Andagter & prædikener
Prædiken i Ejlby Kirke 14. maj 2026Kristi Himmelfarts dagv. sognepræst Gunvor Sandvad
Fra Det Nye Testamente: Lukasevangeliet kap. 24, vers 46-53Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.«
Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.
Prædiken:Til jul drikker vi varm gløgg og spiser lune æbleskiver og meget andet god julemad. Til fastelavn spiser vi fastelavnsboller. Til påske spiser vi påskeæg. Til Store Bededag spiser vi varme hveder - og fortsætter med det, selvom bededag er blevet sløjfet som helligdag. Men der er ikke længere noget særligt, vi skal spise Kristi Himmelfartsdag.
Ikke længere, sagde jeg. I gamle dage var det nemlig tradition på Kristi Himmelfartsdag, at man hejste en Kristusfigur op over hustaget. Bagefter hejste man en kurv med kager og søde sager ned. Som alle dem dernede kunne dele med hinanden.
I gamle dage, hvor man ikke kendte til at dyrke sukkerroer, var kager og søde sager en yderst sjælden luksus - noget helt fantastisk og enestående.
Traditionen - med at hejse Kristusfiguren op og kurven med de søde sager ned - er gået i glemmebogen. Måske fordi det var noget besværligt med alt det hejsen op og ned fra taget. Men det er faktisk en skam. For det viste fint, hvad Kristi Himmelfartsdag betyder:
Jesus Kristus steg op til Himlen, hvor han kom fra. Nu skal vi dele alt det med hinanden, som han vandt til os: Nåde og barmhjertighed, opstandelse og velsignelse, styrke og kraft fra Helligånden. Det er noget helt særligt og enestående. Himmerigets sødme.
Jesus fortalte om gaverne, der skal gives videre. Han fortalte det, lige før han selv blev løftet op til Himlen:
Jesus Kristus har lidt og døde. Han opstod fra de døde på den tredje dag, påskedag. Hverken hans død eller vores død skal være for evigt og altid, men midlertidig, indtil han kommer og tager os til sig. Så vil han komme og bære os op til Guds Himmerige. Ligesom man varsomt bærer et barn på armen. Og ligesom Jesus selv blev båret op til Himlen på Kristi Himmelfartsdag. Det er håbet på den lange bane.
Også her og nu - på den korte bane - er der håb. Fordi Jesus satte en ny horisont for vores liv med hinanden: Gud står med favnen fuld af kærlighed og barmhjertighed og venter på, at vi vender os om og tager imod det hele - og giver det videre til hinanden.
Vi må virkelig blive ved med at tro på, at vores medmenneskers liv bliver forandret bare en lille smule til det lidt bedre, hver gang vi rækker tilgivelse, godhed og næstekærlighed til andre. På den måde er vi vidner om den kærlighed til mennesker, som Jesus viste, med alt hvad han sagde og gjorde.
Der er blevet spekuleret meget over, hvordan det sådan helt præcist og konkret foregik ved Jesu Kristi himmelfart. Og stillet spørgsmål til det. For det er svært at fatte med hjernen. Hjernen har sommetider svært ved at følge med, når det gælder tro.
Troens sted er hjertet. Hjertet bliver rørt af poesi og musik. Som for eksempel i salmer og sange. Hjertet bliver rørt af billeder og kunst. Poesien, musikken og kunsten er ligesom vinduer til Himlen. Der åbner øjnene og hjertet for Guds virkelighed, som er større, end det vi kan fatte og forstå.
To eksempler: Først musik og poesi - og bagefter et billede:
Vi har lige sunget B.S. Ingemanns Kristi Himmelfartssalme: 'Fuldendt er nådens store værk' (Den Danske Salmebog nr. 254. Jeg tror ikke, at jeg selv har sunget den før - og jeg tror heller ikke, at vi har sunget den tidligere til gudstjeneste på Kristi Himmelfartsdag. Så jeg håber, at I nød en ny/gammel salme af B.S. Ingemann. Læreren fra Sorø, der havde hjerte for at skrive salmer til børn:
Jesus Kristus var hos Gud, før verden blev skabt. Han gennemskuede tiden. Han så verden, før den var født. Han så menneskers problemer, før vi mennesker var skabt. Han så det hele på forhånd. Og han var parat til at følge Guds plan: Han skulle være et menneske på jord. Han kom virkelig til at mærke smerte, fattigdom, kors og død på sin egen krop. Nu vender han tilbage til Himlen, hvor han kom fra: Mens englene synger: 'Jesus Kristus ej os glemmer.'
Jesus forsvandt nemlig ikke. Han blev ikke væk. Tværtimod. Nu er Jesus overalt. Han er nær alle steder - ligesom Gud er det. Han er tilmed i os: Jesus lever i os som Helligåndens kraft og styrke. Han er med os alle dage indtil verdens ende.
Når vi beder til ham, lytter han til os. Han er der også, når vi ikke skænker ham en tanke. Han er der hele tiden. Kristi Himmelfart betyder, at Jesus er overalt - alle steder - selvom vi ikke kan se ham. 'Jesus Kristus ej os glemmer.' Og vi skal selvfølgelig heller ikke glemme ham.
Kalkmaleri i Bregninge Kirke, Ærø – (privatfoto)I har fået et fotografi fra Bregninge Kirke på Ærø. Fine gamle kalkmalerier i hvælvingen: Jesus bliver taget op i Himlen. Vi ser kun det nederste af kjortlen og hans fødder, inden de også om lidt forsvinder. Om bag det rynkede bånd forneden på det tynde gardin, som er mellem jorden og Guds Himmel. Vi ved, at det er Jesu fødder - fordi naglemærkerne er der. Hullerne efter de tykke nagler, som Jesus var sømmet fast til korset med.
Prøv at se på disciplenes øjne - dem, som er tilbage. De kigger ikke opad efter Jesu fødder. De kigger på det fodaftryk, han satte på træstubben. Med en prik i hver fod. Naglemærkerne.
De to prikker er det vigtigste. Det er et pejlemærke: Gå ikke udenom lidelse og besvær. Det koster noget at tage del i andre menneskers liv. Sommetider koster det blod, sved, tårer - sorg, bekymringer og søvnløse nætter.
Jesu fodaftryk med naglemærker i, husker os på, at vi ikke skal glemme hinanden. Heller ikke, når det er nemmere at vende ryggen til. Jesus Kristus glemmer ikke os. Han giver os kraft fra det høje - til at følge pejlemærket: Jesu fodaftryk med en prik i hver fod. Naglemærkerne - kærlighedens pris.
Glædelig Kristi Himmelfart. Amen.
God Kristi Himmelfartsdag og Guds fred.
Flere andagter