Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 17. april 2025Skærtorsdagv. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente: Matthæusevangeliet kap. 26, vers 17-30Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?«
Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet.
Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?«
Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.«
Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.
Prædiken:Der findes mindst 2 måder at holde på et brød: Man kan holde om brødet med begge hænder. Sådan holder man om et brød, når man ved, at man vil spise det hele selv. For eksempel en burger eller sandwichbolle - måske er der også fyld i. Man holder godt fast med begge hænder - og spiser fra den ene ende til den anden.
Der er også en anden måde at holde på et brød. Prøv at se på det her billede:
To hænder er i gang med at brække et brød i stykker. Sådan holder man på et brød, når man deler det i flere stykker og deler stykkerne med andre.
Billedet forestiller Jesus´ hænder. Skærtorsdag aften spiste Jesus sammen med de 12 disciple. Jesus vidste på forhånd, hvad der ville komme til at ske, efter de havde spist:
Han vidste, at det var hans sidste måltid sammen med sine 12 venner. Jesus vidste, at Judas ville forråde ham. Judas gav Jesus et kys på kinden. Det var det aftalte tegn. Så kunne soldaterne se, hvem de skulle anholde. Jesus vidste også, at de 11 andre ville flygte væk. Han vidste, at han ville blive naglet fast til et kors og dø. Sådan som vi kan se det på alterbilledet.
Jesus vidste det hele på forhånd. Alligevel spiste han sammen med dem alle 12 skærtorsdag aften. Han sendte ikke nogen af dem væk fra bordet - heller ikke Judas. De fik nadveren alle sammen.
Det er det store ved Skærtorsdag og nadveren: Alle er velkomne. Jesus viser ikke nogen bort. Lige meget, hvad man har gjort - og hvad, man kommer til at gøre.
Jesus sad med brødet i hænderne. Brækkede det i stykker - og gav dem et stykke hver. Jesus sagde:
Tag det og spis det. Dette er mit legeme, som gives for jerJesus tog også et bæger med vin. Han lod bægeret gå rundt, så de kunne drikke af det alle sammen. Jesus sagde:
Drik alle heraf; dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse.Sådan indstiftede Jesus nadveren. Jesus viste på den måde, at han giver os sig selv - helt og fuldt.
Det er svært helt at forstå, hvad nadveren betyder. Men når man så bare gør det: Altså rækker hånden frem og tager imod nadveren - tager imod brødet og vinen eller saften. Så ved man godt og mærker i sit hjerte, at man har fået noget mere end den lille bitte smule, man fik at spise og drikke.
Når vi får nadveren, bliver der knyttet et usynligt bånd fra Gud og Jesus til os. Vi får del i det, som Jesus' liv og død og opstandelse giver og betyder:
Jesus kaldte det en ny pagt - et nyt forhold mellem Gud og mennesker, hvor vi alle kan få tilgivelse for det, vi har gjort forkert og det, vi har svigtet. Det er syndernes forladelse.
Gud sætter os sammen i et stort fællesskab med hinanden. Vi er forbundet med Gud, Jesus og hinanden. Gud giver os sin kærlighed, tilgivelse og velsignelse - det skal vi dele med hinanden. Ligesom vi skal dele det daglige brød og alle Guds andre gaver.
De to hænder her på billedet er derfor også vores hænder. Nemlig når vi deler med hinanden - alt det, vi får fra Gud: Brødet, tilgivelsen, kærligheden, fællesskabet og fremtiden. -
Billeder 'siger' noget. På en anden måde og sommetider meget bedre end alle mulige forklaringer og ord. Nu til et andet billede:

Her i Ejlby Kirke er der et fint billede af nadveren på altertavlen: Jesus sidder for midten med et brød i den ene hånd og en alterkalk i den anden. Nærmest en kopi af alterkalken her i Ejlby Kirke! Der er nemlig en lige linje fra det øjeblik Skærtorsdag aften, hvor Jesus indstiftede nadveren, til vi holder nadver om lidt. Ligesom man gør i tusindvis af andre kirker jorden rundt.
Alle 12 disciple sidder ved bordet. Men de er en noget ukoncentreret flok! De sidder og snakker med hinanden - og kigger i alle mulige retninger. En har fuldstændig vendt ryggen til Jesus.
Men der var plads til dem alle sammen. Ligesom der også er plads til os ved nadverbordet. Ikke engang vores allerværste fejl og største synder og svigt, kan skille os fra Guds kærlighed.
På et blankt fad på bordet ligger der et helstegt lam. Skærtorsdag aften spiste Jesus og de 12 disciple det jødiske påskemåltid Påskemåltidet går helt tilbage til dengang, hvor jøderne vandrede væk fra slaveriet i Egypten med Moses i spidsen. Man samledes og spiste påskelam. Med sandaler på fødderne og vandrestav i hånden. Parat til at skynde sig ud i friheden. Det var altså et befrielsesmåltid.
Nadveren er også et befrielsesmåltid. Vi bliver befriet fra vores skyld og skam. Vi bliver velsignet med kærlighed og en ny begyndelse fra Gud.
Johannes Døberen pegede på Jesus og sagde: Se det Guds Lam, der bærer verdens synd. Jesus døde langfredag. Han træder i stedet for os. Han tager vores synder på sig og befrier os fra synd og skam.
Vi synger om det, før vi holder nadver:
O du Guds Lammed korsets skamdu bar al verdens synderDerfra al trøst begynder.Miskundelig forbarm du dig. Alt det får vi givet om lidt i nadveren - og i velsignelsen. Og det gør ikke noget, hvis vi ikke helt forstår det. Det er nok at vi åbner hjertet og tager imod.
Amen.
God Skærtorsdag og Guds fred.
Flere andagter