Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Melby Kirke 20. oktober 2024
21. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:
Lukasevangeliet kap. 13, vers 1-9:

På den tid kom nogle og fortalte Jesus om de galilæere, hvis blod Pilatus havde blandet med blodet fra deres offerdyr. Og han sagde til dem: »Mener I, at de var større syndere end alle andre galilæere, siden det gik dem sådan? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.

Eller de atten, som tårnet i Siloa styrtede ned over og dræbte - mener I, at de var mere skyldige end alle andre i Jerusalem? Nej, siger jeg, men hvis I ikke omvender jer, skal I alle omkomme ligesom de.«

Så fortalte han denne lignelse: »En mand havde et figentræ, som var plantet i hans vingård, og han kom og ledte efter frugt på det, men fandt ingen. Han sagde da til gartneren: I tre år er jeg nu kommet og har ledt efter frugt på dette figentræ uden at finde nogen. Hug det om! Hvorfor skal det stå og tage plads op til ingen nytte? Men han svarede: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år. Hvis ikke, kan du hugge det om.«

Prædiken:



'Hvorfor skulle det her lige ramme mig - ramme os?' sådan spørger vi mennesker, når vi pludseligt bliver ramt af sygdom, ulykke, ondskab: Hvorfor lige mig? Hvorfor lige os? Hvorfor lige nu? Hvorfor?

En flok rystede mennesker kom hen til Jesus. De havde lige været vidner til to frygtelige ulykker: Et tårn var styrtet sammen og flere blev dræbt. Pilatus havde udført en blodig massakre og dræbt flere. Hvorfor lige dem? Var de større syndere og værre end alle andre, siden det gik dem sådan? spurgte de rystede mennesker Jesus. Var det også lidt deres egen skyld?

Livet har nok også ramt og rystet os - hver især. Måske vi selv tænkte i samme retning, da vi selv blev ramt: Hvorfor lige mig? Hvorfor lige os? Hvorfor lige nu? Hvorfor?

Når man er ramt og ligger ned, kan man så nemt komme til at bebrejde sig selv for de fejl, man har lavet i årenes løb. Og tænke på alt det, som man burde have gjort i stedet. Og mon jeg så havde undgået den her sygdom eller ulykke?

Man kan også blive bange for Gud og spekulere på, om det er Guds straf - eller Guds hårde måde at lære mig noget på?

Det kan også være, at man bliver vred på Gud og synes, at Gud er urimelig: 'Det er simpelthen ikke retfærdigt, at jeg - at vi skal igennem det her. Det er bare ikke retfærdigt!'

Det befriende er, at Jesus giver os ret. Nej, det er ikke retfærdigt. Gudskelov er det ikke retfærdigt! Tænk engang, hvis det virkelig var retfærdigt, at netop du eller jeg blev syge eller kom ud for en ulykke? Det ville da være helt ubærligt, hvis det også var retfærdigt!

Nej, nej siger Jesus - flere gange. Sygdom og ulykker er ikke Guds retfærdige straf eller belæring. Hvis vi tror, at der er en sammenhæng mellem vores synder og de ulykker, som rammer os - så må vi tro om igen! Pointen er, at ingen af os får som fortjent. Hverken af det gode eller af det onde. Det er heller ikke retfærdigt, når vi får alt det gode her i livet. Det er en gave.

Vi skal opgive at finde svar på spørgsmålet: Hvorfor? Vi skal ikke lade de mørke tanker og spekulationer få magten i vores sind. Det er bedre at begynde at vande håbet, så håbet kan gro!

Omvend jer, siger Jesus. Det er første skridt. At omvende sig, er det samme som at vende sig mod Gud. Vi må rækker vores tomme hænder frem mod Gud - og bede ham om at komme til os, og give os liv fra kilder uden for os selv. I stedet for at spørge: 'Hvorfor, Gud?' skal vi hellere spørge: 'Hvad nu, Gud?'

Gud svarer og viser vejen frem på flere måder. Gud giver en tanke. Gud sår og vander et håb i hjertet, der hvor vi ikke troede, at der var mere at håbe på. Gud puster liv i de gamle ord fra Bibelen. Vi hører dem som Guds ord sagt netop til os i dag. For eksempel et par af versene i stykket fra Johannes' Åbenbaring, vi hørte før.

