Andagter & prædikener

Prædiken i Melby Kirke 2. februar 2025
4. søndag efter helligtrekonger
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Matthæusevangeliet kap. 8, vers 23-27

Jesus gik om bord i en båd, og hans disciple fulgte ham. Da blev der et voldsomt uvejr på søen, så båden skjultes af bølgerne. Men han sov. Og de kom hen og vækkede ham og sagde: »Herre, frels os! Vi går under!« Men han sagde til dem: »Hvorfor er I bange, I lidettroende?« Da rejste han sig og truede ad storm og sø, og det blev helt blikstille. Men folk undrede sig og sagde: »Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham?«

Prædiken:



Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham? spurgte folk forundrede. Det spørgsmål er på en måde overskriften for alle søndagene her i Helligtrekongerstiden: Hvem er han egentligt, Jesus, som blev født julenat? Hver eneste søndag er vi landet i det samme svar, som vi også får i dag: På den ene side er Jesus et vaskeægte og almindeligt menneske, ligesom vi er. På den anden side, er han guddommelig og så helt anderledes end vi. Sandt menneske og sand Gud i en og samme person.

Jesu menneskelighed er tydelig: Han faldt i søvn, så snart han var gået ombord i båden. Fordi han var træt - formodentlig. Lige før i Matthæusevangeliet, fortælles der, hvordan Jesus tog imod mange mennesker og hjalp dem - den ene efter den anden - til langt ud på aftenen. Og der kom hele tiden flere til. Til sidst foreslog Jesus disciplene, at de skulle sejle ud på søen. Han trængte vel til en pause. Han må virkelig have været træt. For han sov tungt og vågnede ikke, selvom det blæste voldsomt op og blev uvejr.

Prøv at se på billedet:

Alteret i vores kirke
Rønne Sogn

Det er altertavlen i Rønne Kirke på Bornholm - malet af Sven Havsteen Mikkelsen. Det er voldsom søgang - og virkelig farligt uvejr. De små blå skikkelser klamrer sig til rælingen i den lille bitte nøddeskal af en båd.

Jesus - manden i rødt - har rejst sig. Han vågnede, da de vækkede ham og bad: Herre, frels os vi går under! Og nu er det ham, som taler. Ikke til disciplene - men til stormen og søen.

Stormen og søen kender stemmen. De har hørt den før. De hørte stemmen første gang ved skabelsen. Dengang Gud skabte vandet - og satte en grænse for det og sagde: Hertil må du komme, ikke længere, her standser dine stolte bølger. (Jobs Bog kap. 38 vers 11)

Stormen og søen adlød straks, da de hørte Guds stemme igen - nu i Jesu mund. Det blev blikstille på et øjeblik. Den eneste vind, disciplene kunne høre, var deres eget åndedræt.

Hvem er han, siden både storm og sø adlyder ham? spurgte de forundrede. Jesus er både et sandt menneske, der har brug for søvn og hvile. Og Jesus er sand Gud, der befaler med Skaberens autoritet over bølger og storm - og redder de bange disciples liv - og sit eget med. For han var jo selv med i båden, mens det stormede og de var i livsfare.
-
Hvad kan vi så bruge den her beretning og billedet til?

Vi ser nogle mennesker i deres livs værste storm. Livets storme - det er for eksempel: sygdom, ulykker, kriser, konflikter. Der har vi også været - eller vi er der måske lige nu?

Så kan man vel genkende sig selv i en af de små blå skikkelser, der klamrer sig til rælingen - og ikke aner, om man klarer det, eller om man bliver revet med ud i havet af den næste bølge.

Jeg husker lige så tydeligt første gang, jeg så alterbilledet i Rønne Kirke. Jeg havde sat mig på en kirkebænk og faldt helt i staver. Der var nemlig en flot buket på alteret - lange mørkerøde roser.

Når jeg lænede mig til den ene side, kunne jeg læse hele teksten under billedet: Frygt ikke - tro kun! (Markusevangeliet kap. 5, vers 31)

Men når jeg lænede mig til den anden side - så dækkede en af roserne for det ene T. Det så ud, som om der stod: Frygt ikke - ro kun!

Så var det, jeg faldt i staver og funderede lidt over: Hvad gør vi egentlig, når vi er i den der lille båd, mens der går en storm over vores liv? Ja, det er i hvert fald helt sikkert, at vi ror - alt det, vi kan. Vi bruger alle vores kræfter og gode idéer - og gør, hvad vi kan - for at redde os selv og hinanden gennem stormen. Vi kan slet ikke lade være - og det skal vi da heller ikke.

Ofte sker der én ting mere med os i livets storme: Vi skubber alt ligegyldigt til side - og fokuserer på det vigtigste: Kærligheden.

Det kan f.eks. være, at man har sine bange anelser: Måske kommer man ikke til at opleve sit barnebarns bryllup til sommer.

Men der skal i hvert fald købes en gave - eller skrives en hilsen. At give kærligheden videre er vigtigere end så meget andet. Paulus rammer plet: Alle Guds gode bud koges sammen i det ene bud: Du skal elske din næste som dig selv. (Romerbrevet kap. 13, vers 9)

Tilbage til alterbilledet i Rønne Kirke: Der står: Frygt ikke - tro kun! Sådan sagde Jesus i en anden sammenhæng. Men det er samme betydning, som nu i dagens evangelium, hvor Jesus siger: Hvorfor er I bange, I lidettroende? Det er ikke en bebrejdelse. Det er ikke en kritik. Det er hans kærlige opfordring: Tro på mig, så behøver I ikke at være bange.

Jesus opfordrer os til at have tillid til ham - stole på ham - så det kan lindre den værste frygt. Det er slet ikke så let - for vi er jo bare mennesker, der nemt bliver bange. Men vi kan øve os i at hvile i Jesu ord: Frygt ikke - tro kun!

Det var stort, at Jesus stillede stormen på søen. Det viser noget om Guds magt og suverænitet. Men på en måde synes jeg, at det er endnu større, at Jesus var med i båden hos disciplene, også mens det stormede allermest.

Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende. (Matthæusevangeliet kap. 28, vers 20)

Sådan sagde Jesus til disciplene efter sin opstandelse og lige før han fór til himmels. Det samme løfte fra Jesus blev læst og givet til hver eneste af os, dengang vi blev døbt: Som en velsignelse fra Jesus over hver eneste dag i hele vores liv: Jeg er med jer alle dage, indtil verdens ende. Det gælder også de dage, hvor det stormer. Han er med os i båden. Han hører os, når vi siger - eller bare tænker: Herre, frels os, vi går under.

I dag, 2. februar, er det Kyndelmisse. Nu er vi halvvejs! Nu er den halve vinter gået, sagde man i gamle dage. Og man fejrede kyndelmisse ved at tænde masser af lys i vintermørket.

Den røde skikkelse i den lille båd, lyser op på Rønne Kirkes alterbillede. Jesus sagde: Som lys er jeg kommet til verden, for at enhver, som tror på mig, ikke skal blive i mørket. (Johannesevangeliet kap. 12, vers 46)

Amen.

God søndag og Guds fred
Prædiken i Ejlby Kirke 23. marts 2025 Prædiken i Melby Kirke 16. marts 2025 Prædiken i Melby Kirke 2. marts 2025 Prædiken i Ejlby Kirke 23. februar 2025 Prædiken i Ejlby Kirke 9. februar 2025