Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 26. maj 2024FDF Særslev fejrer 60 års jubilæumTrinitatis søndagv. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente - Matthæusevangeliet kap. 28, vers 16-20De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde:
»Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.«
Prædiken:Jeg vil fortælle om et billede her i Den store lille Bibel. Billedet her viser disciplene, efter at Jesus er stået op fra de døde. Jesus har lige vist sig for disciplene. Jesus sagde til dem, at de skulle fortælle om ham til alle mennesker i hele verden. Han sagde også, at de skulle døbe de andre med den kristne dåb.
Prøv at se disciplenes ansigter. De er glade. De har gå-på-mod. De er i fuld gang med at pakke taskerne. Det er bare med at komme i gang og komme afsted. Der er brød og saft på bordet. Det er nadveren, som giver os nyt mod.
Der er nogle små streger ud fra deres hoveder. Det skal vise, at Jesus har fyldt dem med Helligånd og mod. De siger måske ligesom Pippi Langstrømpe:
Det her, har jeg ikke prøvet før - så det er jeg helt sikker god til det.Måske er det Jesus, der står her? Han giver en af dem et håndtryk og et klap på skulderen - og siger:
Du kan godt. Og jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Du er ikke alene.Og ved I hvad? Disciplene gjorde det. Og de gjorde det rigtig godt. De tog afsted og fortalte om alt det, som de havde oplevet sammen med Jesus.
De døbte - og efter dem, kom der andre og nye til. Nogle skrev disciplenes øjenvidneberetninger ned. Det blev til de fire evangelier i Bibelen, som vi har glæde af at høre et lille stykke fra hver eneste søn- og helligdag. Nogle døbte. Nogle brugte deres hænder, ideer og evner til at hjælpe andre - og fortalte med alt det gode de gjorde, om hvad Jesus lærte os: Vi skal se med kærlighedens øjne - og passe godt på alt det og alle dem, som Gud har skabt.
2000 år gået - og historierne om Jesus og hvad han sagde og gjorde, bliver stadigvæk væk fortalt og givet videre. Her oppe i hjørnet for enden af vejen - er der tegnet en dansk landsbykirke. Måske er det Særslev kirke? Nu er det nemlig vores tur til at høre om Gud og Jesus - og give det hele videre. Vi duer til det - og vi kan godt. Der er nemlig mange måder at gøre det på - så der er helt sikkert også en måde som lige passer til hver eneste af os:
Der er forældre, som beslutter, at deres barn skal døbes. Nogle er gudfar eller gudmor og bærer barnet til dåb. Nogle sidder med børnebibelen og læser højt. Nogle bygger bål og laver FDF-aktiviteter - hvor alle må være med. Og når vi er med, vokser vi et par centimeter - og opdager, at vi godt kan! Også det, vi måske tvivlede på, om vi faktisk kunne.
Budskabet til os dag er enkelt og ligetil:
Tak Gud, for alle de mange mennesker før os, der har løftet og båret. Så også vi fik en kirke og et FDF-kredshus at høre til i. Tak for alle dem, der har vist os vejen.
Nu er stafetten givet videre til os. Nu er det vores tur. Vi skal give alt det videre, som vi har fået.
Jesus er her - selvom vi ikke kan se ham. Han er her og han velsigner os. Han giver os et klap på skulderen og et håndtryk og siger:
Du kan godt - Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.Vi løfter og vi bærerdet lette og det sværeog Gud bærer med.Sammen går vi afstedhånd i hånd i håndfra evighed til evighed.Amen.
God søndag og Guds fred.Tillykke med 60 års jubilæum til FDF Særslev.
Flere andagter