Jesus siger: Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i, og jeg ved, at du kun har svage kræfter og dog har holdt fast ved mit ord og ikke fornægtet mit navn... Jeg vil også bevare dig i prøvelsens time.... Jeg kommer snart. (Johannes´ Åbenbaring kap. 3, vers 8,10,11)

Døren er åben foran os - der er en vej frem. Der er et håb. Jesus går med os på vejen - og holder fast i os. Især da, når det er op ad bakke. Bibelverset bliver tit valgt som konfirmationsord: Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukket i.

Eller vi kan tage den lille lignelse til os, som Jesus fortæller i dag. Om vingårdsejeren og gartneren:

Vi skal forestille os en vingård rundt om et vinslot. Vinmarker med lange rækker af vinstokke og modne druer. I vingården står der også et figentræ - gammelt og knudret.

Gartneren passer det hele. Han holder af vinstokkene og det gamle figentræ. Han klipper og beskærer og binder op. Han vander og gøder. Han nusser om planterne, som var det hans egne børn.

En gang om året, kommer vingårdens ejer på inspektion. For ham er vingården mest en forretning, der skal være rentabel og give overskud. Hug det dog om! siger vingårdens ejer om det gamle figentræ. Det har jo ikke givet frugt i tre år.

Det giver et helt hug i gartneren, da vingårdens ejer siger: Hug det dog om - om figentræet uden figner. Men så ranker han ryggen og beder: Herre, lad det stå et år til, så skal jeg få gravet omkring det og givet det gødning. Måske bærer det så frugt næste år.

Sådan er Gud - sådan er Jesus, der fortalte historien. Gud er ikke hård og hugger til overfor os mangelfulde mennesker. Gud er tålmodig og barmhjertig. Ligesom en gartner, der holder hånden over selv det mest umulige træ - og fortsætter med at vande og gøde selv det.

Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig, sagde Jesus i en anden sammenhæng. (Lukasevangeliet kap. 6, vers 36)

Vi skal tage os af dem, der sidder i ulykke til halsen. Vi skal kigge ind hos dem, der sidder bag nedrullede gardiner med tunge spekulationer. Vi skal støtte og hjælpe vores næste og medmennesker. Og vi skal virkelig glemme alt om at lede efter deres fejl og mangler - og mulige skyld i, hvad der nu har ramt dem. Vi skal fokusere på være barmhjertige - praktisk og helt nede på jorden.

Vær barmhjertige, som jeres far er barmhjertig, sagde Jesus. Jeg har lukket en dør op for dig, som ingen kan lukke i.

Amen.

God søndag - og Guds fred
Flere andagter
Prædiken Alle Helgens Dag i Ejlby Kirke og Særslev Kirke Prædiken i Ejlby Kirke 6. oktober 2024 Prædiken i Særslev Kirke 29. september 2024 Prædiken til høstgudstjeneste i
Melby Kirke 15. september 2024
Prædiken i Særslev Kirke 8. september 2024
Kirkekalender
Søndag 10. november
24. søndag efter trinitatis
Særslev:09.00
Ved Camilla Valentinussen Hou
Ejlby:
Melby:
Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
Torsdag 14. november
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken Alle Helgens Dag i Ejlby Kirke og Særslev Kirke
Prædiken Alle Helgens Dag i Ejlby Kirke og Særslev Kirke Søndag 3. november 2024 v. sognepræst G....
Læs mere
Prædiken i Melby Kirke 20. oktober 2024
Prædiken i Melby Kirke 20. oktober 2024 21. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandvad....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Bekendtgørelse vedr. Menighedsrådsvalget 2024
Bekendtgørelse vedr. Menighedsrådsvalget 2024 I Særslev sogn skal der være afstemningsvalg til Me....
Læs mere
Bekendtgørelse af resultat af Menighedsrådsvalget 2024
Bekendtgørelse af resultat af Menighedsrådsvalget 2024 i Særslev-Ejlby-Melby Pastorat. Der er pr....
Læs mere
Kommende møder:
06. november 2024 kl. 19.00
03. december 2024 kl. 19.00

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring