Link til kirkekalenderLink til menu

Andagter & prædikener

Prædiken i Ejlby Kirke 9. august 2026
10. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:
Matthæusevangeliet kap. 11, vers 16-24

Jesus sagde: »Men hvad skal jeg sammenligne denne slægt med? Den ligner børn, der sidder på torvet og råber til de andre: Vi spillede på fløjte for jer, og I dansede ikke; vi sang klagesange, og I sørgede ikke.

For Johannes kom, han hverken spiste eller drak, og folk siger: Han er besat.

Og Menneskesønnen kom, han både spiser og drikker, og folk siger: Se den frådser og dranker, ven med toldere og syndere! Dog, visdommen har fået ret ved sine gerninger.

Da begyndte Jesus at revse de byer, hvor de fleste af hans mægtige gerninger var sket, fordi de ikke havde omvendt sig: »Ve dig, Korazin! Ve dig, Betsajda! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i jer, var sket i Tyrus og Sidon, havde de for længst omvendt sig i sæk og aske. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Tyrus og Sidon tåleligere på dommens dag end jer.

Og du, Kapernaum, skal du ophøjes til himlen? I dødsriget skal du styrtes ned! For hvis de mægtige gerninger, der er sket i dig, var sket i Sodoma, havde den stået den dag i dag. Derfor siger jeg jer: Det skal gå Sodomas land tåleligere på dommens dag end dig.«

Prædiken:



Jeg kan jo ikke gøre alle tilfredse! - det siger man sådan lidt skuffet til sig selv, når nogle er utilfredse og brokker sig. Selvom man gjorde sit bedste og mente det hele var godt. Så prøver man at leve med det og siger til sig selv: Jeg kan jo ikke gøre alle tilfredse. Men skuffelsen sidder alligevel stadig og gnaver.

Hvis det kan være en trøst - så havde Jesus det på samme måde. Han kunne heller ikke gøre alle tilfredse: Først kom Johannes Døberen. Han prædikede i ørkenen, at folk skulle omvende sig. De skulle vende sig mod Gud og forbedre deres levevis. - 'Han er alt for hård', sagde folk.

Så kom Jesus, der åbnede Guds rige på vid gab for alle og enhver: Spædbørn og gamle, raske og syge, troende og tvivlende, dem, der havde gjort det hele rigtigt - og dem, for hvem det hele var mislykkedes. - 'Han er alt for blød,' sagde folk.

Jesus bebrejder tre byer på nordsiden af Genesareth Sø. I alle tre byer havde Jesus prædiket og gjort undere: Ja, hvad han havde gjort i Korazin, ligger glemt i fortidens tåge.

- Men uden for Betsajda havde Jesus taget imod fem brød og to fisk fra en lille dreng og mættet 5000 mennesker med dem. Der blev endda 12 kurve til overs!

I Kapernaum havde nogle mænd firet en båre ned gennem taget. På båren lå en lam mand. 'Dine synder er dig forladt,' sagde Jesus til manden på båren. Folk i stuen var målløse. For det måtte kun Gud sige. Men Jesus satte trumf på: Gud havde givet ham myndighed til at forlade mennesker deres synder. Som tegn på sin myndighed sagde Jesus til den lamme: 'Rejs dig, tag din båre og gå!' Den lamme rejste sig op fra båren med sin fulde førlighed igen. Han tog sin båre og gik. Nu var han en rask og tilgivet mand! Hvilket under!

Men det havde åbenbart ikke gjort indtryk. I hvert fald ikke, så de ville høre mere på Jesus. Det var prellet af dem ligesom regn i høst på en regnfrakke.

Nu er det som om Jesus river sig i håret - og spørger: Hvad mere godt skal jeg dog gøre, for at I vil lytte og tro på Gud?

Hvordan kan det være, at det er så svært at gøre vi mennesker tilfredse? Det spørgsmål må vi tage med os hjem i dag og tænke over.

Måske er et af svarene, at vi nærmest automatisk laver os en forventning om, hvordan vi synes andre mennesker skal være. Hvordan livet skal være. Og hvordan Gud skal være.

Men så opfører mennesker sig anderledes, end vi forventede. Der sker noget uventet i livet. Vi forstår ikke, hvorfor Gud ikke forhindrer, at vi bliver ramt svigt, ulykker, sygdom osv.

Så bliver man usikker, forvirret og desorienteret: Virkeligheden stemmer ikke med mit billede af, hvordan det hele skulle være.

