Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 1. september 2024
14. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Johannesevangeliet kap. 5, vers 1-15

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider fór Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.

Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask?« Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.« Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå!« Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre.« Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå.« De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå?« Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet.

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre.« Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Prædiken:



I søndagens tre bibellæsninger har vi nu mødt nogle mennesker, som livet gør ondt for:

Først hørte vi fra Salmernes Bog: Et fortvivlet menneske beder til Gud - og begynder med at spørge: Hvor længe har jeg igen? For livet er ikke længere til at holde ud. Men så alligevel sker der en forandring i løbet af bønnen. Den fortvivlede får en lille smule håb - og siger: Mit håb står til dig, Gud.

Det er det første, vi kan tage til os i dag: Bed - også når du har det værst. Sig det til Gud! Der er ingen censur - alt kan siges til Gud. Og så er det jo op til Gud, hvordan han vil svare. Jeg tror, det er Guds svar, når man får en lille smule håb.

Derefter lyttede vil til Paulus' brev til sin ven Timotheus. Paulus var kommet i fængsel, fordi han prædikede om Jesus Kristus. Jeg lider ondt, ja er i lænker som en forbryder, skrev Paulus til sin ven. Dog Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, fortsatte han.

Paulus giver os også noget, vi kan tage til os: Paulus holdt ud.

Han blev ved med at stole på Gud, selvom han fik mange hug fordi han var kristen. Paulus stolede på, at Gud ville holde fast i ham - også hvis det skulle ske et tidspunkt, at han alligevel ikke kunne klare presset mere: Paulus skrev om Gud: Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv, kan han ikke. Det er virkelig trøsterigt - Gud bliver ved med trofast at holde fast i os - også når vores tro glipper.

Endelig hørte vi om, at Jesus kom til Betesda Dam i Jerusalem. En masse syge mennesker lå rundt om dammen og ventede på at blive rask ved et mirakel, når Guds engel rørte vandet.

På Jesu tid havde syge ikke ret meget andet at håbe på, end et mirakel. Vi må virkelig sige Gud tak for alt det, som nutidens læger kan gøre for os, når vi bliver syge.

Én ting er alligevel stadig ligesom dengang: Nemlig at syge mennesker venter. Man venter på næste behandling - venter på, at behandlingen virker - venter på næste undersøgelse og næste lægesamtale. Man venter på at blive rask - venter og venter.

Tålmodigheden bliver udfordret - og ind imellem orker man næsten ikke vente længere. Man svinger mellem håb og fortvivlelse - og uvished, hvordan det hele vil gå? Det kalder man meget rammende for 'ventesorg'.

Derfor har syge brug for medmennesker. Når man er syg, er man så alene: Alene med den krop, der er noget galt med. Alene med smerterne. Alene med de mange bekymrede tanker. Derfor har man brug for andre mennesker. Nogen, der vil være hos en - lytte og støtte - hjælpe med det praktiske. Nogen der vil være med til at bære det, der ikke er til at bære alene.

Jesus stoppede op ved en mand, der havde ligget ved Betesda Dam i 38 år. 38 år er virkelig lang tid. Tænk lige et øjeblik over, hvor du var henne i livet for 38 år siden - den 1. september 1986?

Jeg tror, vi tænker ens: Der er godt nok gået meget vand i åen og sket meget, siden det var 1. september 1986.

Men for manden ved Betesda dam, havde dagene været temmelig ens i de 38 år. Han kunne ikke bevæge sig uden andres hjælp. Derfor tabte han hver eneste gang i kapløbet om at komme først ned i dammen, når vandet bevægede sig.

Netop ved ham, der altid tabte, standsede Jesus og spurgte: 'Vil du være rask?' Jesus havde medmenneskelig respekt. Jesus så ham ikke bare som et offer, en stakkel, en tilfældig skæbne. Han så ham som et ligeværdigt medmenneske. Jesus behandlede ham med respekt. Han handlede ikke hen over hovedet på ham, men spurgte respektfuldt: 'Vil du være rask?'

'Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen,' svarede manden. Så sagde Jesus: 'Rejs dig, tag din båre og gå!'. Manden rejste sig op. Han kunne gå. Han var helbredt.

Vi får nok aldrig noget klart svar på, hvorfor Gud tillader, at nogle mennesker rammes så hårdt af sygdom. Men Jesus gav et andet svar: Har du ikke noget medmenneske? Jamen, det er jeg. Jeg er dit medmenneske - din ven - din bror, siger Jesus til manden og til os, når vi føler os lige så alene og forladte som han: Rejs dig! Rejs dig op til livet. Tag din båre - bær din egen byrde - og bær med på andres byrder.

Gud sender os nemlig til hinanden. Sådan kommer Guds hjælp og velsignelse for det meste til os. Gud kalder og sender os, for at vi skal hjælpe hinanden og bære med på hinandens byrder. Det er Guds sædvanlige måde at hjælpe på. Miraklerne er det usædvanlige.

Nu er du blevet rask, synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre! sagde Jesus bagefter til manden. Hvad mon Jesus mente og tænkte på? Jeg ved det ikke rigtig.

Men sikkert er det, at manden kom til at synde - ligesom vi også gør. Vi synder hver gang, at vi glemmer Gud og glemmer hinanden. Derfor kom Jesus tilbage til Jerusalem igen. Jesus blev korsfæstet og døde - for derigennem at sone vores synd - og åbne en dør til Guds evige Himmerige - så vi må gå derind, selvom vi er syndere. Også sådan er Gud trofast og barmhjertig.

Vi skal slutte i dag med at synge salmen: 'Tak Gud, for denne lyse morgen'. Den handler om alle de små glimt af godhed. Netop når livet gør ondt, er de små glimt endnu mere betydningsfulde: Et besøg - en hjemmelavet æblekage - et par venlige ord.

Gud er med os i alt, hvad der sker. Også når det hele ramler og ser håbløst ud. Gud viste det i Jesus. Jesus gav Guds barmhjertighed ansigt og stemme. Tak Gud, du for din trofasthed - og tak fordi du holder fast ved os!

Amen

God søndag - og Guds fred
Prædiken i Melby Kirke 19. januar 2025 Prædiken Helligtrekongers søndag 2025 Prædiken Nytårsdag 2025 Prædiken Julesøndag 2024 Prædiken 2. Juledag 2024 Prædiken Juledag 2024