Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 31. august 2025
11. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 18, 9-14

Til nogle, som stolede på, at de selv var retfærdige, og som foragtede alle andre, fortalte Jesus denne lignelse: »To mænd gik op til templet for at bede. Den ene var en farisæer, den anden en tolder.

Farisæeren stillede sig op og bad således for sig selv: Gud, jeg takker dig, fordi jeg ikke er som andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, eller som tolderen dér. Jeg faster to gange om ugen, og jeg giver tiende af hele min indtægt. Men tolderen stod afsides og ville ikke engang løfte sit blik mod himlen, men slog sig for brystet og sagde: Gud, vær mig synder nådig!

Jeg siger jer: Det var ham, der gik hjem som retfærdig, ikke den anden. For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.«

Prædiken:



Forleden dag åbnede jeg postkassen og så, at der lå en stor kuvert til mig! Det sker ikke så tit mere. I kuverten var denne plakat fra Kirkens Korshær. Værdighed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til, står der på plakaten.

Det er en god sætning. Den giver nemlig noget at tænke over. Det første, man kan tænke over, er, om det passer? Passer det, at værdighed ikke er noget, man skal gøre sig fortjent til?

Jeg tror, at mange af os føler os værdige og at vi har et værdigt liv, når vi kan klare os selv og udrette noget. Altså: Når vi kan stå op om morgenen, selv tage tøjet på og passe vores arbejde, skole og hverdagens mange andre opgaver.

Men når vi ikke kan udrette noget, når vi ikke kan klare os selv længere - når vi er afhængige af andres hjælp, så begynder det at slå revner i følelsen af værdighed. Nogle synes måske ligefrem, at de kun er til besvær og ikke rigtig noget værd. På den måde hænger vores følelse af værdighed sammen med at kunne klare sig selv og kunne udrette noget.

Derfor er det godt at få slået fast: Værdighed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til. Vi har værdighed, fordi vi er mennesker - skabt af Gud. Punktum. Vi har værdighed fra det øjeblik, hjertet slog sit første slag, da vi lå som foster inde i vores mors mave. Punktum. Ikke først, da vi kunne klare os selv. Der gik jo en del år, inden vi kunne klare os selv - sådan i de store træk. Hele livet er vi nemlig vævet sammen med vores medmennesker - og afhængige af det mange, andre gør i vores samfund.

Jesus fortalte en lignelse om to mænd, der kom til Guds hus og bad. Den ene var farisæer. Farisæerne bestræbte sig på at leve helt perfekt og fejlfrit efter Guds bud og leveregler.

Den anden mand var en tolder. Også dengang pressede stormagterne de mindre lande med høje toldsatser på varer. Tolderne på Jesu tid opkrævede told til kejseren i Rom. Folk hadede tolden og så ned på tolderne.

Nu var de begge to - farisæeren og tolderen - så kommet til Guds hus for at bede. Farisæeren takkede Gud for, at det var gået ham godt. Han fortalte Gud, om alt det gode, han gjorde - og hvor meget bedre, han klarede sig her i livet end så mange andre. Fremfor nogen: tolderen. Farisæeren bad, som om han skulle imponere Gud og gøre sig fortjent til Guds skulderklap.

Tolderen stod henne i et hjørne. Han så ned i jorden og slog sig skyldbevidst for brystet og bad: 'Gud, vær mig synder nådig.' Han bad om tilgivelse for alt, hvad han havde gjort forkert.

-

Så kan man jo give sig til at spekulere på, hvem af de to, man selv ligner mest. Jeg tror faktisk, at vi har dem begge to i os:

Sommetider er vi godt tilfredse med os selv og hvad vi har udrettet. Og synes at vi fortjener lidt mere medvind på vejen.

Til andre tider ser vi mest vores fejl og nederlag, og de situationer, hvor vi ikke slog til. Så ønsker man, at Gud vil tilgive og give en lov til at begynde på en frisk.

Gud svarede på tolderens bøn ved at tilgive ham. Men hvad med den første? Farisæeren, der var så tilfreds med sig selv? Hvordan svarede Gud på hans bøn?

Måske gemmer det sig i den sætning, som Jesus sagde til sidst. Det lyder nærmest som et ordsprog. Jesus sagde: 'For enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges - og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes.'

At blive ydmyget er for det meste noget negativt: Nemlig når man blive hånet, mobbet, nedgjort og trådt på.

Men man kan også få plads og rum til at være ydmyg på den gode måde: Nemlig når man tør lade facaderne falde. Når man kan være den, man er. Også når man har brug for, at Gud og andre mennesker bærer over med en og tilgiver.

Forhåbentligt har vi sådan et trygt rum hos vores familie og venner. Et trygt rum, hvor vi kan lade facaderne falde og være, som vi er - og vide, at vi er elskede, sådan som vi er.

Under alle omstændigheder har vi sådan et trygt rum hos Gud, vores Far himlen. Hos Gud, kan vi være dem vi er. Gud elsker os. Vi kan åbne os og sige alting til Gud. Gud lytter. Gud har en evighed af tid til at lytte. Gud tilgiver og ophøjer os. Det gør Gud ved, at han holder fast i vores værdighed som mennesker.

Og så er vi tilbage ved plakaten igen: Værdighed er ikke noget, man skal gøre sig fortjent til.

Vi kommer til din kirke, Gud
og finder døren åben.
Det navn bliver aldrig slettet ud,
vi fik hos dig i dåben
(Den Danske Salmebog nr. 478, vers 1)

Sådan sang vi før.

Værdighed er nemlig heller ikke noget, vi kan miste. Vi har værdighed, fordi vi er mennesker - skabt af Gud. Gud gav os navn og værdighed i dåben: Vi er Guds børn og han elsker os. Det navn og den værdighed bliver ikke streget over og slettet - heller ikke selvom livet går i skudder-mudder for os. Vi kan ikke miste værdigheden, som Gud giver os.

Kirkeklokkerne ringer mod sky. Kirkeklokkerne ringer for at forkynde os at Jesus Kristus døde for vore synder - og stod op fra de døde. Jesu opstandelse giver os ny værdighed hver dag. Af Guds nåde er jeg, hvad jeg er, slog Paulus fast. (1. Korintherbrev kap 15, vers 10)

Det må give os overskud. Til at være barmhjertige mod hinanden - og da især mod den, som livet går skidt for. For det gælder os alle: Af Guds er jeg, hvad jeg er. Gud giver os værdighed. Det skal vi ikke gøre os fortjente til.

Må Gud fylde os med den sandhed. Må Gud fylde os med sin Helligånd. Må Gud fylde vores hjerter med barmhjertighed og vores hænder med handlekraft, så mange flere må mærke at de har værdighed.

Amen

Guds fred - og god søndag
Prædiken i Særslev Kirke 14. juni 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 7. juni 2026 Prædiken i Særslev Kirke 17. maj 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 14. maj 2026 Prædiken i Særslev Kirke 3. maj 2026 Prædiken i Melby Kirke 26. april 2026