Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 29. september 2024
18. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Johannesevangeliet kap. 15, vers 1-11

Jesus sagde: »Jeg er det sande vintræ, og min fader er vingårdsmanden. Hver gren på mig, som ikke bærer frugt, den fjerner han, og hver gren, som bærer frugt, den renser han, for at den skal bære mere frugt. I er allerede rene på grund af det ord, jeg har talt til jer. Bliv i mig, og jeg bliver i jer. Ligesom en gren ikke kan bære frugt af sig selv, men kun når den bliver på vintræet, sådan kan I det heller ikke, hvis I ikke bliver i mig. Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. Den, der ikke bliver i mig, kastes væk som en gren og visner; man samler dem sammen og kaster dem i ilden, og de bliver brændt. Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed om, hvad I vil, og I skal få det. Derved herliggøres min fader, at I bærer megen frugt og bliver mine disciple. Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed. Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed. Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.«

Prædiken:



Jeg er det sande vintræ - min fader er vingårdsmanden - og I er grenene, siger Jesus i dagens evangelium. Jesus bruger en vinstok med vinranker som et billede på sig selv og os i ham.

Jeg er vintræet, I er grenene, siger Jesus. Så tæt er vi forenet med ham: Lige så tæt forenet, som grene er med deres stamme. Lige så tæt forenet er vi med Jesus - og Gud.

Vi lever vores liv som grene på Jesus - det sande vintræ. Kraften fra Jesus strømmer igennem os. Denne kraft er Helligånden. Det er Helligånden, som virker i os og gør os i stand til at bære frugter: Kærlighed, Tro og Håb, - Tålmodighed, Godhed og Trofasthed - Fred, Mildhed og Selvbeherskelse. Det var så lige en stribe store ord frit citeret fra Paulus.

Hvis det skal lidt mere ned på jorden - og blive mere konkret: Så er frugterne i vores liv: At vi siger og gør det, som skal til og som andre har brug for, til rette tid. Så godt som vi nu kan. Kraften og inspirationen dertil kommer fra Helligånden. Helligånden, som er Guds kraft, kærlighed og ånd, virker i os.

For at gøre det her lidt mere forståeligt, bruger Jesus billedet af et frugttræ - stammen og dens grene:

Vi skal forestille os, hvordan det er at være en gren på et træ. Det er nok lidt svært at forestille sig - men prøv alligevel:

En gren begynder sit liv med at være et lille sideskud. Med to lysegrønne blade, der stritter ud i hver sin retning. Hvor herligt at sidde der på stammen den lange, lyse sommerdag og vifte med sine to blade. Hele tiden strømmer næring, vand og kraft fra stammen ud i det lille sideskud.

Næste forår er sideskuddet vokset og blevet til en gren med flere småkviste og blade. Næste forår igen, vokser der hvide blomster på grenen - og om efteråret er der modne frugter at høste. Når det lykkes for grenen at bære frugt, er det ene og alene fordi grenen bliver ved med at være forenet med stammen. Grene visner, når de bliver adskilt fra stammen.

Det ved vi jo godt. Når vi plukker frugttræernes grene om foråret og sætter dem i vand, kan vi nyde de hvide blomster en uges tid. Men heller ikke ret meget længere. Så bliver grenen en vissen tør pind - og der kommer ingen frugter.

Selvom det er svært at forestille sig, hvordan det er at være en gren. Så har vi faktisk prøvet det. Vi kan bare ikke huske det længere.

Dengang vi var foster og lå inde i vores mors mave - da var vi sammenvokset med vores mor og modtog næring og ilt gennem navlestrengen. Ligesom en gren får næring fra stammen.

Så en dag blev vi født - og navlestrengen blev klippet over. Nu måtte vi klare os selv. Heldigvis har Gud lagt en enorm livsvilje i os mennesker lige fra vi er helt små: Jeg nyder at se de smås gudgivne gå-på-mod, når vi har babysalmesang: De knokler på for at fange sæbeboblerne og de farvestrålende tørklæder. De knokler på - og vi knoklede på, og vi lærte at stå på egne ben.

Og hvor er det godt! Det ville da også være noget værre indviklet rod - i bogstavelig forstand - hvis vi hele livet gik og var forbundet med navlestrengen til vores mor! Så tak til Gud for vilje og kraft til at stå på egne ben.

