Andagter & prædikener

Prædiken i Særslev Kirke 6. september 2026
14. søndag efter trinitatis
v. sognepræst Gunvor Sandvad

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:
Johannesevangeliet kap. 5, vers 1-15

Derefter var det en af jødernes fester, og Jesus drog op til Jerusalem. Ved Fåreporten i Jerusalem er der en dam, som på hebraisk kaldes Betesda; den har fem søjlegange. I dem lå der en mængde syge, blinde, lamme og krøblinge, som ventede på, at der skulle komme bevægelse i vandet. Til tider f¾r Herrens engel nemlig ned i dammen og bragte vandet i oprør. Den første, der kom ned i vandet, efter at det var bragt i oprør, blev rask, hvilken sygdom han end led af.

Dér lå der en mand, som havde været syg i 38 år. Da Jesus så ham ligge der og vidste, at han allerede havde været der i lang tid, sagde han til ham: »Vil du være rask? Den syge svarede: »Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig. Jesus sagde til ham: »Rejs dig, tag din båre og gå! Straks blev manden rask, og han tog sin båre og gik omkring.

Men det var sabbat den dag; derfor sagde jøderne til ham, som var blevet helbredt: »Det er sabbat, og det er ikke tilladt dig at bære din båre. Han svarede dem: »Det var ham, som gjorde mig rask, der sagde til mig: Tag din båre og gå. De spurgte ham: »Hvem var den mand, der sagde til dig: Tag den og gå? Men han, som var blevet helbredt, vidste ikke, hvem det var; for Jesus var gået sin vej på grund af menneskemængden på stedet.

Senere mødte Jesus ham på tempelpladsen og sagde til ham: »Nu er du blevet rask; synd ikke mere, for at der ikke skal ske dig noget værre. Manden gik tilbage og fortalte jøderne, at det var Jesus, der havde gjort ham rask.

Prædiken:



På onsdag bliver Norges konge Harald d. 5. begravet. Lige siden hans død forrige fredag er der blevet sagt mange gode ord om kong Harald og hans måde at være på. Jeg har især lagt mærke til én, som sagde omtrent sådan her: 'Vi nordmænd er mange slags. Vi har vidt forskellige baggrunde, synspunkter og måder at leve på. Men kongen så enhver som et medmenneske.'

Det er stort at kunne møde andre åbent og fordomsfrit - og først og forud for alt andet: At se et medmenneske i en anden.

I dagens bibeltekster har vi nu hørt om medmennesker, som livet gør ondt for. Og som derfor har særligt brug for at blive set som et medmenneske.

Først hørte vi fra Salmernes Bog: Et fortvivlet menneske beder til Gud - og begynder med at spørge: Hvor længe har jeg igen? For livet er ikke længere til at holde ud. Men så alligevel sker der en forandring i løbet af bønnen. Den fortvivlede får en lille smule håb - og siger: Mit håb står til dig, Gud.

Det er det første, vi kan tage til os i dag: Bed - også når du har det værst. Sig det til Gud! Der er ingen censur - alt kan siges til Gud. Det letter hjertet - og jeg tror, det er Guds svar, når man får mod og håb til at klare en dag mere.

Derefter lyttede vil til Paulus' brev til sin ven Timotheus. Paulus var kommet i fængsel, fordi han prædikede om Jesus Kristus.

Paulus giver os også noget, vi kan tage til med os: Paulus stolede på, at Gud ville holde fast i ham - også hvis han på et tidspunkt ikke kunne klare presset mere: Paulus skrev om Gud: Er vi utro, forbliver han dog tro, thi fornægte sig selv, kan han ikke. Gud er trofast og holder fast i os - også hvis vores tro glipper.

Endelig hørte vi, at Jesus kom til Betesda Dam i Jerusalem. En masse syge mennesker lå rundt om det store vandbassin. De ventede på at blive rask ved et mirakel. Sommetider kom en engel og rørte ved vandet. Så blev den første rask, som kom ned i vandet. Men åbenbart ikke nummer to eller tre. Der har sikkert været en vældig tumult, når vandet bevægede sig.

