Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 27. april 2025
1. søndag efter påske
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Johannesevangeliet 20, 19-31

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren.

Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«

Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Prædiken:



Hvornår tror man nok? Nok til at blive døbt? Nok til at blive konfirmeret? Nok til at kalde sig kristen? Nok til at komme og være i kirken? En del mennesker tumler med sådan nogle tanker. Som ofte ender med, at man synes, at ens egen tro ikke er helt så god nok og stor nok, som den burde være. Måske kan I genkende den slags tanker?

I dag får vi at vide, at vi vender det hele forkert, når vi tænker og spørger sådan. Tro er ikke noget, vi præsterer. Troen opstår, fordi Gud - Jesus - Helligånden kommer til os og velsigner os. Det skaber troen i os.

For et øjeblik siden blev Malou døbt. Lige før dåben hørte vi Jesu ord: Lad de små børn komme til mig. Det må I ikke hindre dem i. For Guds Rige er deres. Jesus var faktisk vred på sine disciple, da han sagde det. Fordi de ville forhindre børnene i at komme hen til ham. Måske fordi de små børn ikke var store nok til at forstå alt det, Jesus sagde?

Men det handler ikke om at forstå og fatte. Det handler om at tage imod. Det er små børn som Malou mestre i. Malou laver ikke ret meget andet, end at tage imod med åbent og nysgerrigt sind, hvad I giver hende: Knus, kram, legetøj, mad og så videre.

Jesus fortsatte: Den, der ikke modtager Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det. Og så krammede han børnene - og velsignede dem. Det handler ikke om at præstere en tro. Det handler om at tage imod Guds fred og Jesu velsignelse med et åbent og nysgerrigt sind, ligesom et barn tager imod.

-

Vi hørte også, at Jesus kom til disciplene, efter at han var stået op fra det døde. Det skete allerede påskedag om aftenen.

Tidligt om morgenen påskedag havde et par kvinder været ved Jesu grav. De havde set, at graven var tom - og de havde set og hørt Guds engel sige, at Jesus var stået op fra de døde. Kvinderne fortalte det videre til Jesus' disciple. Men selvom de havde fået verdens bedste nyhed, var de ikke glade.

De var bange. De gemte sig for omverdenen bag lukkede og låste døre. Men vendepunktet skete, da Jesus pludselig stod i stuen hos dem - og lyste Guds velsignelse over dem. Han sagde: Fred være med jer.

Jesus viste dem sine hænder, som var gennemhullede af naglerne fra korset. Han viste dem såret i siden, hvor en soldat havde stukket ham med et spyd. Og disciplene blev glade. Selvom det ikke var et særligt kønt syn. For nu genkendte de Jesus. De blev klar over, at det virkelig var ham: Jesus, som de kendte og havde fulgtes med. Han havde gjort det ufattelige. Han var stået op fra de døde. Han var levende.

-

Disciplen Thomas var ikke med påskedag aften. Derfor kunne Thomas heller ikke tro på det, da de andre begejstrede fortalte: 'Vi har set Herren'. Thomas sagde: Hvis ikke jeg ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.

Så den næste søndag viste Jesus sig igen for disciplene. Det var den første søndag efter påske, ligesom det er i dag. Denne gang var Thomas også til stede. Jesus velsignede dem alle igen og sagde: Fred være med jer.

Det var lige præcis, hvad Thomas havde brug for. Nu kunne han tro. Han havde ikke længere brug for at røre og mærke på Jesus. Han sagde bare: Min Herre og min Gud.

Pointen er, at glæden, overbevisningen og troen kunne ingen af disciplene selv tvinge frem. Hverken Thomas eller de andre. Og det kan vi heller ikke. Men det kom til dem: Glæden, overbevisningen og troen spirede frem i dem og sprang ud - drevet af den samme usynlige Guds kraft, som får forårsblomsterne og bøgetræerne til at springe ud.

Det var Jesus, som fik det til at ske. Ved at han var der og velsignede dem. Fred være med jer, sagde Jesus - og blæste Guds kraft, Helligånden, i dem.

Jesus gav dem ikke kun én chance. Thomas fik også den chance, han havde brug for. Alle sammen fik de mange flere tegn på, at Jesus levede og var der for dem.

Den opstandne Jesus Kristus er også her hos os - nu - selvom vi ikke kan se ham. Vi må tage imod hans velsignelse med et åbent og nysgerrigt sind, ligesom et barn tager imod.

Jesus og Gud, som har tændt millioner af stjerner, tænder også en tindrende tro i vores mørke. Han lyser sin fred over os, vogter og værner os, så urolige hjerter kan falde til ro. Det var et par linjer fra Malous yndlingssalme 'Du som har tændt millioner af stjerner', som vi synger til sidst.

Vi begyndte med salmen 'Nu titte til hinanden'. Vers 2 slutter med ordene: 'Gud ånder på øjet, når det græder'.

Det er en perle af en sætning. Vi kan jo tænke på Malou igen. Det varer ikke så længe, inden hun lærer at stå på sine små ben og løbe og spæne derudaf. Og så snubler hun og får hudafskrabninger på knæene. Det svider og gør ondt. Men mor og far vil trøste hende - og puste på skrammerne. Og så gør det ikke nær så ondt mere.

Påskedags aften åndede Jesus på disciplene. Han blæste Helligånden i dem. Modtag Helligånden, sagde Jesus, da han åndede på dem.

Sådan er Jesus - sådan er Gud. Ligesom en kærlig far og mor, der trøster og puster på skrammen. Gud ånder på øjet, når det græder. Han giver os Helligånden med trøst og tro - håb og glæde. Guds fred være med os alle.

Amen.

God søndag og Guds fred
Prædiken i Særslev Kirke 14. juni 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 7. juni 2026 Prædiken i Særslev Kirke 17. maj 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 14. maj 2026 Prædiken i Særslev Kirke 3. maj 2026 Prædiken i Melby Kirke 26. april 2026