Men vi kan også drive det for vidt. Vi kan bilde os selv ind, at vi skal kunne klare os helt selv og uden Gud. Det er ikke meningen. Det er at gå for vidt.

Vi skal ikke forsøge på at leve uden Gud. Vi hænger sammen med Jesus og Gud, der er større end os selv. Bliv i mig - bliv i min kærlighed, siger Jesus. Lyt til hans ord, bed til ham og tag imod hans velsignelse - så bærer vi frugt. Ligesom vintræet.

Så kan man jo spørge: Hvorfor mon Jesus valgte et vintræ som billede? Stod han lige midt i en vinmark, og så faldt det ham bare ind? Eller er der en pointe? Jeg tror, der er en pointe:

Vintræet har en lille lav og knudret stamme - og frugterne hænger på lange ranker. Grenene snor sig, griber fat i hinanden og i alt, hvad der er muligt at klatre på.

Vintræet viser noget om troen og Guds kærlighed. Johannes skrev også: Ingen har nogensinde set Gud, men hvis vi elsker hinanden, bliver Gud i os, og hans kærlighed er fuldendt i os.

Guds kærlighed og Helligånd i os, gør, at vi kan folde os ud og bære frugt - leve med frihed og glæde - i fællesskab med hinanden. Vi har brug for at støtte os til hinanden og alt det, vi omgiver os med.

Vintræets frugter kan nås fra jorden. Og druerne hænger sammen som store klaser. Hver især er de ikke særligt prangende, men sammen danner de en smuk helhed.

Nu er det her jo genmanipulerede, kernefri druer. Det ødelægger symbolikken lidt. De gammeldags vindruer har kerner og er meget mindre. Selv den mindste lille drue har en kerne i sig. På den måde er hele vintræets kraft til stede i hver eneste lille drue. Det er et fint billede på, at Helligånden er i os. Helligånden gør, at der kommer frugter ud af vores liv.

Ikke nødvendigvis imponerende soloprojekter som for eksempel et stort orange græskar. Men dit og mit bidrag til fællesskabet - en lille drue i vindrueklasen. Netop det, der skal til. Min indsats ved siden af en andens. Glædens druer.

Jesus siger: Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre. - Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.

Amen.

God søndag og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Særslev Kirke 18. maj 2025 Prædiken ved konfirmation i Særslev Kirke 4. maj 2025 Prædiken i Særslev Kirke 27. april 2025 Prædiken i Melby Kirke og Særslev Kirke 20. april 2025 Prædiken i Melby Kirke 18. april 2025 Prædiken i Ejlby Kirke 17. april 2025

Kirkekalender

Onsdag 21. maj


Minikonfirmandgudstjeneste

Særslev Kirke kl. 18.00
Ved Gunvor Sandvad

Børn i 4. klasse kan gå til minikonfirmand 8 torsdage efter skole til kl. 15.30: Fra 20. marts til 15. maj. Vi er på opdagelse i Særslev kirke, høre bibelhistorier, synger, leger i Præstegårdshaven m.m. Man kan stadig nå at komme med. Ring eller skriv til Gunvor!

Vi slutter festligt med Familiegudstjeneste i Særslev Kirke onsdag 21. maj kl. 18.00. Bagefter er der familieløb i præstegårdshaven arrangeret af FDF Særslev. Vi får pølser, brød og kage m.m.



Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
Torsdag 22. maj
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 18. maj 2025
Prædiken i Særslev Kirke 18. maj 2025 4. søndag efter påske v. sognepræst Gunvor Sandvad Fra D....
Læs mere
Prædiken ved konfirmation i Særslev Kirke 4. maj 2025
Prædiken ved konfirmation i Særslev Kirke 4. maj 2025 2. søndag efter påske v. sognepræst Gunvor....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
National klokkeringning
Udskriftsvenlig PDF-fil ....
Læs mere
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 1. maj 2025. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående link.....
Læs mere
Kommende møder:
03. juni 2025 kl. 16.30
13. august 2025 kl. 16.30
04. september 2025 kl. 16.30
09. oktober 2025 kl. 18.30
05. november 2025 kl. 18.30
04. december 2025 kl. 18.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring