Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 25. august 2024
13. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Matthæusevangeliet kap. 20, vers 20-28:
(fra Bibelen 2020)

Så kom Jakob og Johannes' mor hen til Jesus med sine to sønner. Hun faldt på knæ for ham og ville bede ham om noget. 'Hvad vil du?' spurgte han hende, og hun svarede: 'Lov mig, at du giver mine sønner de to vigtigste pladser i regeringen, når du bliver konge.'

'I ved ikke, hvad I beder om,' svarede Jesus. 'Er I parat til at dø for sagen ligesom mig?' 'Ja, det er vi,' svarede de.

Han svarede: 'Det kommer I også til, men det er ikke mig, der bestemmer, hvem der skal have de vigtigste pladser. Det er min far, der afgør det.'

Da de ti andre disciple hørte det, blev de rasende på de to brødre. Men Jesus kaldte dem sammen og sagde:

'I ved, hvordan dem, der leder et land, hersker og bestemmer over deres folk, og hvordan de store bruger deres magt. Sådan skal det ikke være hos jer. Den, der vil være stor, skal være de andres tjener, og den, der vil være leder, skal være slave for de andre. På samme måde er jeg, Menneskesønnen, ikke kommet, for at andre skal tjene mig, men for selv at være tjener. Med mit liv skal jeg købe mange mennesker fri.'

Prædiken:

August er en måned, hvor mange begynder noget nyt. I dag begynder nogle af jer at gå til præst og forberede jer til at blive konfirmeret til foråret.

Når man begynder på noget nyt, er det vigtigt at begynde rigtigt - så man kommer godt fra start. Derfor har jeg taget min lille skattekiste med. Det er en helt speciel skattekiste. Der er en hemmelighed i den. I skattekisten er der et billede af noget, som Gud synes er rigtig meget værd - og som Gud elsker højt.



Lige straks sender jeg skattekisten rundt. Men I må altså ikke røbe hemmeligheden, hvad der er i skattekisten. Man åbner låget og kigger - siger ingenting - lukker låget igen og sender skattekisten videre til den næste. Værsgo og kigge - se det, som Gud synes er rigtig meget værd - og som Gud elsker højt.

....

Budskabet i skattekisten er: Gud synes du er rigtig meget værd.

Gud elsker dig højt - eller sagt helt kort: Gud elsker dig.

Gud elsker dig. Punktum. Punktummet er vigtigt. Tit forestiller vi os nemlig, at vi skal opfylde nogle betingelser først. F.eks. Gud elsker mig, hvis jeg er sød og rar. Gud elsker mig, hvis jeg gør det rigtige - og ikke laver fejl og heller ikke gør nogen kede af det. Men der er ingen hvis-er hos Gud. Gud elsker dig og mig, uden at stille betingelser. Han elsker os, som vi er. Punktum.

Vi kan altid bede til Gud. Vi kan bede med vores egne ord og sige lige, hvad vi vil, til Gud. Vi kan også bede den fælles bøn Fadervor. Fadervor kommer fra Jesus. Jesus lærte sine disciple at bede Fadervor. Siden hen er Fadervor blevet givet videre fra det ene land og sprog til det næste - fra den ene generation til den næste - gennem to tusind år.

Det første ord 'Fadervor' husker os på, at Gud er vores Far i himlen. Gud er ikke en fjern og ophøjet autoritet, vi skal være bange for og nærme os forsigtigt. Gud må vi sige 'Far' til. Vi kan have tillid til, at Gud er parat til at lytte til os - og at Gud elsker os, uanset hvordan det går i vores liv. Om vi får succes eller nederlag - om vi er gode mennesker - eller mindre gode. Guds dør er altid åben. Det handler denne søndags to bibeltekster om:

Prøv at se på altertavlen. Vi ser, at Jesus hænger på korset. Han døde på korset og blev taget ned og begravet i en klippehule. Det skete langfredag.

Men om søndagen - påskedag - stod Jesus op fra de døde. Jesus viste sig - levende og virkelig - for nogle af de kvinder og mænd som havde fulgt ham i lang tid. De havde hørt alt det, som Jesus fortalte om Gud - og de havde set ham gøre store undere. Da de nu så Jesus igen - levende, var de ikke længere i tvivl: Jesus var og er noget helt særligt: Guds søn - verdens frelser - sendt til os fra Gud. Budskabet spredte sig som ringe i vandet - flere og flere kom til at tro på ham og kaldte sig kristne. Sådan blev kirken til.