Hvad gør man så ved det? - Selvom det ikke kan løse alle problemer - så er det altid godt at synge en salme! Lige før sang vi:

Denne morgens mulighed
Vi har luft i vores lunger
hænder, øjne, ører, tunger
levende og glade unger:
Denne morgens mulighed.

Den mørke nat forgangen er. Den mørke nat er gået. Ja, for nu er de lyse nætter slut i denne omgang. Men alligevel er vi stået op til en ny morgen med luft i vores lunger. Med hænder, øjne, ører, tunger til at opleve verden med. Og med levende og glade unger - derhjemme eller hos naboen. Herlige unger, selvom de selvfølgelig også brokker sig ind imellem.

Hver morgen er en ny mulighed - for at være nysgerrig - og se med nye øjne på Gud, på hinanden, på verden og på livet. Og sige tak til Gud for livet - selvom vi ikke forstår det alt sammen.

Men det kræver jo en vis portion overskud at være nysgerrig og at kunne tage denne morgens muligheder til sig - og sige tak til Gud for livet.

Vi har ikke altid sådan et overskud. Sommetider er vi ligesom børn, der ikke har lyst til at være med til nogen leg. Simpelthen fordi vi ikke orker det. Det kan være man er træt, ked af det, skuffet, synes man kommer til kort - eller det er noget helt femte, som trykker. Sommetider vil man bare helst trække gardinet for igen og være sig selv. Man orker ikke åbne sig.

Når man har det sådan, lyder Jesu ord hårde. De lyder som en dom og afvisning. Men Jesus kom ikke for at afvise sårbare mennesker - eller skubbe de trætte væk. Tværtimod: Et par vers længere hænge i samme kapitel i Matthæusevangeliet - siger Jesus:

'Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer, og lær af mig, for jer er sagtmodig og ydmyg af hjertet, så skal I finde hvile for jeres sjæle. For mit åg er godt, og min byrde er let.'

Når vi lukker os om os selv, opgiver Jesus også ikke. Han siger ikke: Nu må du altså være stærk. Derimod siger han: Kom til mig! Det er en hjertelig indbydelse.

Kom nu til mig og læs det hele af, inviterer Jesus. Lad mig høre, hvad du bærer på - siger han og lytter.

Selvom vi ikke kan tage imod hans indbydelse, bede og tro - så er det nok, at Jesus Kristus kalder på os. Han bliver ved. Han går ikke sin vej. Han søger efter os og bliver ved med at kalde os til sig.

Han ser et Guds barn i hver eneste af os - og rækker os menneskeværd. Han løfter sit ansigt over os, og lyser Guds fred.

God søndag - og Guds fred
Flere andagter
Prædiken i Særslev Kirke 6. september 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 30. august 2026 Prædiken i Særslev Kirke 16. august 2026 Prædiken i Særslev Kirke 2. august 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 26. juli 2026

Kirkekalender

Søndag 13. september


15. søndag efter trinitatis

Ejlby Kirke kl. 10:30
Ved Gunvor Sandvad

Høstgudstjeneste



Vi håber, at høsten er kommet godt i hus og holder høstgudstjeneste i Ejlby Kirke. Kirken er pyntet med efterårets blomster, korn og frugter.

Vi skal synge de gode gamle efterårssalmer og sensommersange fra Højskolesangbogen. Vi drikker kirkekaffe bagefter, som vi plejer.



Se flere datoer

Arrangementer
Babysalmesang
Onsdag 16. september
Læs mere
Se alle arrangementer

Andagter & prædikener
Prædiken i Særslev Kirke 6. september 2026
Prædiken i Særslev Kirke 6. september 2026 14. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sand....
Læs mere
Prædiken i Ejlby Kirke 30. august 2026
Prædiken i Ejlby Kirke 30. august 2026 13. søndag efter trinitatis v. sognepræst Gunvor Sandvad ....
Læs mere
Nyt fra menighedsrådet og sognepræsten
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 3. september 2026. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående....
Læs mere
Beslutningsprotokol
Beslutningsprotokol fra møde 12. august 2026. Kan læses som PDF-fil ved at klikke på nedenstående l....
Læs mere
Kommende møder:
14. oktober 2026 kl. 16.00
04. november 2026 kl. 16.30
03. december 2026 kl. 16.30

Nyt fra graveren
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård
Vigtig information om Lapidariet på Særslev Kirkegård I september havde vi besøg af Arbejdstilsyn....
Læs mere
Sognepræst: Gunvor Sandvad
Tlf.: 64 84 11 37 (fastnet)
Tlf.: 23 44 71 09 (mobil)
Mail: gsa@km.dk

Tilgængelighedserklæring