En dag kom Jesus dertil. Han stoppede op ved en mand, som havde ligget der i 38 år. Det er lang tid. Bare 1 år er lang tid, hvor der sker meget - og man oplever meget. Prøv så at tænke på alt det, man når at opleve på 38 år.

Vi får ikke at vide, hvor han fejlede. Men manden forklarede Jesus, at han ikke kunne bevæge sig særligt hurtigt. Derfor tabte han hver eneste gang i kapløbet om at komme først ned i vandet. Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig - og mens jeg er på vej, når en anden i før mig, forklarede han Jesus.

Så hjerteskærende alene. Så tæt ved redningen og alligevel så langt fra. Fordi han ikke havde et eneste medmenneske, der ville hjælpe ham i det afgørende øjeblik. Prøv at fornemme hans alene-hed. Måske du kender alene-heden alt for godt?

Netop ved ham, der var så alene og altid tabte, standsede Jesus og spurgte: 'Vil du være rask?' Jesus så ham ikke som et offer, en stakkel. Jesus så ham som et medmenneske og behandlede ham med respekt. Han handlede ikke hen over hovedet på ham, men spurgte respektfuldt: 'Vil du være rask?'

'Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen,' svarede manden. Så sagde Jesus: 'Rejs dig, tag din båre og gå!'. Manden rejste sig op. Han kunne gå. Han var helbredt.

Vi får ikke noget svar på, hvorfor Gud tillader, at nogle mennesker bliver ramt så hårdt af sygdom og ulykke. Men Jesus gav et andet svar den dag: Har du ikke noget medmenneske? Jamen, det er jeg. Jeg er dit medmenneske - din ven - din bror, sagde Jesus til manden. Og lige sådan til os, når vi føler os alene i verden. Han er hos os og med os.

Jesus sagde også til manden: 'Rejs dig, tag din båre og gå!'. - Rejs dig op til livet. Tag din båre - bær din egen byrde - og bær med på andres byrder.

Vi skal være medmennesker for hinanden. Gud kalder og sender os: Vi skal bære med på hinandens byrder. Det er Guds sædvanlige måde at hjælpe. Miraklerne er det usædvanlige.
-
Og så til sidst: Efter at manden var kommet op på benene igen, gik han omkring med sin båre - først ved Betesda Dam og bagefter på tempelpladsen. Nogle irettesatte ham og sagde: Det er sabbat - du må ikke bære din båre på helligdagen.

Manden brugte sine ben igen, nu Gud havde givet han førligheden tilbage. Han brugte sine nye muligheder. Det var vel den bedste måde at sige tak til Gud på? Og vi ved jo heller ikke, hvad han tænkte, mens han gik rundt på tempelpladsen. Måske sagde han: 'Tak Gud!'

Til sidst og inden vi går hjem, skal vi synge 'Tak Gud, for denne lyse morgen'. Synge og sige Tak til Gud for alle de glimt af godhed, som vi får fra Gud og vores medmennesker. Alt det vi får givet og har mulighed for at gøre for hinanden.

Tænk, hvis nogle vil sige om os engang: Han - hun så enhver som et medmenneske.' Det ville være stort. Og et glimt af Guds væsen.

For Gud er med os i alt, hvad der sker. Også når det hele ramler og ser håbløst ud. Gud viste det i Jesus. Jesus gav Guds barmhjertighed ansigt og stemme. Han så enhver som et medmenneske.

Amen

God søndag - og Guds fred
Prædiken i Ejlby Kirke 4. oktober 2026 Prædiken i Særslev Kirke 27. september 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 13. september 2026 Prædiken i Ejlby Kirke 30. august 2026 Prædiken i Særslev Kirke 16. august 2026