Kirken fik også fjender. En af de værste hed Saul. Han var overbevist om, at Gud ville sende en frelser. Men han troede ikke på, at det kunne være Jesus. Derfor besluttede Saul at rejse rundt og jagte de kristne og sætte dem i fængsel. Intet kunne stoppe ham. Eller det troede han i hvert fald:

For en dag, Saul var på vej til byen Damaskus, skinnede et skarpt og blændende lys pludselig ned fra himlen. Han faldt om på jorden - og da han kiggede op, så han Jesus, der kiggede ned fra himlen på ham:

'Saul, Saul,' sagde Jesus, 'hvorfor forfølger du mig? Rejs dig, og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.'

Lyset havde været så skarpt, at Saul ikke kunne se bagefter. I tre dage var han blind og bad til Gud. Så blev Saul døbt og skiftede navn til Paulus - og nu kommer pointen: Ingen smed Paulus ud - hverken Gud eller mennesker. Jesus tilgav ham. Og Paulus fik synet igen - og rejste videre og brugte resten af sit liv på at fortælle, at Jesus er Guds søn og verdens frelser.

Pointen er: Gud og Jesus kan bruge os - på trods af, at vi sommetider tager helt fejl - og gør det helt forkerte. Og det gælder stadig - og det gælder også for os.

Vi hørte et par linjer fra et brev, som Paulus skrev til sin gode ven Timotheus. Brevet er nu en del af Bibelen. Paulus skrev:

Jeg er taknemmelig for, at Jesus Kristus har haft tillid til mig... Det passer virkelig, at han kom til verden for at frelse dem, der sætter sig op mod Gud. Jeg var selv den værste af dem alle sammen, men Jesus Kristus hjalp mig.

Kirken er ikke for de fejlfri. Fejlfri mennesker findes nemlig ikke. Kirken er for alle os, som ind imellem kommer til at gøre det forkerte. Alligevel åbner Gud døren for os, tilgiver og giver os en ny chance for at være noget for hinanden - tjene hinanden.

Hvad får vi så i løn for det? Vi får glæden ved at kunne bruges og være noget for andre. Vi får igen og igen at høre, at vi har en plads i Guds hjerte. Vi er Guds børn her på jorden - og engang i Himlen.

Men det var ikke nok for de to disciple Johannes og Jakob. De kom sammen med deres mor hen til Jesus - og bad om at få de vigtigste pladser - nok både på jorden og i Himlen. Jesus rystede på hovedet og svarede:

Den der vil være stor, skal være de andres tjener. På samme måde er jeg, Menneskesønnen, ikke kommet, for at andre skal tjene mig, men for selv at være tjener. Med mit liv skal jeg købe mange mennesker fri.'

Lad os være som ham - og tjene hinanden.

Amen.

God søndag - og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Ejlby Kirke 9. februar 2025 Prædiken i Melby Kirke 2. februar 2025 Prædiken i Ejlby Kirke 26. januar 2025 Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025 Prædiken Helligtrekongers søndag 2025 Prædiken Nytårsdag 2025
Kirkekalender
Søndag 16. februar
Septuagesima søndag
Særslev:-
Lukket
Ejlby:
Melby:09.00
Ved Camilla Valentinussen Hou
Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
Torsdag 13. februar
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 9. februar 2025
Prædiken i Ejlby Kirke 9. februar 2025 Sidste søndag efter helligtrekonger v. sognepræst Gunvor ....
Læs mere
Prædiken i Melby Kirke 2. februar 2025
Prædiken i Melby Kirke 2. februar 2025 4. søndag efter helligtrekonger v. sognepræst Gunvor Sand....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 6. februar 2025. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående l....
Læs mere
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 15. januar 2025. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående l....
Læs mere
Kommende møder:
11. marts 2025 kl. 18.30
02. april 2025 kl. 18.30
01. maj 2025 kl. 18.30
03. juni 2025 kl. 18.30
13. august 2025 kl. 18.30
04. september 2025 kl. 18.30
07. oktober 2025 kl. 18.30
05. november 2025 kl. 18.30
04. december 2025 kl. 18.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring