag og Guds fred
Prædiken i Melby Kirke 26. marts 2023 Prædiken i Særslev Kirke 12. marts 2023 Prædiken i Melby Kirke 19. februar 2023 Prædiken i Særslev Kirke 12. februar 2023 Prædiken Ejlby Kirke 5. februar 2023